Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kun en enkelt!

Populær
Updated
Kun en enkelt!

Heavy Metal High Priestess Doro har udgivet en ny ep. Den er sådan ikke helt tåbelig, men det er lige lidt nok kun at udgive en enkelt ny sang i den forbindelse.

Kunstner
Titel
Love’s Gone To Hell
Dato
01-04-2016
Trackliste
01. Love´s Gone To Hell (Radio Version) - 03:28
02. Love´s Gone To Hell (Single Version) - 04:13
03. It Still Hurts (feat. Lemmy Kilmister) - 04:06
04. Rock Till Death (Live) - 03:59
05. Save my Soul (Live) - 03:37
06. Love´s Gone To Hell (Original Demo Version) - 04:54
Karakter
2

Doro Pesch får sikkert et heftigt 2016. Hun er netop taget på turné i det centrale Europa som en af de medvirkende i årets udgave af den tilbagevendende turné Rock Meets Classic. Det er sammen med eksempelvis Joey Tempest (Europe), Scott Gorham og Ricky Warwick (Thin Lizzy/Black Star Riders) og Dan McCafferty (ex-Nazareth). Senere venter koncerter i USA og i Europa sammen med Doros band.

Det formentlig i lyset af dette travle år og samtidig i mangel af tid til at indspille et helt nyt album, at Doro og bandets label Nuclear Blast nu slår stort på tromme for den nye ep ’Love’s Gone To Hell’. Der er simpelt hen tale om en reklameteaser forud for årets liveaktiviteter.

Reelt er der kun en ny sang på ep'en i form af titelsangen, der leveres i såvel en ’Radio’-, en ’Single’- samt i en ’Original Demo’-version.

’Love’s Gone To Hell’ er såmænd en fin lille powerballade, der ledsages en af ambitiøs video, der dog vækker bekymring, hvis Doros forhold til sine mandlige bekendtskaber måtte være så komplicerede som i videoen.



For lidt nyt

Ud over titelsangen rummer ep'en også en genganger fra Doros seneste fuldlængdealbum, ’Raise Your Fist’, i form af duetten med Lemmy, ’It Still Hurts’. I lyset af Lemmys afgang fra denne jord er det vel ikke helt overraskende, at den sang får endnu en tur i manegen.

Endelig er der to liveoptagelser. Den første i form af ’Rock Till Death, der i studieindspilning også er at finde på ’Raise Your Fist’. Denne liveudgave er dog en anelse interessant, da Doro her får besøg på scenen og bag mikrofonen af Blind Guardian-sangeren Hansi Kürsch.

Ep’ens anden liveoptagelse er til gengæld et tilbageblik til Doros allerførste udgivelse i form at en nyere liveudgave af den mere end 25 år gamle ’Save My Soul’.

Det er svært at sige noget rigtigt dårligt om ’Love’s Gone To Hell’. Til gengæld er det også svært at blive rigtig voldsomt begejstret.

Der er tale om en nydelig, men temmelig overflødig udgivelse. Den bør derfor kun appellere til virkelig hardcore Doro-fans.