Alestorm har intet nyt med sig, men rider stormen af på charmen, når de for syvende gang stævner ud under det metalliske Jolly Roger og hærger rutinemæssigt.
De svenske doom-legender står kreativt i stampe på deres 13. album.
Med 'Survival of the Sickest' hylder Bloodbath dyderne indenfor den klassiske dødsmetal med rigelige anerkendende nik til genrens gudfædre.
Der var næsten intet at sætte en finger på, da Konvent indtog Pavilion med bravour. Men alligevel var det som om, at der manglede noget.
Amager Bio bød på mystik, tysker-tæsk, bajerfest og et ondt og festligt forbandelsesritual til sidst.
Destruction fejrer 40-års jubilæum med deres 15. studiealbum, der viser, at de sagtens stadig kan spille thrash, men det mangler altså noget bid.
Konvent udvider deres doom med elementer af døds- og i særdeleshed black metal på 'Call Down the Sun', der lyder godt og dunkelt.
Untamed Land leger med mange interessante genre-blandinger, og det er spændende - men i nogle sammenhænge også alt for meget.
Livløs præsterer en gang overraskende livlig og fornøjelig dødsmetal af en slags, anmelderen ikke normalt falder på halen over.
Van Canto er måske historien om en mand, der hedder Kurtz. Men sandsynligvis er det bare noget, tyskerne har fundet på, fordi de aldrig fik erobret verden og tager hævn på en anden måde.
Ungarske Ektomorf leverer en plade fuld af energi, fede riffs og lækre, tunge passager – men hvor er det nu lige, at vi har hørt det før?
Alestorm gør præcis, som de plejer, på deres sjette fuldlængde. Til stor glæde/vrede for mange.
Candlemass har skrabet en ep sammen på blandede rester fra indspilningerne til forrige album, fordi der jo nok er enkelte derude, der synes, det er det værd. Bare ikke os.
Den får på alle tangenter på Gloryhammers tredje album, der er symfonisk og catchy med et vokalubar, der får enhver fan af klassiske metaldyder til at føle sig hjemme i bandets intergalaktiske heavy metal-univers.
En af årets mest hypede udgivelser fra et af landets mest hypede bands. ‘Puritan Masochism’ har en stor opgave foran sig.
Life of Agony og Mina Caputo er blevet voksne og har fundet sig til rette i livet. Den slags harmoni og lyksalighed kommer der desværre sjældent et særlig interessant produkt ud af.
Wind Rose er ganske underholdende i ca. tre minutter. Et helt album er næsten ikke til at bære.
Hammerfall beviser på deres tiende ellevte skive, at de både er et dygtigt band og et band, der virkelig har brug for at tænke nyt.
Over de næste par uger tager vi et kig på nogle af de Copenhell-optrædende, hvis seneste udgivelser vi ikke fik taget under kyndig behandling, da de var nye og friske. Den første er newzealandske Alien Weaponrys debut ’Tu’.
Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.