Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Pantera – The Great Southern Trendkill

Populær
Updated
pantera-gstk

Den blev ikke så populær som forgængerne, men indeholder Dimebags bedste solo og er verdens vredeste plade. Et kompromisløst mesterværk!

Kunstner
Titel
The Great Southern Trendkill
Dato
07-05-1996
Trackliste
1. The Great Southern Trendkill
2. War Nerve
3. Drag The Waters
4. 10's
5. 13 Steps To Nowhere
6. Suicide Note Pt. I
7. Suicide Note Pt. II
8. Living Through Me (Hells' Wrath)
9. Floods
10. The Underground In America
11. (Reprise) Sandblasted Skin
Karakter
666

Pantera. Et af halvfemsernes allerstørste heavy metal-bands. De udgav en perlerække af sublime plader, der sendte dem helt op i øverste lag og konkurrerede reelt med Metallica om tronen. Da de så udgav ‘The Great Southern Trendkill’ var pladen alt andet end et forsøg på at vinde den kommercielle kamp. Det var i stedet en vred, introvert og desperat plade, der viste et band, der reelt var på vej til at miste alt det, de havde vundet. Måske netop fordi de havde vundet, og den interne kemi i bandet havde lidt på bekostning af den enorme succes.

Det er en af de plader, som fans af Pantera hylder som en af deres allerbedste. For det åbenlyse for den almindelige lytter vil være at have de tre foregående som favoritterne. Det er de mest tilgængelige. Det er 'The Greath Southern Trendkill' ikke. Det er en kompleks størrelse, der med al sin vrede kræver en del tålmodighed før den for alvor åbner sig for lytteren. Hvis man står det umiddelbare kaos i gennem, åbenbarer der sig dog også en musikalsk oplevelse af en anden verden. Så begynder man at forstå, hvorfor bandet selv er så glade for netop den plade – trods alle de smerter, der er gemt i tiden omkring tilblivelsen af den, og som helt tydeligt skinner igennem musikken.

Først skruer vi dog tiden tilbage til et par år, før 'The Great Southern Trendkill' udkom. Vi skriver 1994, og Pantera har just udgivet 'Far Beyond Driven', der er en kæmpe succes. Både på MTV, på turné, blandt anmeldere. Den debuterer som nummer 1 på hitlisterne i USA, de nomineres til en Grammy. Alle hylder Pantera som det største heavy metal-band fra den ekstreme ende. Forgængeren 'A Vulgar Display of Power' fra 1992 var ligeledes en kæmpe succes, og det var 'Cowboys From Hell' fra 1990 sådan set også. Alle tre plader cementerede Panteras navn så nagelfast, at ingen kunne se det komme, da de i foråret 1996 valgte at gå i en helt anden retning. En retning, hvor de gav den midterste finger til både pladeselskab, der ville have dem til at gå med på den nye trend, der hed rap-metal og grunge, hvilket titlen også tydeligt indikerer. 

Vil man læse hele forhistorien om Pantera kan man med fordel læse vores metaldiktatover over netop ‘Cowboys From Hell’.

Intern kemi
For at forstå, hvorfor Pantera ikke red videre på bølgen efter de tre ubetingede succeser, skal vi også se nærmere på den interne kemi i bandet. Forsanger Phil Anselmo er fokuspunktet udadtil, hvilket ikke er unaturligt for et band, mens brødrene Vinnie Paul på trommer og Dimebag Darrell på guitar er kernen i bandet. Phil Anselmos voldsomme opførsel på og udenfor scenen skaber problemer for bandet både internt og eksternt. Slagsmål, druk og stoffer er de klassiske virkemidler, der får den her spiral til at rotere ud af kontrol. For Phil Anselmo er det bl.a. hans vanvittige opførsel på scenen, der er en medvirkende faktor. Han har hoppet ned fra store højder, headbanget og tæsket sin krop så meget, at ryggen er ved at give efter. Men showet skal fortsætte, og at afbryde en turné pga. rygsmerter er ikke en valgmulighed for Anselmo på det her tidspunkt, så han dulmer smerterne med smertelindrende medicin, der senere udvikler sig til et decideret misbrug af snart sagt samtlige lovlige såvel som ulovlige rusmidler. Brødrene Vinnie Paul og Dimebag Darrell er ingen engle i branchen og fester med, men holder sig mestendels til alkohol. Her er de dog også blandt branchens værste.

pantera 1996

Så mens omverdenen ser et Pantera gå fra succes til succes, så er de godt i gang med at fortære sig selv internt i et voldsomt eskalerende misbrug af rusmidler. Det går ud over forholdet internt, hvor skænderier bliver dagsordenen, ikke mindst fordi Anselmos præstation på scenen ikke var på det niveau, de andre i bandet forventede. Husk på, at Dimebag Darrell er på det her tidspunkt en af de bedste guitarister i branchen og er selv klar over det. Han og brormand Vinnie Paul bag trommesættet vil gerne give deres fans en ordentlig oplevelse, og det kan de godt se ikke er tilfældet her i midten af halvfemserne. Det er måske meget sigende, at Phil Anselmo tager en overdosis heroin, mens de turnerer med pladen. Dette efter et show på hjemmebanen i Dallas. Anselmo er klinisk død i fire minutter, men bliver genoplivet og hans stålsatte motivation for at spille alle koncerter gør, at han står på scenen til deres næste show. Ingen aflysninger.

Indspilning
Da bandet skal indspille opfølgeren til 'Far Beyond Driven', sker det hver for sig. Bassist Rex Brown er sammen med Vinnie Paul og Dimebag Darrell i Texas, hvor de indspiller alle instrumenter sammen hjemme i Dimebags nyindkøbte hjem, hvor han fik indrettet et studie. Alt imens klarer Phil Anselmo vokalen i New Orleans i Trent Reznors studie 800 kilometer væk fra sine tre andre bandmedlemmer. Normalt ville de spille sammen, og få guitar og vokal til at arbejde med hinanden, men det kunne de ikke hér. Det frustrerede bandet endnu mere. Godt nok havde de skrevet og indspillet demoer sammen, men producer Terry Dave måtte bogstavelig talt være mellemled for de to parter under selve indspilningen. 

For at få den helt rette lyd valgte man at gå dobbelt på både guitar og vokal. Så når man hører 'The Great Southern Trendkill', så er det ikke kun effekt, der kendetegner Dimebag Darrells guitarlyd og Phil Anselmos vokal. Det er simpelthen bare dobbelt-indspilninger, og Dimebag Darrell har selv sagt i et interview med Guitar World, at han ikke ville spille den sikkert og lade være med at lave små afstikkere i første spor. Det skulle være så vildt som muligt, og så måtte det tage den tid, det tager, at få anden optagelse i hus også. Endnu en kompromisløs indstilling til, hvordan 'The Great Southern Trendkill' skulle lyde.

For de guitarteknisk nørdede er der også den detalje, at Dimebag Darrell skifter guitarmærke fra ‘Far Beyond Driven’ til ‘The Great Southern Trendkill. Dimebag har siden ‘Cowboys From Hell’ spillet på Dean-guitarer, men da de går konkurs i 1994, skifter han til Washburn, der laver en specifik guitar til Dimebag, der i den grad minder om Dean. Han er dog ret tydelig omkring, at den guitar, han brugte på de tre forrige, er gået på pension. Så når man hører hans arbejde på ‘The Great Southern Trendkill’, så er det Washburn hele vejen igennem.

pantera tour 1996

Musikalsk stil
Selve stilen på ‘The Great Southern Trendkill’ er også en markant afstikker fra de forrige plader. Der er et indre kaos i bandet, der kommer til udtryk i musikken, men det er ikke kun støj og drama. Der er også stadig masser af inspiration fra både blues, KISS og Van Halen. De to bands er utroligt vigtige for især guitaristen, der stadig i midten af halvfemserne er tydelige, når man lytter til detaljerne, som stadig er der i overflod bag den inferno af vrede og afmagt, der møder lytteren i første gennemlytning.

Det er dog stadig umiskendeligt Pantera. Rap og nu-metal var på vej op, mens grunge også åd sin del af opmærksomheden, og i midten af halvfemserne var heavy metal nærmest erklæret død og borte. Særligt i USA hvor de nye "trends" solgte mere. Pladeselskabet ville gerne høre lidt rap, men trods pres udefra så nægter bandet at bøje sig. De vil deres eget og laver deres eget. Selvom MTV, pladeselskabschefer og radiostationer måske ikke ligefrem ville elske musikken, så ville Pantera gøre det på deres egen måde. Det kom der en vred plade ud af, hvor der nok er en art ballader, men ikke på samme klassiske måde som 'This Love' og 'Cemetary Gates' tidligere har været. Nok er 'Suicide Note pt. 1' rolig, men den afløses af den kaotiske 'Suicide Note pt. 2'. Sågar 'Floods' og '10's' har noget eftertænksomt og midttempo over sig men er ikke i nærheden af sange, der er bygget op, som de foregående ballader.

I stedet er der skruet helt op for åbningssangen, der starter med et kæmpe brøl, og lytteren mødes med en knytnæve, som om man har villet destillere coveret til 'A Vulgar Display Of Power' ned til en sonisk kæberasler, der efterlader lytteren med en ringen for ørerne og en choktilstand, man reelt først vågner op fra igen 53 minutter og 11 sange senere. For 'The Great Southern Trendkill' er ikke nogen rar plade hele vejen igennem.

Der er dog klare højdepunkter. 'Floods', pladens længste sang, har en guitarsolo fra Dimebag Darrell, der anerkendes som hans måske bedste stykke arbejde på leadguitaren. En solo, som Darrell havde arbejdet på i lang tid. Den er et sammenkog af nogle soli, som han havde spillet i årevis til koncerterne, og nu fik de bedste dele så endelig plads på en plade. Og riffs er der stadig i, undskyld, overflod. De tunge riffs løb Pantera aldrig tør for.

Tekster
Som nævnt tidligere, isolerede Phil Anselmo sig fra bandet under indspilningerne. Det betød, at han også fik mulighed for at præge teksterne uden udefrakommende forstyrrelser eller alternative forslag. Det var råt fra leveren. Uforsødet. Hans mentale tilstand var ikke god, og hans rygproblemer gjorde, at han sank dybere og dybere ned i sit misbrug af rusmidler. Når man hører og læser teksterne, så er man da heller ikke i tvivl. På 'Living Through Me (Hell's Wrath') synger han direkte:

'Filling veins with juice of chaos'

Det kræver heller ikke megen fortolkning at få noget lignende ud af teksterne på '10's'. Og på 'War Nerve' skriger han i første vers:

'Truly fuck the world for all it's worth
Every inch of planet Earth
Fuck myself, don't leave me out'

Sangtitler som førnævnte 'Suicide Note pt. 1' og 'Suicide Note pt. 2' giver også nærmest sig selv. Det er dog ikke kun selvhad, der er dryppet ned i bægeret. Der er også et udtalt had til pressen og omverdenen. Netop presset fra udefrakommende om at ændre sig bliver også adresseret klart og tydeligt. I titelnummeret bliver der direkte skreget 'Fuck your magazine', og så kan vi i pressen så ellers tage den til os. Udover sig selv og medierne fik eliten i USA også et håndkantslag med på vejen fra Anselmo. På førstesinglen 'Drag the Waters' hvæser han af den overklasse, der lever et privilegeret liv og sniger sig udenom konsekvenserne af deres handlinger, og Anselmo mener, at hvis bare man stikker lidt dybere, og trækker nettet lidt længere nede i sumpen, så har alle noget snavs, der kan komme op.

Der blev kun lavet en enkelt musikvideo og det var netop til nummeret 'Drag the Waters', som Dimebag Darrell i øvrigt selv instruerede:



Det var dog mest ham selv, han knurrede af. Phil Anselmo forsøgte da også at blive sit misbrug kvit efter 'The Great Southern Trendkill' og turnéen, der bogstavelig talt tog livet af ham i nogle få minutter. Det holdt ikke altid, men nogle år senere, efter Dimebag Darrells død i 2004, lykkedes det ham endelig at blive stoffri. 

Eftermæle
Som nævnt i starten, så er det en plade, der fraveg det spor, der ellers var lagt for dem. Pantera havde taget kvantespring med hver af de tre foregående plader og var blevet et kæmpe navn i musikbranchen. Pladeselskabet havde asfalteret det næste stykke af karrierestien for dem med ønsker om dit og dat, men Pantera ville ikke lytte. De var herrer i eget hus og valgte at gå stik imod trends, medier, forventninger og velmenende ord fra snart sagt alle. Det betyder også, at bandet selv, trods udfordringer med kemi internt, var tilfredse med resultatet. Ingen af bandmedlemmerne har i interviews siden 1996 sagt, at de ikke bryder sig om pladen.

Fans af bandet er også glade for den. Mange har den over flere af de tre populære plader, der skabte navnet Pantera. Selv musikeren Moby kan lide den. Den aggressive energi, det åbenbare vanvid og det afmægtige raseri tiltaler på en bizar måde. Lige så vred, Phil Anselmo var på verden, lige så åbent blottede han sig selv og de dæmoner, han kæmpede med. På alle parametre er det en ærlig plade, der er klinisk renset for behagesyge. 

Vi kommer heller ikke udenom at snakke om Phil Anselmos rygte og anklagerne om racisme. Pantera er fra sydstaterne og har alle dage brugt konføderationens flag, hvilket som en hvid ikke kræver en doktorgrad at forstå kan tolkes negativt. Derudover barberede Phil Anselmo sig skaldet og var meget provokerende og kompromisløs i sin lyrik og interviews, hvilket sammenlagt gav ham et dårligt ry. Det gik helt galt, da han i 2016 til en koncert, hvor man hyldede den afdøde Dimebag Darrell, sluttede showet af med at heile og råbe ‘White Power’ udover publikum. Anselmos egne (bort)forklaringer er blevet mødt med skepsis, og en del musikere slog decideret hånden af Anselmo på internettet i dagene efter begivenheden.

Der er dog divergerende meninger om, hvor racistisk Phil Anselmo i virkeligheden er. For manden, der designede coveret til ‘The Great Southern Trendkill’, hvor man kan se hovedet af en klapperslange, er afroamerikaneren Jim de Barros.

Jim de Barros arbejdede for Sony Music og med Corrosion of Conformity. Han blev venner med Pepper Keenan.Pepper Keenan spillede med Phil Anselmo i projektet Down. Down var på Elektra og der blev Jim de Barros ansat efter han havde været hos Sony Music.  Så der blev Jim de Barros hyret til at arbejde med Down. Jim de Barros er som sagt afroamerikaner og hans venner advarede ham mod at arbejde med Phil Anselmo, for han var jo racist osv. Men Jim de Barros kendte ham ikke og mødte ham alligevel i et studie i New York. De blev venner med det samme og havde samme æstetiske sans. Downs cover på debutpladen ‘NOLA’ blev vel modtaget og så tog Phil Anselmo ham med til Pantera. Det betød, at Jim de Barros måtte mødes med Dimebag Darrell for at kunne blive godkendt. 

Pladeselskabet og Jim de Barros rejste ned til Dimebag Darrells hus, som han just havde købt og senere indrettede sit studie i, hvor 'The Great Southern Trendkill' blev optaget. Jim de Barros husker, at Dimebag havde indrettet huset med lædersofaer, læderstole med kopholdere til øl, havde Budweiser på fadølsmaskine og kranier med røde lys i øjnene overalt. Det  hus var indrettet fuldstændig, som en teenager ville gøre det. Den ultimative drengedrøm udlevet der lige udenfor Dallas. Med musikstudie oveni hatten. 

Til mødet blev der spillet noget af musikken fra 'The Great Southern Trendkill', og da Jim de Barros var meget tilbagelænet og rolig, så blev hans øgenavn meget sarkastisk givet af netop Dimebag Darrell i løbet af det første møde. Fremadrettet hed han ikke andet end "Wild Jim", og på udgivelsen er han da også akkrediteret som "Wild" Jim de Barros. 

Jim de Barros blev brugt til coveret til 'The Great Southern Trendkill' og det efterfølgende live-album 'Official Live: 101 Proof'. Startede også med at arbejde på coveret til 'Reinventing Steel', men Jim de Barros forlod Elektra undervejs og en anden tog over. Han nåede at feste så rigeligt med dem, og var med dem på Ozzfest i New York. 

Der er den velkendte historie, at Pantera gik i opløsning efter ‘The Great Southern Trendkill’s efterfølger, ‘Reinventing the Steel’ fra 2000, og forholdet mellem netop Phil Anselmo og brødrene Vinnie Paul og Dimebag Darrell gik helt skævt, og vi har et lidet flatterende billede af forsangeren, der fik skubbet alt og alle fra sig med sin til tider uheldige opførsel. 

Det ændrer dog ikke markant ved eftermælet for ‘The Great Southern Trendkill’. Det er stadig en af verdenshistoriens mest vrede plader, og nu fylder den 25 år. I et kvart århundrede har den kogt over af raseri, og hører man den i dag, så er energien der stadig. Den har ikke mistet sin styrke. For 5 år siden, da den fyldte 20 år, blev den genudgivet af pladeselskabet, hvor man havde remastered den og gravet demoer og tidlige mixes frem af gemmerne. Om man sætter den oprindelige eller jubilæumsudgaven på er ikke så vigtigt. Begge versioner gør præcis det, de skal. Chokerer lytteren og efterlader én i en malstrøm af indestængt vrede, uforløste følelser og desperation. Samme tilstand, som forsangeren og til dels resten af bandet var i der i 1995 og 1996, da pladen blev til. 

Sæt den på, bliv vred og nyd en perle, der fortjener langt mere anerkendelse, end den får i brede kredse. Den står ufortjent i skyggen af dens tre forgængere. Giv den tid, acceptér vreden i musikken og nyd en plade, der kan høres om og om igen.