53 år ingen alder. Det beviste Trent Reznor i front for Nine Inch Nails sent på Roskildes åbningsdag.
Natjager beviste én gang for alle, at de er alt andet end en gimmick, da bandet leverede et højenergisk og festligt show tidligt fredag.
Kellermensch gav en mesterligt medrivende og indlevende koncert lørdag eftermiddag, hvor blodet til sidst dryppede ned af scenen.
Satyricon var veloplagte, Frost brillerede bag trommerne, og publikum hungrede efter black metal, så moshpitten blev højenergisk og balancerede på kanten.
Helloween og Copenhell-publikummet havde en kæmpe fest i selskab med de allermest klassiske sange fra bandets bagkatalog, hvor vokalen endda blev udført med dem, der sang numrene på pladerne i sin tid.
Livløs kom, så, skruede op for bolletoget, drak publikum ned og besejrede al tvivl, man måtte have om bandets leveringsdygtighed, med en fremragende præstation lørdag middag på Hades.
Hæsblæsende polka-beats fik publikum til at gå amok, mens øl, kasketter og en gigantisk gul gummiand føg om kap med crowdsurfere, der regnede ned over scenevagterne
Copenhells andet uofficielle hovednavn er det, du bliver mest træt af at være gået glip af, når du hører vennerne snakke om det.
Fem år efter deres sublime koncert på Copenhell var Alice in Chains tilbage. Og de både matchede og toppede den optræden med et show, der bør gå over i historien som en af Copenhells bedste koncerter nogensinde.
Efter otte år var Deftones tilbage på Copenhells hovedscene, stærkere end nogensinde før og med 18-årsfødselsdagen for deres legendariske album ‘White Pony’ i rygsækken.
Crowden var hullet som til en vindblæst havnefest, men Turnstile var ligeglade. Amerikanerne sparkede effektivt Copenhell i gang med en velekskeveret dosis af deres helt egen melodiske, groovy hardcore.
Crossfaith ejede Pandæmonium. Publikum kom af nysgerrighed, men de blev, fordi japanerne spillede en af de bedste koncerter på dette års festival.
Neurosis slukkede festen på Copenhells førstedag. Det kunne man kun være taknemmelig for, at de gjorde – og for, at man fik lov at opleve.
Med ’Stranger Fruit’ lever Zeal & Ardor for alvor op til de forventninger, som forgængeren ikke helt indfriede. Og mere til. Meget mere til.
Selv ikke et hjertestop undervejs i koncerten kunne holde magien tilbage. Nerven var intakt, og selv med de sidste 40 års svingende kvalitet in mente stod Uriah Heep for et af årets store øjeblikke på Sweden Rock.
Nutidens svar på Bathory kom, spillede og sejrede. Primordial var et tiltrængt navn på sidstedagen af Sweden Rock, der bragte den grumme side af metallen med sig.
Black metal i bragende solskin midt på eftermiddagen er sjældent en succes, men legenderne Dark Funeral beviste, at ren ondskab kan besejre alt.
Søndag på Amager viste metalguderne Judas Priest, hvor kværnen skal stå. Birmingham-bandet osede af klasse, mens opvarmningen Megadeth stank som Køge Bugt i pålandsvind.
Spanske Toundra og danske Nordsind bød på hver deres version af post-rock, som løftede KB18 op langt over skyerne.
Batushka kom, så og sejrede. En gennemført musikalsk rejse overvældede, betog og drænede det århusianske publikum for kræfter en solvarm onsdag aften.