Genopstandne Zombi opgiver at indgyde håb og skaber i stedet et fortættet og håbløst soundtrack til mellemtiden.

Stik mod tidens trend har Ghost Iris skruet op for 'coren, sat ild til sangskrivningen og bevæget sig endnu længere mod den smadrede og rå lyd, der definerede genren dengang, den var ny, provokerende og ville oprøret.

Der er kun en god håndfuld musikere på Aarhus’ voksenpunkscene, og de fleste af dem spiller i Coach, der lyder som dem allesammen. Det er fedt nok, men er det nok?

Artillery har begået en poleret thrash-plade, der viser deres styrker både på vokalen og guitaren, fejrer genren og lillebror Stützer. Det er ikke overvældende, men det er godkendt

La-di-da-di-di: Papirs fritflydende overskudsmusikalitet er magelig at slæge sig i, men i længden bliver ubesværetheden et problem for bandet.

Danske Steelbournes debut er et velskabt heavymetal-album, der kun mangler, at de tør give fuldstændigt los hele tiden og tage den helt ud på både vildskab og det episke.

Portugisiske Animalesco, o Método debuterer med crust, død og sikkert blandede trusler og ukvemsord, som nordboerne ikke forstår. Det kunne være meget værre.

Københavnske Gabestok er hurtigt ude af starthullerne og har skruet det tekniske niveau op, men mister overblikket i bare iver.

Life of Agony fortæller om, hvor hårdt Life of Agony har haft det i ny selvproduceret dokumentarfilm. Det bliver sine steder interessant, andre steder næsten for følelsespornografisk.

Jep, Bongzilla er klar med en ny plade. 20. april. Altså 20/4. Get it? Arh, det virker måske bedre på engelsk. Nå ja, den handler om hash.

Når While She Sleeps er bedst, er kvintetten nært uden sidestykke. Desværre formår englænderne at ødelægge helhedsindtrykket af 'Sleeps Society' med en vanvittig ringe slutspurt. 

Punkbandet Brats vil nok for altid først og fremmest være kendt som bandet, der udviklede sig til Mercyful Fate. Det sætter genudgivelsen af bandets tabte debutalbum fra 1979 en tyk streg under.

Supergruppe med Bobby Liebling på vokal forsøger at genoplive 70'ernes sleazy garagepunk. Det lykkes sådan cirka halvdelen af tiden i løbet af de 36 minutter, debutalbummet varer.

'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.

Tre årtier henne kan Motorpsycho stadig overrumple én på deres årlige albumudgivelse. Bare ikke denne gang.

Den tredje fuldlængde fra portlandske bewitcher er dygtig rock-black, men mest interessant når den er noget andet.

Genghis Tron gør comeback og skifter stil fra frenetisk 00'er-proghardcore til nysselig neoprog med blibbende synths. Resultatet lyder på en gang nutidigt og tilbageskuende.

De engelske hard rockere fra Thunder lyder stadig umiskendeligt meget som Thunder. Og det er sådan set også ganske fint.

Memoriam har for længst gravet deres skyttegrav – og de bliver i den. Heldigvis, hvis man godt kan lide det sted, de har valgt at grave den.

Significant Points debut er et fint bevis på, at man ikke skal tænke sig for meget om, når man spiller heavy metal.