Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fascinerende!

Populær
Updated
Fascinerende!

Adeias debutalbum er i sandhed en bemærkelsesværdig oplevelse. Det er svært tilgængeligt materiale, men det er så sandelig værd at ofre den fornødne tid til at sætte sig ind i bandets komplekse musikalske univers.

Kunstner
Titel
Hourglass
Trackliste
1: Cordyceps
2: Providence
3: Hourglass
4: Filling The Void
5: Inheritance
Karakter
4

Det hollandske band Adeia er netop nu aktuel med debutalbummet Hourglass. Albummet er faktisk ikke helt, da det er indspillet tilbage i 2011. Men det er først i 2013, at Adeia har fået etableret kontakt til selskabet Layered Reality Productions for en officiel udgivelse.

Adeia spiller en art avantgarde progressiv metal. Det kan jo dække over mange ting, men i Adeias tilfælde dækker det over en kombination af klassiske instrumenter i form af violin og cello og moderne rockinstrumenter i form af guitar, bas og synthesizere. Der er mandlig vokal leveret af Franc Timmerman, mens violinist og bandstifter Laura Ten Voorde supplerer med kvindelig vokal.

Musikstil?

Nu kan man jo altid have et rock- eller metalband, hvor der indgå violin og cello, uden at det automatisk bliver særligt avantgarde eller progressivt af den grund. Tænk bare på ELO i 80’erne. Men det gør det i den grad hos Adeia. De to strygere skifter således mellem at spille melankolsk, klassisk inspireret musik og at benytte instrumenterne som metalinstrumenter, hvor de overtager eller supplerer guitar og keyboard. Der er særdeles særpræget, men også ganske fascinerende.

Albummets første sang, 'Cordyceps', starter ganske roligt med violin og cello, inden Franc Timmerman begynder at synge på en måde, som minder virkelig meget om Steve Hogarth fra Marillion. Det når man dog ikke at lade sig dysse i søvn af, før fanden tager ved bandet. Efter et lille mellemstykke med keyboard og strygere sættes der pludselig i gang med trommer, synthesizer-rytme, guitar og bas og en mandlig vokal, der skriftevis smågrowler i baggrunden og synger i rockstyrke. Kort tid efter skifter det så igen til noget, der minder om noget almindeligt progrock, og sådan udvikler det sig hele tiden. Det ene øjeblik er strygerne i klassisk modus, og det næste tager eksempelvis celloen rollen som bas nummer to.



Sang nummer to på albummet, ’Providence’, er en smule mere traditionel progmetal med mere guitar, men her skifter tempo, melodi og tema også hele tiden, så det går fra det hårdt rockende til det helt stille og melankolske for hurtigt at vende tilbage igen.

Af de kun fem sange på albummet skal også fremhæves afslutningssangen ’Inheritance’, der med sine mere end 14 minutter fremstår som en hel lille symfoni. Sangen begynder stille og smukt med violin og uforvrænget guitar. Vi kommer også en tur i skoven, hører legende børn og vemodig sang, inden det hele så småt begynder at vende om med rå riffs, bastante rytmer og skæbnesvangre strygere.

Også for metalfans!

Det er ikke lige til at finde andre bands, som Adeia minder om. Det må dog være oplagt, at der på trods af den til tider growlende vokal vil være rigtigt meget at hente for traditionelle progfans. Metalfans, der finder behag i musik som Opeth, Pain of Salvation og Therion, vil sikkert også kunne finde rigtig meget at glæde sig over hos Adeia. Man kunne faktisk godt få den tanke, at det kunne være noget for Steven Wilson fra Porcupine Tree at forsøge sig som producer for Adeia.