Ungdommelig og utrættelig energi satte gang i den tidlige fest fra Vended, der har medlemmer, der er flasket op med, hvordan man leverer et tændt og vildt show.

Engelske Employed to Serves metalcore var ligetil og let at gå til; den blev serveret med et smil, og publikum kvitterede med imødekommenhed.

Møl svævede i golden hour-lyset på Pandæmonium, og de indtog scenen som rock’n’roll stars.

Det tyske electronicoreband fra Castrop-Rauxel væltede Amager Bio tidligere på året. Et stunt bandet matchede med en nærmest uimodståelig vanvidskoncert. 

Pandæmonium blev udsat for et sært mix af rå energi og leflende underholdning. Kun en af disse klædte Fever 333.

Selvom Sleep Token gjorde deres for at give svar på overskriftens spørgsmål, var bandet i den grad udfordret og lykkedes aldrig helt med indrage publikum i deres ellers spændende univers.

Brasilianske Nervosa gav publikum på Copenhells mindste scene en ordentlig dosis thrash-metal, mens solen bagte nådesløst over Gehenna.

Der var ikke mange samlet foran Helviti, da Testament åbnede scenen torsdag efter middag, men de få der var, fik en solid times hårdslående thrash-metal.

Kunsten at dø blev desværre ikke helt realiseret, da Gojira indtog Helviti. 

Pantera hyldede de to afdøde brødre i en halvanden times eksplosion af følelser blandt såvel band som fans på Copenhell.

En god gud er en død gud, og en god sang er en grum sang. Vi fik vrede sange fra et veloplagt band, da Zeal & Ardor rakte ud i mørket til os.

Parkway Drive var to numre og udfordrede sangtalenter fra at give Copenhell den ultimative afslutning på onsdagen. 

Trods dystre temaer var der brede smil over hele linjen hos Riverhead, der kæmpede en brav kamp for at overstråle solen.

Støvet blev pisket op, kammeraterne sendt i jorden, intensiteten maksimeret. The Ghost Inside leverede en ægte og ufiltreret power-performance.  

Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.

Er folketække = populisme? Ikke i Clutch-land, hvor de simple rockdyder glider lige ned, som den øl vi fylder os med uden at fortabe sig i sovsede klicheer.

Historisk elendigt blev det decideret aldrig, men 90 minutters anakronistisk opvisning i dårlig smag og kedelige klassikere var også mere end rigeligt, da Mötley Crüe ramte Copenhell onsdag aften.

I store dele af koncerten fremstod Ville Valo som skyggen af sig selv, kun reddet af et eminent band og et tilgivende publikum.

Crown the Beast greb chancen og leverede 45 minutters medrivende dødsmetal til årets første koncert på Copenhell.

Heriot indviede skovscenen med hidsig hardcore og brutale breakdowns til formiddagskaffen – en ualmindeligt stærk en af slagsen.