Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Velspillet sideprojekt med teaterblod

Populær
Updated
Velspillet sideprojekt med teaterblod
Velspillet sideprojekt med teaterblod
Velspillet sideprojekt med teaterblod
Velspillet sideprojekt med teaterblod
Velspillet sideprojekt med teaterblod
Velspillet sideprojekt med teaterblod
Velspillet sideprojekt med teaterblod
Velspillet sideprojekt med teaterblod

Bloodbath var fredagens hovednavn til Black Christmas, hvor de leverede en koncert, der både var slap, tør og spækket med gode sange.

Kunstner
Dato
16-12-2016
Trackliste
Let the Stillborn Come to Me
Mental Abortion
So You Die
Breeding Death
Anne
Ways to the Grave
Cancer of the Soul
Weak Aside
Soul Evisceration
Unite in Pain
Like Fire
Outnumbering the Day
Mock the Cross
Furnace Funeral
--------------------
Eaten
Cry My Name
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Da Bloodbath dukkede op på metalscenen i starten af 00’erne, så man dem først og fremmest som en såkaldt supergruppe. Det var dengang, hvor der syntes at dukke en ny assimilation af metalbands op nærmest hver uge, og at musikere fra Katatonia, Edge of Sanity og Opeth gik sammen for at spille old school dødsmetal virkede på papiret først og fremmest som et af de mere velkomne sideprojekter. Det gør det stadig, også i dag hvor Nick Holmes fra Paradise Lost siden udgivelsen af ’Grand Morbid Funeral’ (2014) har stået i centrum af bandet som forsanger. Efter Opeths Mikael Åkerfeldt og Hypocrisys Peter Tägtgren er Holmes bandets nu tredje frontmand, og at diskografien tæller kun en enkelt fuldlængde mere, end de gennem tiderne har haft frontmænd, siger vel egentlig en hel del om bandet som værende hovedsageligt et sideprojekt. Ikke desto mindre har Bloodbath efterhånden fået opbygget sig et imponerende bagkatalog af sange, der, uanset hvilken forsanger der er tale om, står distancen, og som i begyndelsen såvel som i dag bevæger sig på et imponerende lavt niveau. Lavt som i dybere end skærsildens flammer, forstås.

Det er dog også først og fremmest de gode sange, der retfærdiggør bandets status som festivalhovednavn. Efter en dag på Black Christmas Festival, hvor både The Haunted, Rotting Christ og Primordial havde leveret, hvis ikke decideret forrygende, så i hvert fald energiske liveshows, der alle kom langt ud over scenekanten, var det et anderledes stift sprog, Bloodbath greb deres koncert an med. Ikke at bandets stålfaste dødsmetal lægger op til ret mange løse bevægelser, men bandets ”metalmaske” blev under koncerten alligevel for tydelig. Hvor man hos de tre bands, der havde spillet tidligere på aftenen, for det meste oplevede musikere, der gik i ét med deres musik, var selve det performative for tydeligt under koncerten med Bloodbath. Det var først og fremmest denne forcerede performative fernis, der bed dem i røven, de gode sange til trods.

Forceret, spørger den skarpe læser? Korrekt, egentlig er det jo ikke, fordi de gør alverden på en scene, de fem fremragende musikere, der er med i Bloodbath. Også selvom han bærer en gravedigger-kittel er Nick Holmes nu engang Nick Holmes; tør, men lun og demonstrativ statisk. Opeth-trommeslageren Martin Axenrot har muligvis sceneblod i ansigtet, når han sidder bag tønderne i Bloodbath, men er krigsmalingen til trods en musiker, hvis optræden mest beror på et karismatisk trommespil. Anders Nyström og Jonas Renkse, begge fra Katatonia, styrer hver deres respektive strenge på henholdsvis guitar og bas og fungerer som anonyme, velspillende mørkmænd. Anderledes frembrusende er Per Eriksson aka Sodomizer, der i flere år har været guitar-tech for både Katatonia og Opeth og fast medlem af Bloodbath i vel efterhånden et årti. Som en blanding mellem Jesse Hughes og John5 render han i bar overkrop og med sceneblod hældt ud over sig til tider rundt på scenen med en energi, der stikker ud.

For at vende tilbage til udgangspunktet kunne man spørge: Hvad er der forceret ved denne måde at gribe en koncert an på? Det spørger jeg også mig selv om. Når man hører Bloobath på plade, griber man dog som lytter materialet an som værende gennemtænkt. Man tror kort sagt på det, man hører. Man tror på, det ikke er for sjov. Man tror på stålfastheden bag bandets velmente opkog af old school dødsmetal ikke ulig eksempelvis Entombed. Det gør man ikke i samme grad, når man oplever bandet på en scene. Sangene kan ingen tage fra dem, heller ikke live, nye som gamle, og rent musikalsk leverer de dem noget nært sublimt. Det er imidlertid i mødet med bandet på en scene, det på ny går op for en, at Bloodbath er et sideprojekt. Nu er selvfølgelig hverken Holmes, Axenrot, Renkse eller Nyström de mest udfarende musikere, heller ikke når man oplever dem i deres respektive hovedbands, men fredag aften var der en sløvhed over Bloodbath, der i øvrigt blot blev forstærket af bandets trang til forceret camouflage og påtaget metalskuespil.