Højt teknisk niveau og god musik med få fodfejl. Nevermore leverer varen, men ikke så vulkaner går i udbrud.

Man skulle tro, at et band så gammelt som Sick of It All ville sløje af på den, men det gør det bare ikke. Tværtimod!

Selvom d’ skæve herrer i Eyehategod spillede umanerlig tight – især indtagelsen af stærk tobak taget i betragtning – så savnede man alligevel en form for rød tråd i det ubønhørlige tungmetalhelvede.

Kivimetsän Druidi er som elvere på speed med guitarer og fløjter, og er man til den slags, går man ikke galt i skoven her.

Finske Poisonblack formåede ikke at begejstre Villumsen ved et tidligere møde, og også denne gang er der er langt til ros og hyldest.

Fra resterne af Celtic Frost har Triptykon rejst sig og lavet en meget afvekslende debut.

Med sit femte studieplade, 'Snakes for the Divine', bryder High On Fire igennem til et større publikum. Men selvfølgelig skulle der karrierens mindst gode plade til, inden udsigten til en kommerciel metalstjernestund var i sigte.

Melodøden fra Dark Tranquillity er velkendt, og det er efterhånden bandets eneste problem, for selvom bandet tænker i nye baner, så ender facit lidt som det har gjort før.

Finntroll har stort musikalsk overblik i sin blanding af folkemusik og black metal men har i processen glemt, at metallen i sig selv skal være fed for at fange metallytteren.

Med en alt for pæn produktion hiver svenskerne energien ud af godt metalmateriale.

Nogle albums skal høres i sin helhed og ikke i glimt. Paradise Lost har begået et af disse.

Første comeback udspil fra hardcorelegenderne skuffer ikke

Daath har et kæmpe potentiale, og det kan man høre på den nye skive.