Earth Crisis' ideer virker lidt for søgte på denne anden udgivelse efter gendannelsen.

Det er et fantastisk soloalbum, som den alsidige ICS Vortex aka. Simen Hestnæs har begået.

Devilution har snakket med Glen Benton fra Deicide, og han forsikrer, at de forbliver, som de altid har været.

Det er forbavsende så godt Iwrestledabearonce binder sære stumper kraftigt varieret musik sammen på sit andet album.

Terror leverede med sin revitaliserede hardcore, den største af festivalens fester på de små scener.

Deicide var i sjældent godt humør og leverede en fornuftig koncert, men lyden druknede guitarerne, så oplevelsen blev derefter.

In Flames gør endnu engang det de er bedst til, og med sådan overlegenhed at egentlig udvikling ikke savnes.

Selvkritisk, sarkastisk og harmonisk. Her kan du læse om Deicide-guitaristen Ralph Santolla, og hvad der inspirerer og optager ham. Deicide spiller fredag aften på Copenhell 2011.

Arch Enemy holder tempoet i produktionen og skaffer sig i hvert fald én ny fan med deres nyeste album.

Udmærket appetitvækker fra Caliban udfylder et tomrum, men fortæller ikke meget om, hvor næste album bringer dem hen.

Endnu engang leverede Sick of It All festen til et hungrende publikum.

Dredg har droppet rocken til fordel for et mindre vellykket samarbejde med Dan The Automator.

Wolf ved godt, hvordan man skærer en heavy skive og forsøger ikke at skjule inspirationskilderne.

Var det ikke for en dygtig, men meget uønsket tangentbokser, kunne Winds of Plague bade i positive ord.

Norther kombinerer og komponerer sig fint ad to forskellige metalliske veje, og har kun problemer med en kedelig produktion.

Sonne Adam er et ikke et band, man i dag ville forvente at finde på Century Media, men ikke desto mindre står de fælles om det israeliske oldschool angreb.

Variationen i numrene og den tilbagelænede klasse, gjorde aftenen til en triumf for The Haunted.

Veteranbandet The Haunted kan endnu, selvom flere var kommet i tvivl efter pladen 'Versus' der var lidt af en skuffer. Den nye 'Unseen' har i hvert fald både vitalitet og den drevne musiksmeds fingeraftryk.

Engelske Tesseract tager sig god tid på denne skive, men belønningen falder også prompte.

Darkest Hour kører i princippet på genremæssig autopilot, men forstår dog at tilføje det nødvendige ekstra.