Tågepolerede hitmageres skuffende rekreation
Populær
Efter flere års stilhed vendte syrerockbandet The Black Angels onsdag aften tilbage til Danmark, hvor de gav koncert for et udsolgt Pumpehuset. Her beviste de på ny, at de forbliver et fattigt liveorkester.
Bad Vibrations
The Prodigal Sun
I Dreamt
Medicine
I Hear Colors (Chromaesthesia)
Black Grease
Grab As Much (as you can)
Half Believing
The Sniper at the Gates of Heaven
Entrance Song
I'd Kill for Her
You on the Run
Comanche Moon
Life Song
------------------------
Estimate
Hunt Me Down
Death March
Young Men Dead
Da The Black Angels i 2006 smed deres debutplade ’Passover’ på gaden, var det umuligt ikke at blive revet med af deres take på retrotroværdig nutidspsych. Mens der på den ene side var en post-psych-modernitet over deres musik, som både anerkendte the wall of sound-signaturen fra Spacemen 3s univers samt hitpotentialet fra The Brian Jonestown Massacre, havde de samtidig ikke blot en forkærlighed for den psykedeliske rocks tidligere epoker, men rent faktisk også noget at have deres bagudrettede hengivenhed i. Når man opkalder sit band efter en sang af The Velvet Underground, ja, så er vi er nogle, der, måske uretfærdigt, gerne kræver det ekstra af bandet in question. Det kunne man på daværende tidspunkt dog sagtens. Skønt sammenligneligheden med andre bands var mast helt op i ansigtet på lytteren, formåede ’Passover’ rent faktisk at have også sin egen ting kørende.
Det samme gjaldt, da den texanske kvintet fra Austin to år senere smed den såkaldte svære to på gaden, ’Directions to See a Ghost’ (2008), der overraskede ved at holde niveau med debuten. Da man første gang hørte ’Doves’, førstesinglen fra pladen, var man sikker på, at The Black Angels var kommet for at hive deres slør af lsd-emballerede, spøjse Vietnam-konnotationer ned over hele rockmusikkens verden for bestandigt.
Så langt nåede ens personlige partnerskab med The Black Angels imidlertid aldrig. Da de i 2010 varmede op for Wolfmother i Store Vega, gik det op for en, det korte, frenetiske støjgig til trods, at der rent faktisk er en udløbsdato på bandets iørefaldende, repetitive rocknumre. Man blev ikke blæst omkuld, som man havde sat næsen op efter. Det blev man heller ikke af bandets tredje plade, ’Phosphene Dream’, der udkom senere i 2010, eller af den udsolgte koncert på Loppen, som de i forlængelse af udgivelsen gav i efteråret samme år. Både koncert og plade var højst tilforladelige, og man fornemmede pludselig en smagsmæssig ubalance mellem The Black Angels og ens egne præferencer.
Herefter tabte denne skribent gradvis interessen for bandet. Der dukkede andre op, der åbenbart var vigtigere, og da The Black Angels kun et halvt år efter koncerten på Loppen igen kom til landet for denne gang at spille i Amager Bio, tog man i lige så høj grad af sted af pligt, som man tog af sted, fordi man rent faktisk var begejstret ved tanken om endnu en koncert med dem. Den skuffede da også endnu mere, end de forrige havde gjort, og da gruppen to år senere smed deres fjerde album, ’Indigo Meadow’ (2013) på gaden, fik man den højst hørt et par gange, inden den fik lov til at samle støv på hylden. Siden har The Black Angels ikke været på en ens radar overhovedet.
I foråret i år blev ens radar så indstillet på ny, da The Black Angels efter fire års pause vendte tilbage med ’Death Song’, deres femte fuldlængde. For en, der mere eller mindre havde afskrevet bandet, viste den sig at være en ganske god plade. Man fristes helt til at kalde den for et såkaldt comeback. Ens egne musikalske stier er de seneste ti år muligvis gået i nye retninger og den enkel- og formfuldhed, som The Black Angels også på ’Death Song’ er interesseret i, er ikke længere helt så udfordrende eller interessant, som den var for ti år siden. Trods bandets simple effektfuldhed, kommer man dog næppe uden om, at sangskrivningen holder. Pladen præsenterer en række gode sange, og at The Black Angels og deres bredtfavnende rockmusik er en legitim ambassadør for psychgenren i det hele taget, synes de med denne plade kun at understrege på ny.
I liveregi er The Black Angels dog på godt og ondt præcis det samme band, som man husker dem fra begyndelsen af årtiet. Det nedskalerede set-up på scenen med simple DIY-agtige, hypnotiske bagprojektioner og et minimum af gear er en fryd for øjet. Det samme er Christian Blands 345 Rickenbacker, hvis magnetiske hestesko-pickups formentlig har fået det til at krible i fingrene på flere blandt den fanskare, der med frådende mund stod tæt på scenen og både kiggede og lyttede med i trance. For slet ikke at snakke om den karismatiske lyd på det retroglade guitarmonster, selvfølgelig.
Pumpehusets store sal var denne aften i øvrigt generelt med til at præsentere bandets æstetik helt rigtigt, ligesom også de fangirls, der stod tættere på scenen og med endnu mere rislende fråde om munden end selv guitarnørderne var med til at give koncerten en herlig x-faktor. Skal der ikke være liderlighed i luften under koncerten med et psykedelisk 60’er-retroband, der denne aften tilmed vendte tilbage efter flere års pause, hvornår så!
End ikke en simpel levering af bastante, soniske lavamasser og potentiel sex in progress kunne dog overskygge det faktum, at den musik, som The Black Angels spiller, ikke virker helt så overrumplende i liveregi, som man gerne så. Det skyldes i høj grad simpelheden. Tyngden kommer aldrig helt til sin ret og gjorde det i særdeleshed ikke denne aften, hvor der blev spillet for lavt. Den sitrende, æggende fornemmelse, der på plade er over guitarspillet på aftenens åbningsnummer, den nye ’Currency’, fornemmede man aldrig. Det hashtunge, Jim Morrison møder Joy Division-agtige syretrip, som den prægtige ’The Prodigal Son’ efterfølgende burde have vækket, blev man også ved med at famle i mørket efter.
Udover at det er, som om der sammenlignet med albumversionerne mangler en hel del i lydbilledet til koncert med The Black Angels, efterlader kvintettens stage presence også en hungrende efter en hel del mere saft og kraft. De besidder hverken Black Mountains lydnørdede indlevelse i deres instrumenter og ej heller deler de den alt eller intet-kompromisløshed, som danske Baby Woodrose igen og igen overrumpler deres publikum med. Jeg siger selvfølgelig ikke, at rockmusikere ikke må være indadvendte, men dog sympatiske, geeks, som det er tilfældet med disse sorte engle fra Austin. Det må de hellere end gerne! Men når man står i koncertsalen og mangler den tykke, fede lyd og så samtidig kigger på et band, der fremstår som et skoleband, der spiller til en forældrekomsammen, ja, så bliver man altså ikke ligefrem motiveret til på psych rockens præmisser at tænde en ny joint. Det skulle da kun lige være for at finde en tåget tilfredsstillelse, som musikken og bandet ikke leverer i sig selv.