Svenske sjælekvad fra dybet
Populær
Forndom lukker øjnene for nutiden og skeler mod folklorens svundne tid, hvor alting var mere sort og hvidt. En stemningsladet tidsrejse for hedninge med svaghed for Nordens gamle dyder.
2. Yggdrasil
3. Finnmarken
4. Fostersonen
5. Munin
6. Hel, Jag Vet Mig Väntar
7. Hemkomst
Da grundfundamentet for den genre, vi ser som vores omdrejningspunkt, så dagens lys, var det med den tunge guitar i front. På trods af 50 års udvikling og indvikling er de distortede riffs stadig en væsentlig faktor i metal her i 2020. Det ændrer dog ikke på, at ånden og atmosfæren fra metallens verden ofte vinder indpas i andre udtryksformer, hvor rytmesektionen brydes op og suppleres med og/eller erstattes af elektronisk eller akustisk instrumentering af mere eller mindre spraglet karakter.
Forndom er på ingen måde metal. Absolut ikke. Snarere en ambient higen og søgen tilbage til en tid, hvor shamanismen, folketroen og de nordiske guder var på sit højeste – tilsat bas-tung percussion og melankolske strygere. Forestil dig, at Heilung blev mere underfundige, skar ned på de lange trommesektioner, smed lidt Hans Zimmer-inspiration med i ligningen og lånte violinisten fra My Dying Bride. Det er et sted i dette univers, den svenske altmuligmand L. Swärd befinder sig med sit soloprojekt Forndom på sin nu anden fuldlængde, 'Faþir'.
Fra 'Jakten' slår ind med pulserende trommer, til 'Hemkomst' 35 minutter senere runger ud med messende klagesang, er stemningsbillederne i højsædet. 'Faþir' er ikke den slags plade, hvor du lader dig fænge af et par numre her og der, som du kan imponere dine venner med til festlige lejligheder. Fordybelse er påkrævet, men er fokus derefter, er der også dét mere at vinde. Som det ofte er med musik af mindre elektrisk karakter, bliver intimiteten mere prominent, og det er især her, at Forndoms forcer træder frem.
Musikalsk er det percussion og strygere, der danner lydsporet, ikke mindst i de to instrumentale afbræk, hvor især 'Finnmarken' vinder ved genhør med cykliske, melankolske rundgange, der gemmer flere detaljer i kulisserne. På resten af pladen fører Swärds mørke røst os igennem en sentimental tidsrejse tilbage til en (forestillet) tid, hvor naturen bandt os sammen, og musik ikke handlede så meget om tekniske skarpfindigheder, som det handlede om ånd og sjæl. Selvsagt ikke, fordi det ene udelukker det andet – tværtimod er sangene på 'Faþir' nærmest så simple og underspillede, at det i sig selv gør det mere komplekst, når de dybere lag graver sig ind i bevidstheden. Ikke mindst 'Hel, Jag Vet Mig Väntar', der over syv minutter inkorporerer alle elementerne, der udgør Forndom. De intrikate violiner. Den pulserende tromme. Den forførende inderlighed. Klagesangen. Simpliciteten, der brydes op, efterhånden som de enkelte elementer klippes ud og føjes til.
De samme elementer er samtidig også Swärds kæpheste. De ambiente stemningsbilleder bliver en kende afgrænsende, hvis ikke man lige er i zonen, og det falder derfor ud til Forndoms fordel, at pladen begrænser sig til 35 minutters spilletid. Produktionen er knivskarp, men der er ingen sprudlende udfald, ekspressive råb eller flyvske trommesektioner – tværtimod holdes den underspillede tone i skak uden crescendoer.
Forndom sælger ikke sig selv for ussel mammon, men det havde nu været klædeligt med flere sange, der træder skarpere i karakter. Med det sagt har 'Faþir' allerede vist sig at være fortræffelig som lydspor til både kontorarbejde, madlavning og baggrundssummen med en bog i hånden. Et storladent soundtrack til en tid, hvor verden står til tælling, hvor man kan lukke af for nuet og drømme sig tilbage til en svunden tid, hvor alting var mere simpelt – i det mindste på overfladen...