Alestorm gør præcis, som de plejer, på deres sjette fuldlængde. Til stor glæde/vrede for mange.

Candlemass har skrabet en ep sammen på blandede rester fra indspilningerne til forrige album, fordi der jo nok er enkelte derude, der synes, det er det værd. Bare ikke os.

Den får på alle tangenter på Gloryhammers tredje album, der er symfonisk og catchy med et vokalubar, der får enhver fan af klassiske metaldyder til at føle sig hjemme i bandets intergalaktiske heavy metal-univers.

En af årets mest hypede udgivelser fra et af landets mest hypede bands. ‘Puritan Masochism’ har en stor opgave foran sig.

Life of Agony og Mina Caputo er blevet voksne og har fundet sig til rette i livet. Den slags harmoni og lyksalighed kommer der desværre sjældent et særlig interessant produkt ud af.

Wind Rose er ganske underholdende i ca. tre minutter. Et helt album er næsten ikke til at bære.

Hammerfall beviser på deres tiende ellevte skive, at de både er et dygtigt band og et band, der virkelig har brug for at tænke nyt.

Over de næste par uger tager vi et kig på nogle af de Copenhell-optrædende, hvis seneste udgivelser vi ikke fik taget under kyndig behandling, da de var nye og friske. Den første er newzealandske Alien Weaponrys debut ’Tu’.

Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

A capella-gruppen Van Canto støder igen klinger med Devilutions dragejæger, og han ser stadig ikke bandets berettigelse. 

Unleashed buldrer med vanlig svensk dødsmetal på deres nye plade og forsøger i samme ombæring at jagte kristendommen ud af Jerusalem. Det er ikke nyskabende.

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Alt er, som det plejer i Conan-land. Lyden er massiv og monumental, og sangskrivningen halter, men man glemmer det, når bandet for alvor gungrer. Alligevel er tomgangen åbenlys.

Selvom Otep Shamaya er en hykler, er det ret underholdende at lytte til 'Kult45'.

Dee Snider lader Jamey Jasta skrive sin soloplade. For første og forhåbentlig sidste gang. For der er ikke meget at imponeres over i Jastas ”nutidige” heavy metal-univers.

Devildriver indspiller countrycovers med gud og hvermand og serverer en lunken saloonbuffet af lige dele skidt og kanel.

Skindred lyder som alt andet end Skindred på ’Big Tings’. Var det ikke for Benji Webbes karakteristiske vokal, kunne man nemt have forvekslet det walisiske band med et hvilket som helst andet hard rock-band.

Dave Wyndorf lægger space rock og stonerattitude på hylden for en stund og fokuserer på Detroit-inspireret oktanrock på Monster Magnets 10. album ’Mindfucker’. Det er ikke videre vellykket.

På deres første besøg på dansk jord i flere år beviste Satyricon, hvorfor de med al ret er et af verdens bedst sælgende black metal-bands.