Hysterisk Genialt
Populær
The Darkness viser på deres fjerde album, at de musikalsk er langt fra at være døgnfluer.
2. Open Fire
3. Last of Our Kind
4. Roaring Waters
5. Wheels of the Machine
6. Mighty Wings
7. Mudslide
8. Sarah O Sarah
9. Hammer & Tongs
10. Conquerors
Det britiske vanvidsforetagende The Darkness lagde stærkt ud omkring årtusindeskiftet med flere større hits, hvoraf det mest gennembrydende ’I Believe in a Thing Called Love’ dominerede radiobølgerne heftigt. Helt så meget fik de ikke ud af efterfølgeren, og kort efter gik de i opløsning, fordi forsanger Justin Hawkins skulle forbi lidt afvænning, og da han var færdig lavede han i stedet det nye band Hot Leg, der dog kun fik lov til at udgive et enkelt album. Det blev comeback-tid og ’Hot Cakes’ var langt hen ad vejen den rette måde at fejre det på – selvom de oplagte hits manglede.
Det gør de ikke på ’The Last of Our Kind’ – her er de i overflod. Umiddelbart stærkest står indledningens ’Barbarian’, det groovy hardrockende nummer om vikinger der smadrer englændere, og ’Open Fire’ som minder en anelse om The Cult. Begge rammer plet fordi vokal og guitarer satser på det simple og effektive, og man forstår valget af disse to til de første videoer. Det samme gælder den klassiske ballade ’Sarah O' Sarah’, hvor guitarens melodi er stor og omkvædet næsten flæbende.
Der hvor pladen for alvor folder sig ud, er, når The Darkness udforsker nye territorier, og specielt forsanger Hawkins udvider sit repertoire med mere end den karakteristiske skingre falsetvokal, som i afslutningen, den pompøse ’Conquerors’, hvor man får en anderledes mere følsom og ikke mindst meget stærk stemme at høre.
'Roaring Waters’ byder også på næsten progressive tendenser med masser af rytmeskift, og noget der minder om aggressive banjo-løb, og ’Mighty Wings’ ligger et sted mellem opera, musical og et godt rockriffs. Det er lige præcis så skørt, som man kunne forvente, men alligevel noget mere.
Det interessante ved fjerde udspil fra The Darkness er således ikke længere kun de forrygende melodier, men også at kvartetten er ved at forlade den smalle hardrock-sti til fordel for et mere varieret udtryk, hvor der er plads til at prøve mere. Stadig med fokus på Justin Hawkins hysteriske vokale udfoldelser og masser af formidabelt guitarlir, men nu også med mange flere strenge at spille på.