Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #110

Populær
Updated
House of Franco #110

Jens anmelder denne gang debutalbum fra Angkor Wrack og Hahn Kult, begge udgivet på århusianske Mastermind Records.

Kunstner
Titel
Hahn Kult, Angkor Wrack



Angkor Wrack - 'Puma Pumkur' LP  (Mastermind)

Jeg har før anmeldt københavnske Angkor Wracks debutsingle og interviewet dem her i House Of Franco. Og nu er debutalbummet endeligt kommet. Det er indspillet i 2011, og jeg har smuglyttet til det før hos bandet i Mayhem. Angkor Wrack består af Torben 'Edderkop'
Midgaard (vokal + guitar) og Carsten 'Yahama' Midgaard (keyboards + bas), men jeg kender dem bedst som Zven og Søren. De stod også bag Mok Nok og Oltretomba (også tidligere anmeldt i House of Franco).

'Puma Pumkur' er en del mere kaotisk og mindre stram end debutsinglen, men på en herlig I-don't-give-a-fuck-måde. Vi befinder os i et bizart, sonisk mareridt-landskab af noise rock, synthpunk og industrial, som leder tankerne hen på Chrome, Primitive Calculators og Pink Noise. Tilsat næsten computerspilsagtige lyde.

De fleste tekster er på dansk tilsat enkelte på fransk, som synges atonalt, monotont og desperat. Jeg trækker på smilebåndet under 'Vomitus', når Zven råber, at han skider bly. Angkor Wrack er ikke for alle, men klart anbefalesværdigt for de modige, som ikke tænker i rigide genrer eller forventer høj teknisk kunnen. Her er masser af neurotisk og manisk energi. En sand weirdo-perle! Til orientering inkluderer line up'en i dag Klaus fra bl.a. Love Potion på vokal; en line up som jeg så tidligere i år i Basement.



Hahn Kult - 'Jydsk Mudder' LP (Mastermind)

Denne midjydske duo var inkluderet i en af mine første House Of Franco-anmeldelser, hvor de spillede en meget kaotisk koncert i Mayhem med en masse tåbevold blandt publikum. Dette overskyggede lidt min bedømmelse af Hahn Kult, hvorfor det er rart endelig at kunne sætte debutalbummet under nålen.

'Jydsk Mudder' - meget passende  titel - er en meget rå og primitiv indspilning, næsten en 'bedroom recording'. Men det har sin charme efter et par gennemlytninger. Vi er et sted mellem black metal og noise rock. Numre som 'Rafu' og 'Hvid Pest' mindede mig lidt om
Burzum, Beherit og Luciation, mens 'Seven Bells' trækker lidt på tidligt Swans.

I et interview med Passive/Aggressive har de kaldt musikken for 'primitiv spiritualitet', hvad der egentlig beskriver 'Jydsk Mudder' ganske godt. Det er både repetitivt, primalt, aggressivt og lettere eksperimenterende, og muligvis ikke noget for den gennemsnitlige Devilution-læser. Men tag en chance, dette band vil gro på dig. De har også lavet et demobånd, der hedder 'Across Ashen Face And Leaden Gazes'.

P.S. Jeg ville egentlig ha' skrevet om K-Town Hardcore Festivalen, men grundet flittige besøg i drinksbaren har min hukommelse det mindre optimalt. Halshug, Night Fever (av min ryg!), Moth og tyske Tanzkommando Untergang (RIP) samt den mexikanske amokfilm 'Intrépidos
Punks' var i hvert fald nogle af højpunkterne. Speaking of mexican var jeg før K-Town-starten med i den nye musikvideo med De Høje Hæle som mexikansk wrestler.