Den metalliske sjæl

Vi har sendt Manden med Weekendvesten ud i verden for at interview hans poetiske alias, nemlig børnebogsforfatteren Anders Molin i anledning af dennes nye udgivelse, Den Metalliske Sjæl.

Det krævede lidt benarbejde fra Devilutions side at få stablet et interview på benene med forfatteren bag børne/ungdomsbogen 'Den Metalliske Sjæl', der udspiller sig omkring en heavy metal-elskende far, men efter mange breve frem og tilbage, fik jeg endelig lov til at møde Anders Molin ansigt til ansigt.

I første omgang foreslog forlaget et hipt spisested på Vesterbro, men så gav forfatteren sig pludselig og inviterede mig til hans skrive-refugium, der ligger i en træhytte på kanten til helvede, lige der hvor floden Styx fyldes med lava fra Vesuv, og der dufter af brændende kirker.
 
Jeg banker på sekshundredeseksogtres gange som aftalt, og skubber forsigtigt smedejernsporten op til hytten. Anders Molin sidder bag sit skrivebord iført en umådeligt sej heavy metal-shirt, som hylder et band kun de indviede er undergrund nok til at kunne genkende logoet fra. Med en håndbevægelse beder han mig vente, før han skriver et par linjer ned, og endelig lader ørnefjer-pennen hvile i det blodfyldte blækhus.
 
Han peger på en chesterfield-sofa overfor skrivebordet, og mens han byder mig velkommen, sætter han sig til rette på en trone af sten. Han læner sig frem mod mig og sender mig et blik, der i en anden sammenhæng kunne have forført ethvert menneske uanset køn og seksualitet. Jeg famler med papirerne, og finder første frem spørgsmål frem.


Med rystende stemme fyldt med ærefrygt læser jeg det op for ham: ”Jeg bliver nødt til at indlede med at bryde formen på dette interview med simpelthen at spørge dig, altså mig, hvorfor du nu står i en situation, hvor du interviewer dig selv? Hvis du altså overhovedet vil svare på det?”
 
Anders Molin nikker anerkendende, mens jeg ånder lettet ud: ”Jeg skriver selv mine bøger, redigerer dem selv, udgiver dem selv, så det er naturlige skridt i retning mod at få den fulde kontrol over mit værk – det eneste, jeg stadig overlader til andre, er at læse dem, og lave forsiderne. Nå ja, og så indtale lydbøgerne og det grafisk arbejde, som jeg også har folk til.
 
Men den rigtige forklaring er naturligvis, at jeg via mit selv-interview ønsker at følge op på heavy metallens do-it-yourself-ånd, som har gennemsyret scenen siden dengang, hvor ethvert band med store drømme selv sendte kassettebånd ud i hele verden, og altid havde en hjemmebrændt CD i læderjakkens inderlomme.”




Tilfreds med sit eget svar læner Anders Molin sig tilbage i stentronen, hvor han begynder at rense negle med det tohåndssværd, som har ligget under tronen. 
Jeg skynder mig at stille næste spørgsmål, før han mister interessen for min tilstedeværelse, fordi inspirationen måske pludselig kommer over ham: 

”Titlen ‘Den Metalliske Sjæl’ lover, at din bog handler om heavy metal. Men hvor meget gør den det?”
 
Anders Molin rejser sig. Han går hen til vinduet og ser ud på lavastrømmen, før han peger på mig med de hornede håndtegn, vi efterhånden er trætte af at se familiefædre slynge som sig på Copenhell. Men Anders Molin laver håndtegnet med en friskhed, jeg ikke har set længe. Han svarer:
 
”Inderst inde handler den om noget så kedeligt som børn og forældre, og forældre der aldrig bliver helt voksne, og det lyder et eller andet sted så larmende banalt, at jeg ikke selv gad skrive om det. Jeg gider dårligt nok tale om det her. 

Derfor var der brug for et vanvittigt univers at putte det ind i, og jeg kender ikke noget, der er længere ude end heavy metal. Historien handler om dagligdagsudfordringer for skilsmissebørn, men genialitet består i at sætte heavy metal op som rammen for fortællingen – fordi hovedpersonernes far spiller i et band, hvor han drømmer om det store gennembrud. Og hvor han bliver så opslugt og besat af musikken, at han glemmer sine forpligtelser for far. Det kunne lige så godt være en Iron Man, han ville dyrke, men det ville ikke give mig et lige så episk univers. Det kan kun heavy metal.”

Heavy Metal er Peter Pan


Jeg noterer flittigt. Ordene vælter ud af Anders Molin med samme hastighed, som Yngwie Malmsteen spiller en solo i slutfirserne. Straks, jeg er færdig med mine notater, stiller jeg ham et nyt spørgsmål, fordi jeg gerne vil holde fast i tempoet: 

"Jeg tror ikke, jeg forstår, hvorfor du skriver om heavy metal til børn og unge? Forstår de overhovedet genren i dag? Ville det ikke give mere mening med trap-rap?"


Spørgsmålet får Anders Molin til at se intenst på mig, som vil han opnå en form for fortrolighed, før han betror sig til mig. I det øjeblik føler jeg, at vi er de eneste mennesker i verden. Endelig kommer svaret: 



”Jeg vil give dem samme oplevelse, som jeg selv fik, da jeg blev draget af det episke i heavy metal, ligesom nogle også blev draget af computerspil, gyserfilm og rollespil – det er den rendyrkede eskapisme, hvor det aldrig rigtigt kan overgøres. Der er meget få grænser i genren. Alt kan lade sig gøre og intet er for for meget. Det er fascinerende, og børn og unge kan lide det overdrevne og grænseløst urealistiske. De unge skal fanges, før de bliver gudsjammerligt voksen-kedelige og lytter til jazz i stedet, fordi de glemmer fantasierne. Heavy metal er Peter Pan!"

Jeg må indrømme, at jeg kan mærke, hvordan det svar rammer mig. Det er alt, hvad jeg selv opfatter som ægte og sandt i heavy metal. Jeg tørrer en tåre af min kind, Anders Molin ser det, og han smiler tilfreds. Han ved, at han har ramt mig lige i MIN metalliske sjæl. Jeg snøfter, men hanker op i mig selv: "Sælger du ikke ud som heavy rocker, når du bruger din subkultur til at sælge bøger til børn?" 



Jeg havde frygtet at fornærme Anders Molin med lige netop dette spørgsmål, men tværtimod lyser øjnene op af begejstring, og han peger på mig, som var han Joey DeMaio, der vender sin bas mod en hord af sande manowarriors:
 
”Det er sandt, meget sandt. Jeg lægger mig lige i slipstrømmen af H&M, der sælger Iron Maiden-shirts til uvidende teenagere, eller endnu værre de bands, der laver pinball-maskiner, kister og tandtråd som merchandise. Jeg er dog bedre end dem alle – jeg misbruger metallens æstetik og historie med kærlighed i den ene hånd og griskhed i den anden, fordi jeg oprigtigt elsker begge dele.”

Grænser for det grænseløse
 
Jeg takker for ærligheden med et ærbødigt nik og kigger ned på min notesblok, hvor jeg vælger at springe et par spørgsmål om klichéer over, for i stedet at komme længere ind i Anders Molins skaberværk: ”Du har skrevet tidsrejser, skattejagter og steampunk før, men var det lettere eller sværere at skrive om heavy metal?”
 
Her har jeg tydeligvis ramt et ømt punkt hos Anders Molin. Han stønner, tager sig til hovedet og sætter sig tilbage i tronen:
 
“Der var i hvert fald en udfordring, som overskyggede det meste. For jeg sagde før, at der ingen grænser er – selvom jeg inderst inde ved, at det er en lodret løgn. Alle heavy metal-fans har præcis deres egen idé om, hvordan ægte heavy metal ser ud, og alt der ligger uden for deres grænser, er som oftest forkert og falsk – og der findes kun deres version. Dødsmetal-aficionados peger fingre ad alle bands, der ikke har indvolde på coveret, blackmetallerne skælder ud over bands med breakdowns, fordi man ikke kan hidkalde Satan med et temposkifte, og folk kan næsten kun samles om at hade Sabaton og Volbeat – det gør jeg naturligvis også, men på en mere intellektuel måde," tilføjer Anders Molin.

Han kigger tankefuldt på gedekraniet over ildstedet, før han fortsætter: “Men vi metal-fans bruger mere tid på at diskutere det, der skiller os, og det gerne skånselsløst og ubarmhjertigt på diverse internet-forums. Der er jeg dog heldig, da jeg selvfølgelig har set lyset, når jeg ved, at det ultimative heavy metal-album er Judas Priests ‘Painkiller’ – fordi JEG har den sande metalliske sjæl. Derfor kan jeg lykkes med at please de fleste. Eller højst sandsynligt fornærme alle. Men kunst skal selvfølgelig helst være provokerende.”


 
Jeg kan tydeligt fornemme, at svaret har udmattet Anders Molin, idet han trækker vejret tungt under den veltrænede brystkasse, og jeg springer til et af de lettere spørgsmål:
 
Men spørgsmålet som alle venter på, at jeg stiller. Hvilke bands har inspireret dig til at skrive bogen? Hvordan lyder ‘Den Metalliske Sjæl'?”
 
Det er som om, al verdens bekymring letter fra Anders Molins brede skuldre. Og han farer op af tronen og hen til pladespilleren ved siden af skrivebordet. Han bladrer i sin enorme pladesamling og efter få sekunder løfter han et vinyl-album op og viser det til mig. Jeg spærrer øjnene op, da det viser sig at være mit absolutte yndlingsalbum. Han svarer mig endelig:
 
”Det er et dejligt spørgsmål! For det ved kun læseren. Ligesom læseren må danne sig sine egne billeder, skal læseren også selv sætte lyd på. Men jeg har dog en klar idé om, hvordan man vælger soundtracket. Man skal gå tilbage i sin pladesamling og finde lige præcis det album, som var det første, man lyttede til, hvor man fik følelsen af, at man var en fandens karl, fordi man hørte så sej musik. Hvor man knyttede næverne og tænkte, at musikken var som et usynligt sværd, man kunne svinge mod sine fjender. Hvor man var usårlig, når man cyklede til skole med dette album i ørerne. Og hvor alle instinktivt trådte et skridt tilbage fra en, når man gik ind i klassen – fordi man udstrålede uendelig sejhed med albummet i ryggen.
Eller også kan man lytte til Metallicas ’Hit The Light’ i den version, de optog i første øver, og de næsten kun lige havde solgt ud og ikke længere var trve.”


 
Aldrig før har jeg hørt noget så ægte, og jeg smider alle journalistiske kodekser ud i skraldespanden, da jeg spontant klapper min tak for forfatterens dybsindige svar. Han beder mig venligt men bestemt om at stoppe, og jeg fortsætter med flov mine interviewet: ”Har du slet ingen moralske skrupler ved at misbruge din magtfulde position på Devilution til at sælge bøger?”
 
Straks slår Anders Molin en dæmonisk latter op samtidig med, at han ryster på hovedet:  
 
”Naturligvis har jeg det. Det minder mig i øvrigt om en sjov lille episode sidste sommer, hvor jeg skrev en Top 5 om tidsrejser, som ganske tilfældigt kom online i samme uge, som jeg udgav min bog ‘Krigstidsrejsende’, der jo, som titlen antyder, handler om at rejse i tiden. Den slags sammentræf kan man ikke gardere sig imod, selvom det udefra kan ses som et udtryk for nepotisme.”

Jeg kan mærke, at min besøgstid snart er ovre, da Anders Molin kigger længselsfuldt hen mod pergamenterne på bordet, og jeg udvælger nøjsommeligt mit sidste spørgsmål: ”Nu, hvor du har kastet dig over at skrive ungdomsbøger om heavy metal, er det svært at forestille sig andet end konstant succes forude, men hvordan vil du bruge de berusende store mængder stakater fra overskuddet?”
 
Anders Molin rejser sig fra tronen og trækker på skuldrene, som om succes ikke har den store betydning for ham, og det mere handler om selve skaberværket, og ikke om læserne, og de mange beundrere, som må følge med et talentfuldt forfatterliv:
 
”Flere bøger, flere titler på biblioteket og dermed flere bibliotekspenge – det er planen på kort sigt. På længere sigt tænker jeg at skabe noget, som kan filmatiseres på Ramasjang med skumfigurer, en animationsfilm og som endemål at bygge et slot i Skotland, lige over for J. K. Rowlings og med tårne, der kan skygge for hendes udsigt over højlandet.”
 
Jeg rejser mig, bukker underdanigt, kaster et håndtegn i respekt, og forlader træhytten for at gå ud til den ventende karet, som forlaget har stillet til rådighed for mig i forbindelse med interviewet. Bag mig kan jeg, gennem de helvedesfordømtes skrig, høre, hvordan ørnefjer-pennen med rasende hast skribler nye manuskripter ned til glæde og gavn for menneskeheden.

Køb 'Den Metalliske Sjæl' til kun 150,- (+ porto), hvis du anvender den særlige Devilution-rabatkode hos Forlaget Drager (Husk at skrive Devilution i kommentarfeltet)