Isolationsfrustrationer
Som størstedelen af verdens befolkning har Caleb Shomo haft det svært de seneste år — især med Covid-19-isolation. Det har resulteret i en række mørkere, mere personlige kompositioner, der nemt er blandt Beartooths bedste.
2. Devastation
3. The Past Is Dead
4. Fed Up
5. Dominate
6. No Return
7. Phantom Pain
8. Skin
9. Hell Of It
10. I Won't Give It Up
11. The Answer
12. The Last Riff
Caleb Shomos sans for ørefængende sangskrivning kan ikke diskuteres. Den altoverskyggende bagmand i Beartooth-projektet har gennem bandets levetid og fire fuldlængdeudgivelser bevist sit værd flere gange. ‘Below’ er ingen undtagelse — det er nærmere højdepunktet i multiinstrumentalistens karriere .
Bandets debut fra 2014 var en kærkommen overraskelse og overgang fra den lettere banale electronicore, der prægede Attack Attack! Et skridt fremad for Shomo og en indtræden i de voksnes rækker. Mens de efterfølgende to plader, ‘Aggressive’ (2016) og ‘Disease’ (2018), fremstår som naturlige forlængelser af debutten, der har positioneret bandet side om side med navne som Asking Alexandria og Of Mice & Men, er det først med ‘Below’, at Beartooth for alvor skaber udvikling.
Sindets mørke dominans
Genremæssigt holder Shomo og resten af kvintetten fast i det kaotiske mix af punkrock, heavy og metalcore — ja, der er endda noter af thrash. Men projektet har en langt mørkere side end tidligere. Shomo har i flere interviews tilkendegivet, at hele Covid-19-situationen, specifikt isolationen, påvirkede hans sangskrivning i en mere negativ og mørk retning. Det kan både fornemmes og høres.
Selvom 'Below' på overfladen lyder som indbegrebet af Beartooth på godt og ondt, finder man hurtigt spor af Shomos sindstilstand. Albumcoveret i sig selv er signifikant anderledes end tidligere. Sort og lilla med fokus på døden, markant mørkere end foregående plader – trods den kitchede slange-motorcykel. Tilsvarende tager tekstuniverset typisk udgangspunkt i kunstnerens frustrationer. Ikke mindst ‘Fed Up’, der fremstår som en opgivende svanesang fra en mand, der har tabt – og har indset det.
Musikalsk indeholder pladen tilsvarende nogle af Beartooths tungeste riffs og sektioner. Titelnummeret er en lang, tung og groovie sag, hvor et ellers melodisk omkvæd bliver formørket af Shomos tekstunivers: "Take me down / See how low I go / You say there's more / How could it get worse than this? / I don't know."
Shomo er i dårligt humør, og det har i høj grad givet energi til sangskrivningen. I en sådan grad, at hele første halvdel af pladen nemt kunne udgives som singler.
‘Devastation’ holder fast i det mørke lydbillede, men er langt mere punket. ‘The Last Riff’ er en tung, tung lukker, med stærke riff, mens ’The Past Is Dead’ leder pladen ud i fuldkommen poppunk trods sit negativt ladede tekstunivers. Det er pladens stærkeste nummer og en velfungerende blanding af Every Time I Die og Fall Out Boy, skabt til stadionkoncerter med sit insisterende “wooooaa-woooooaa”-mantra. Det er ligeledes et kort throwback til midt-00’erne, både i lyd og følelse. Og det er blot få eksempler på pladens strøm af stærke kompositioner.
Den individuelle lytteoplevelse
Om end pladens numre fremstår stærke individuelt, bliver det en smule rodet og kaotisk i en albumkontekst. Shomos frustrationer er i sig selv ikke nok til at skabe en rød tråd. Det er ikke nok til at opveje det noget skizofrene mix af genrer, som pladen og Beartooth er. Det er en række catchy kompositioner og singalong-venlige tekster, der er skabt til at blive spillet live – individuelt.
Det sagt er ‘Below’ bandets bedste plade siden debutten. Den karismatiske forsangers succes med at fremstå utrolig oprigtig i et univers, der ellers kan virke noget påtaget, især som årene begynder at sætte sig på sidebenene, bærer en stor del af pladen. Frustrationerne fremstår ægte, aggressionen er til at føle på, og det sårbare og hjerteknusende lader til at komme direkte fra hjertet. En øvelse, der kræver personligt engagement for at lykkes. 'Below' er en hudløst ærlig lytteoplevelse.