Devilution i Eventyrland
Populær
Der var befriende højt til loftet, da tre bands fra det tyske pladeselskab, Elektrohasch, sammen med Stengade 30 inviterede til stonermusik.
Elektrohasch er et München-placeret pladeselskab, der specialiserer sig i stonermusik. Ejeren af selskabet hedder Stefan Koglek, og sammen med sit eget band, Colour Haze øverst på plakaten, har han i februar måned haft to Elektrohasch-kollegiale bands, Sungrazer og Rotor, med på vejen til en mindre Europa tour, deres såkaldte Up in Smoke Tour Vol. 1. 18 koncerter på 18 dage, hvor der på strækningens 15. dag - mellem besøg i Hamborg og Berlin - kunne blive en enkelt skandinavisk dato klemt ind på Stengade. Af samme årsag var der flere norsk- og svensktalende publikummer på det vel så godt som udsolgte spillested på Nørrebro, og med rockmusikken som katalysator forsamlede den brogede skandinaviske forsamling sig denne aften til én fælles hashtåget enhed.
Det skal med røde ører siges, at det københavnske band, Papir, desuden var tilføjet den danske Up in Smoke-aften, men undertegnede nåede kun at høre de sidste par minutter af deres show. Der tages dog revanche, når de igen besøger Stengade i slutningen af marts, for den krautrock-inspirerede, tunge Earthless-vibrerende afslutning, var en forsmag, der vækker lysten efter mere Papir.
Sungrazer
Med forventninger om røg og tråd skulle hollandske Sungrazer vise sig at være et perfekt åbningsakt. I marts sidste år udgav de deres gedigne selvbetitlede debutplade, som et par måneder senere skaffede dem en kontrakt med Elektrohasch, og med deres énvejs-kommunikation bestående af latterligt cool, tilbagelænede, tunge Kyuss-inspirerede riffs, giver de selskabet et forfriskende lige-ud-af-landevejen-pust. Originaliteten skal man muligvis lede længe efter, men skal der skråles med, rockes i takt med pegefingre og varmes op med øl, synes de som skabt til balladen.
Sætlistefavoritten blandt hovedsaglig aftenens svenske publikummer, 'Common Believer', fanger Sungrazer på et æggende ben, der kunne minde om Fu Manchu, og det var også de svenske publikummer, der her tidligt på koncertaftenen tændte de første joints op, som den høje, tynde, langskæggede guitarist og sanger Rutger Smeets glædeligt smagte på. Den halvepiske, sjovt nok Colour Haze-inspirerede og krautrockende otte-minutters 'If' var der ud over et højdepunkt for den velspillede trio, der leverede lidt over en halv times dejlig energisk opvarmningsrock med stort R.
(Karakter: 4)
Rotor
Berlinske Rotor kan efterhånden fejre 10-års jubilæum for deres debutudgivelse, og kan desuden smide nogle år ekstra bag i rækken for dannelsen af bandet. Det er dog mest på indforståelsen og spillelysten bandmedlemmerne imellem, at Rotor vinder point i liveregi, for man blev aldrig rigtig revet med af deres 100 % instrumentalnumre.
Det kan ikke have været en tilfældighed, at bandets bassist flashede en Melvins-t-shirt. I hvert fald var der flere sange, der fik én til at tænke på de amerikanske sludge-metalliske godfathers. En sang som Rotors 'Hart Am Wind' er eksempelvis lige så tung og nedstemt som Melvins, når de er ledest, og ligesom den transatlantiske storebroder, er det også den fraserende melodi og en ukontrolleret vildskab, der var drivkraften i mange af Rotors sange denne aften. Modsat Melvins formåede Rotor dog ikke at gøre det særlig interessant. De var hele tiden velspillede, men særligt medrivende blev de aldrig.
Men når det dog er sagt, så var der et par enkelte godbidder hér og dér, med afslutningsnummeret, 'Drehmoment', stående tilbage som det bedste eksempel. Dét nummer bliver kedeligt og monotont på studieversionen, men foran skaren af skæve rockamøber på Stengade gik den rent ind. Og det forstår man virkelig godt. Nummeret består stor set af det samme tunge riff i seks stive minutter, kun skruet en smule op i hastighed hen imod afslutningen. Det er den fødte sang at svaje kroppen til og publikum imødekom sangens formål, som deres trekvarter lange sæt rundede af.
(Karakter: 2)
Colour Haze
Endelig blev det Colour Haze. Sidst denne trio besøgte Danmark, leverede de en kraftpræstation af en tirsdagskoncert på en kold novemberaften på Loppen. Dén aften står stadigvæk stærkt i hukommelsen. Den ene opvisning i forrygende spilleglæde blev dog erstattet af den anden, som aftenens koncert på Stengade skulle vise sig at eksplodere skalaen for, hvor fed, ægte, sanseligt hypnotiserende en koncert kan være.
Colour Haze lægger ikke skjul på det neo-hippiske i deres musik. Hvis deres interesse for 60'er-tidslommen ikke røber sig selv med titler som 'Aquamaria', 'Love', 'Temple' og 'Peace, Brothers and Sisters' - som alle fire i øvrigt blev spillet på Stengade denne aften - burde det skinne igennem via Stefan Kogleks Jimi Hendrix-tunede guitar, hvis bastante lyd er omdrejningen i stor set alle deres sange. Den guitar lyder præcis, som den skal lyde: Ægte, fed, upoleret og som hentet fra en anden tid. Men Colour Haze ekskluderer heldigvis ikke sig selv til en flippet retrotidslomme. Der er også både Kyuss-ørken og en snert af Motorpsycho-udefinerbarhed over dem.
Koglek er en kæmpestor guitarist. Han er ekvilibrist, leverer store, fede, lange soli på stribe, men som publikum er man altid til stede med ører og fødder og aldrig med hovedet. Der er dansemening med galskaben hér. Guitaren er rytmisk, går lige i fødderne, får én til at svaje. Koglek ryger selv fede på scenen og det er dén trancestemning, musikken bliver leveret gennem. At overvære den tyve-minutter lange 'Peace, Brothers and Sisters' er som at få frisk luft til et hashomtåget sind. Intet er rutinepræget. Det er et sublimt fysisk sanseapparat, Colour Haze leverer live.
Man hører ikke en bedre livesang i år end den udgave af 'Moon', som Colour Haze hér leverede!
Som der afslutningsvis blev fyret op for tempoet med den Colour Haze-aparte korte sag, den helt radiovenlige 'Get It On', blev afskeden taget imod med stage-dives og endnu flere optændte joints. Bassist Phillip Rasthofer var angiveligt syg, og det var derfor vi "kun" fik små to timer, før de forlod scenen en enkelt sang tidligere, end de har gjort andre spillesteder på turnéen. Respekt til Rasthofer for at holde ud og levere en gedigen led bas hele koncerten igennem. Og kudos til Manfred Merwald på trommer for at være en af stonerrockens mest habile kræfter i dag.
Man skal lede længe efter bedre aftener end denne. Fire bands for 80 kr. Dåseøl til en flad 20'er og jakken kan man komme af med for en tier. Hurra for Stengade for at invitere til en aften som denne og hatten af for Elektrohasch og specielt Colour Haze og Stefan Koglek, der leverede det, der allerede nu spåes at forblive en af årets bedste koncerter.
(Karakter: 666)
Se Colour Haze spille "Aquamaria" på tysk tv i 2007 her:
...og smut så ind på Elektrohasch's hjemmeside og bestil din kopi af deres plader. De er et af de bedste bands derude i dag.