Dette dobbeltalbum er Peripherys pænest lydende udgivelse indtil videre, og det gør ikke nødvendigvis noget godt for den amerkanske sekstet, selvom der er overraskelser at hente.

'The World We Left Behind' er Nachtmystiums sidste album og bliver passende, jævnfør titlen, tilbage som bandets mausoleum. Det kunne have været større, mørkere og mere frygtindgydende præget, men er trods alt et respektabelt mindesmærke.

Grindcorens fædre er en institution, som alle tror, de ved, hvad de kan vente sig af. Det er en fejl, for den britisk-amerikanske kvartet fortsætter i deres 35. leveår med at vinde nyt land og har lavet endnu et af deres bedste album.

Angelus Apatrida er stadig et stærkt spansk thrash/heavy-band på det nye album. Men det falder ikke i god jord hos anmelderen, at der så konsekvent arbejdes efter at lave storladne omkvæd, for i dem er riffene blottet for metallisk bid.

Med ’Frontschwein’ har Marduk lavet endnu et konceptalbum om anden verdenskrigs død og ødelæggelse. Det holder hele vejen, men uden at ramme samme intensitet som på krigskonceptpladen og hovedværket ’Panzer Division Marduk’.

Med 'The New Tomorrow' blander Witherscape ikke deres inspirationer ligeså uhæmmet som på debuten, men leverer i stedet en fin og homogen lille samling af primært covernumre, men også et godt nyt nummer og en alternativ version af en allerede udgivet sang.

Efter 19 års dvale på pladefronten er At the Gates tilbage med deres velkendte og melodiøse lyd. Der er intet nyt under solen, men kvintetten har stadig sans for de gode kompositioner.

Starkill vil meget, men de mestrer reelt kun hastighedskrævende discipliner.

Sick Of It All spiller som så godt som altid, men er det nok?

Dark Fortress har med deres syvende studieplade, 'Venereal Dawn', skabt en konceptplade med dybde, tyngde og tekster, der kræver meget lidt fra lytteren.

Svenske The Dagger forstår på deres debut at lyde som alle den hårde halvfjerdserrocks største navne, helt uden at det virker plat og plagierende. 

The Haunted er tilbage med et nyt line up, der inkluderer gamle kendinge fra fortiden. Det kan man høre. Selvom svenskerne brøler kompetent derudad, så lyder 'Exit Wounds' for det meste som et ekko af deres klassiker 'The Haunted Made Me Do It'.

Fozzy er mest kendt for at have wrestlingstjernen Chris Jericho bag mikrofonen, og deres sjette udgivelse motiverer ikke til at ønske at kende dem for ret meget andet

Eyehategod, der var nogle af de første til at sætte New Orleans og genren 'sludge' på landkortet, er tilbage med en ny plade trods orkan, fængsel og dødsfald.

Det er sagt før, og Bombus’ forhammer af en åbningskoncert på Sweden Stage er blot endnu en passende lejlighed til at sige det, som alle må forstå, én gang til: Her er et band, der ikke må overses!

Arch Enemy har skiftet forsanger, da den tidligere ikke længere gad. Nu introducerer de så den nye på 'War Eternal', der ikke byder på mange overraskelser.

Er Crowbar ved at blive lidt for gode til at være Crowbar? Læs her om 'Symmetry In Black', der udkommer i dag, og bliv klogere.

Vallenfyre udgiver med ’Splinters’ opfølgeren til debuten fra 2011, og det er om muligt en endnu mørkere og smadret omgang, som serveres over skivens 43 varierede minutter.

‘Shadows Of The Dying Sun’ er stadig trofast mod Insomniums klassiske lyd, tekstunivers og artwork, men inkorporerer også de meget nødvendige nyere elementer.

Hypen holder. Triptykon har begået en genistreg. 'Melana Chasmata' starter ud som en atombombe og folder sig ud som en paddehattesky i musikalsk, sortsindet slowmotion.