Romerrige-konceptbandet Ex Deo er en væsentlig bedre ide på papiret end i virkeligheden. Og RMF-folket lod sig ikke overbevise om det modsatte.

På deres 4. album udvider Earthless deres rockpalet ved nu også at inkludere vokal og kortere numre. Det slipper de flot af sted med.

Memoriams debut manglede i sin tid det sidste, før deres oldschool midttempo-dødsmetal for alvor kunne imponere.Det er desværre også tilfældet for opfølgeren, der allerede udkommer et år efter debuten. 

'AmeriKKKant' lyder betryggende meget som det glemte album mellem 'Psalm 69' og 'Filth Pig'. Sigtekornet er rettet mod Det Hvide Hus og neonazisterne, og vreden antager en hypnotisk tungere form, end Ministry har budt os i årevis.

Therion har kreeret en metalopera. Den er desværre på én gang så trættende lang og så ordinær, at den efterlader lytteren i desperation efter at slippe væk fra det monstrøse og nærmest uendelige værk.

Guitarist Phil Campbell forsøger at holde liv i karrieren, efter at Motörhead er lagt i graven med Lemmys død. Det lykkes nogenlunde.

I frit fald fra fordums storhed piner Machine Head med ’Catharsis’ lytteren gennem 74 minutter med pinlig politisk korrekthed, pakket ind i bedaget groove- og nu-metal.

Venom Inc. bibringer ikke metallen meget nyt på bandets "første" album.

Pepper Keenan er tilbage i Corrosion of Conformity, der – på godt og ondt – lyder præcis, som man kunne forvente, 17 år efter denne besætning sidst udgav et album i fællesskab.

Kan der kommer for meget melodi i melodisk power metal? Ja. Det viser Beast in Black desværre på et alt for letmetallisk debutalbum.

Knusende østrigsk sortmalet dødsmetal indtog Pumpehuset med knogler og lækker lyd, da Belphegor lagde vejen forbi hovedstaden. Et større følge af opvarmningsbands var også med.

Kadavar spiller både tungere og blidere end nogensinde før på ’Rough Times’, men i forsøget på at udvikle sig og samtidig fastholde deres identitet falder trioen mellem to stole. Det gør pladen til deres svageste hidtil.

Threshold har med ’Legend of the Shires’ fået sat en milepæl i bandets historie.

Den forrige plade med Cradle of Filth fra 2015 fik topkarakter her på Devilution. 'Cryptoriana' har sine momenter, men er slet ikke nær så god.

Thy Art Is Murder forsætter med at gøre, hvad de er bedst til: at spille potent deathcore.

Suffocation er kendt for at udsende gennemarbejdede plader på et højt niveau.  Deres ottende er gennemarbejdet, men niveauet halter.

For anden gang i Eluveities karriere er de elektriske instrumenter parkeret sammen med bandbussen til fordel for et rent akustisk album. Det er de kommet et helt godt resultat ud af.

Epica er produktive og udgiver nyt kun 11 måneder efter seneste album. Heldigvis er det ikke gået ud over kvaliteten.

Svenske Avatarium flirter mere med halvfjerdser- og stoner rock end den oprindeligt intenderede doom på nyt album. Jennie-Ann Smiths kraftige vokal og bandets fascination af absurd poesi er der dog ikke ændret ved.

Skriget fra The Big Teutonic Fours største monster Kreator gav lørdag nat genlyd over det meste af Wacken, da bandet slap deres tyske kaos løs foran en fyldt festivalplads, der viljefast besluttede sig for at vride den sidste fest ud af kroppen.