Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Panteras træskodans

Populær
Updated
Panteras træskodans
Fra de gamle gemmer: Vinnie og Dimebag Darrell møder countrysangeren David Allen Coe i projektet Rebel Meets Rebel. Da Pantera blev lagt på hylden af Phil Anselmo, gik de resterende medlemmer alternative veje. Det kom der blandt andet det noget middelmådige Damageplan ud af, og nu – efter Dimebags tragiske død – støvsuges lageret for materiale.

Frem af støvet er fundet Rebel Meets Rebel, som er en ubeskrivelig blanding af country og thrash metal. Og det var nok de færreste, der havde regnet med, at brødrene Abbott ville spørge countrysangeren David Allen Coe om hjælp som stand-in for Anselmo!

Coe er blandt andet kendt for at have udgivet en række racistiske albums i 80erne (”Nigger Fucker” hedder en af hans sange), og kædes af nogle endda sammen med Ku Klux Klanen. Men bortset fra den slags ”petitesser”, så er han som mange countrysangere ellers er: en umiddelbar kloning af Hank Williams Sr.

Stilforvirrende

Rebel Meets Rebel er egentlig på papiret en interessant idé, og man kan være stensikker på, at man aldrig har hørt noget lignende. Åbningsnummeret ”Nothin’ to Lose” lyder præcis som Metallicas ”Whiplash”… med countrysanger, forstås! Titelnummeret er en festlig træskodanse-sag med violin (!) og en fængende melodi, mens ”Cowboys Do More Dope” sender tankerne hen på ZZ Top.

Albummet er dog en noget rodet og stilforvirrende affære, som i dén grad bærer præg af at være indspillet under parternes tourpauser. Der er naturligvis ikke en finger at sætte på Dimebags geniale guitararbejde, musikken lyder bare som et ekko af Pantera, og hvis Coe er olie, så er Dimebag, Vinnie og Rex vand. Det ”spiller” ikke rigtigt.


En enkelt perle

Der er dog en lille perle gemt på albummet i form af ”Get Outta My Life” (som nok burde have heddet ”Cowboys from Hell 2”), hvor Coe kaster sig ud i nogle fraseringer der lyder som noget, en ung Chris Cornell kunne have stået bag. På samme nummer gæstesynger Hank Williams’ uartige barnebarn Hank Williams III endda også, og dét holder!

”Rebel Meets Rebel” er musikalsk en tynd kop te, men køb det alligevel, hvis du ikke kan få nok af Dimebag, og er frisk på 40 bizarre minutters thrash country.

Titel
Rebel Meets Rebel
Distributør
Genre
Karakter
3