Svenske Witchcraft er kendt for uptempo stoner rock og for at sætte gang i festen. Well, denne gang er festen gravøl, og den enlige musiker græder på scenen, mens han langsomt plukker strengene på sin akustiske guitar.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

Trivium er tilbage med en udgivelse, der er velkomponeret, finpoleret og sikkert vil tilfredsstille deres fans. Objektivt set står det dog noget stille for den amerikanske kvartet.

I pagt med tidsånden fører lyden af en respirator Pure Reason Revolution tilbage til rødderne efter ti års dvale. De har meget på hjerte – men vedkommer det os?

Selvom ’Motion’ er en forholdsvis banal og fuldstændig  identitetsløs udgivelse, har South Haven succes med at skrive flere stærke og mindeværdige sange.

Med ‘Phylogenesis’ kværner amerikanske Abysmal Dawn ubønhørligt derudad. Tempo og aggressivitet er de primære ingredienser på deres femte plade.

Ferocity er tilbage efter syv år med et album, der har lidt af alt det gode og døde, men mangler det højdepunkt eller to, der ville sætte det smuldrende kranie på toppen af ligbunken.

Manden med Weekendvesten er udfordret af kalorierige fristelser og forsøger at slå tilbage på overspisningen. Men Haunt hjælper ham ikke i den ulige kamp.

Testament har med ’Titans Of Creation’ udgivet et umiddelbart rigtig fint album. Men vil vi huske det, når coronakrisen er ovre? Eller om 10 år?

Dansk crust-punk-black-metals store håb leverer kun delvist

De tyske metalcore-konger vender tilbage efter en signifikant længere udgivelsespause end normalt. Til gengæld er det en dobbelt-udgivelse. Desværre.

Unsane lød altid som en slåskamp midt i et biluheld. Human Impact med medlemmer fra Unsane, Cop Shoot Cop og Swans føjer flere nuancer til noiserocken, men ender alligevel med at stå tilbage med knojern og et flækket øjenbryn.

Københavns undergrund åbner sig for Shamashs sortsværtede dødsmetal som Det Røde Hav for israelitterne. 

Som efterbyrden fra den smukke fødsel, der var 'Ir', kommer 'Mit Blod', der som Orm selv har et hæderligt bundniveau, men heller ikke hæver sig meget over det.

Efter et par hårde år er My Dying Bride nu ude med deres mest personlige album til dato. Spørgsmålet er så, om al denne kunstneriske livslede kommer os til gode som lyttere. Vores MDB-fanboy tager pulsen.

Københavnske Clients kommer rigtigt godt fra start med en debut, som er både voldsom, atmosfærisk, fængende og melodisk. Og varieret på godt og ondt.

Debutalbum fra bøllede briter holder metalånden i live uden nyskabelser, men med overskud, struttende selvtillid og masser af håndmadder lige i fjæset.

Memoriams velmente og stereotype nostalgidød var et par oprigtige træk på smilebåndet værd, men blev aldrig den store metalfest, man havde fortjent som afslutning på Viborg Metal Festivals førstedag.

Guitarbandet Wishbone Ash fejrer 50-årsjubilæum med hæderligt nyt album.

Hansi Kürsch fra Blind Guardian og Jon Schaffer fra Iced Earth har efter 15 år genoplivet deres BFF-projekt. Genrefans kan roligt lade sig begejstre.