Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Anselmos sorte mareridt

Populær
Updated
Anselmos sorte mareridt
Anselmos sorte mareridt

Panteras forsanger Phil Anselmo har i mange år flirtet med black-metal, og nu ser et af hans projekter fra halvfemserne dagens lys.

Titel
Christ Inversion
Distributør
Trackliste
1. Crucifucking the Possessed
2. Prudent to the Thrones of God
3. Obey the Will of Hell
4. Lucifer Rise
5. Enochian Tongues
6. Chimes of Deafening Misery
7. Inflamed with Prayer
8. Godfall
Karakter
3

Bandet hed 'Christ Inversion' og lavede et par demoer tilbage i midten af halvfemserne. De blev aldrig udgivet, men har bare ligget i gemmerne siden perioden '94-'95. De blev dog genudgivet i 2008, og her i 2011 ser de så også dagens lys i Danmark.

Noget af det, der gør Christ Inversion bemærkelsesværdigt er naturligvis persongalleriet. Her er medlemmer fra bl.a. Necrophagia, Down, Crowbar, Soilent Green m.fl. En såkaldt "supergruppe", som det er blevet så populært at lave de seneste år. Ligesom alle andre forsøg, så er Christ Inversion også et af de forsøg, der skulle være forblevet på tegnebordet. Det blev det da også for Phil Anselmo og co., og det vi ser her, er de demoer, som bandet ikke selv mente var værdige til udgivelse tilbage i 1995.

Det er nu ikke så dårligt, at man tager sig til hovedet. Det er black metal som vore nordiske brødre i Norge opfandt det. Bistert, hurtigt og med en rå garagelyd. På den front kan man sagtens høre inspirationer fra bl.a. Darkthrone. Tekstuniverset er en smule endimensionelt. Her synges om Satan og det krydres med introer fra gamle horrorfilm, såsom "Eksorcisten".

Og for at undgå spørgsmål, så nej, det er ikke Phil Anselmo, der lægger vokal til. Det er derimod Wayne Farbra fra Necrophagia, der skriger sine lunger tørre på pladen mens Anselmo selv blot hiver i guitarstrengene. En rigtig norsk guitarlyd. Når man lige sætter tingene i relief, så blev dette materiale indspillet i 1995. Det er altså fra den periode hvor black metal virkelig var råt og upoleret, og ingen vidste at Cradle of Filth og ikke mindst Dimmu Borgir ville ændre genren til en langt mere lyttervenlig og pompøs én af slagsen nogle år senere. Så mens jeg ved første gennemlytning ikke var så forbandet imponeret, så begynder denne nekrotiske sortmetal alligevel at gro lidt på mig.

Om det er en nostalgisk følelse af at være hensat til de glade midthalvfemsere igen, der gør udslaget, skal jeg lade være usagt. Men pladen er i hvert fald underholdende på den lidt dystre måde. Tag projektet for hvad det er; et laboratorieforsøg med bl.a. Phil Anselmo, og ligesom man i "Re-Animator" vækker ting til live, der ikke nødvendigvis skulle vækkes til live, således bliver alle mulige og umulige patter suttet tørre i pladeselskabernes umættelige tørst på succeser. Denne genoplivning vil med garanti appellere til de forstyrrede, der lod sig brændemærke af den sorte metal tilbage i halvfemserne. Den lugter i hvert fald rigtigt!