Med overskud og spilleglæde lagde det for en stund gendannede Dizzy Mizz Lizzy Orange ned.

Alice in Chains leverede varen i form af en suveræn sætliste, der både gav plads til det indfølte og det fuldblods rockende.

Ligesom man havde forventet, leverede Motörhead velspillet rutinerock.

Odeon blev bogstaveligt talt omdannet til én stor circle pit, da Gallows dirigerede publikum rundt til årets metalkoncert på Roskilde.

Trodsede man flertallets hang til søvn eller mere fest i "lejren", så kunne man på Pavilion få en exceptionelt fed koncert med Kellermensch natten til søndag.

Porcupine Tree levede sådan set op til forventningens glæde, men Arena-teltets restriktioner gjorde for meget væsen af sig.

Valient Himself i front for Valient Thorr må have indtaget et utal af energibarer eller det, der var værre, for der var virkeligt knald på den storskæggede mand.

Sólstafirs udseende skaber tvivl, om bandets stil, men kendte man bandet i forvejen, så blev det en art støjende klagesange som forventet.

By the Patients sommer byder på to meget vigtige onsdage på hhv. Roskilde og Wacken - og den første onsdag forløb fortrinligt.

Scott i front for Dawn of Demise havde også medbragt sin ølhumor til den lille Pavillion-scene på Roskilde. Heldigvis.

Uforfalsket rock spillet med hjertet satte gang i fredagsfesten på Roskilde.

Der hører et stykke med Down til en sommerhed, tør og støvet dag.

Atmosfærisk post-rock gør sig bedst i natten, men Isis fik tildels bevist at døgnets andre timer, også er brugbare.

Musikken blev simpelthen slet ikke interessant, da stemningen gik tabt i sol og sommervarme.

Udgangspunktet fra den norske undergrund synes langt væk, til gengæld har Satyricon anno i dag alt dét, der skal til for at spille stadion-shows.

I bagende sol lokkede tanken om teknisk og veludført metal en masse metalheads ind under Odean-teltes dug, og det var et godt valg.