Følelsesværk til tusmørke sommersind
Pertubator og Johannes Persson har med ‘Final Light’ skabt en symbiose, der på fornem vis leverer et smukt og hudløst univers af lys samt mørke skyer.
In the Void
It Came with the Water
Final Light
The Fall of a Giant
Ruin to Decay
En oxymoron der fungerer
“Og nu til noget helt andet” fristes man til at skrive, for Final Light er i et metalperspektiv i sandhed et anderledes album. Et af dem der stikker ud. På en og samme tid kan det dog næppe komme som en overraskelse, for vi har at gøre med to superdygtige musikere, som på lydsiden uafhængigt har nærmet sig hinanden på deres seneste udgivelser. James Kent, kendt under navnet Perturbator, har de sidste ti år sammen med navne som Waveshaper, Lazerhawk, Kavinsky og også danske Dynatron, været en definerende del af synthwavescenen siden dens start i 00'erne. Perturbator er dog blevet mørkere med årene og kulminerede i 2021 med mesterværket ‘Lustful Sacraments’. Et album bestående af lige dele synth, guitar og darkwave samt en gennemgående mørk postpunk-feeling. Et stort skridt mod en mere organisk lyd uden at slippe synthrødderne. Johannes Persson kender vi fra Cult of Luna, hvor han besidder posten som forsanger og også er guitarist. Et band, der aldrig har været bleg for at eksperimentere og bryde grænser i postmetal og postrock-verdenen og seneste album, dette års ‘The Long Road North’, er et godt eksempel på tilnærmelsen af den følelse, man også kender fra Perturbators nyere udgivelser. Udgivelsen fra Final Light er længe ventet og omgivet af en vis mængde forventningsfuld opmærksomhed. Uropførelsen og den første liveudgave fandt sted på dette års Roadburn Festival, hvor hypen var massiv og roserne efterfølgende store. Et show, vi her på Devilution gav topkarakterer.
Man kunne tro, at blandingen mellem Perturbators mørke synthwave og Johannes Perssons guitar samt growlvokal ville skabe en ukonventionel lyd. At det er to forskellige universer. At man enten skal være til metal eller synthwave for at kunne forstå og føle sig hjemme. Men virkeligheden er, at Kent og Persson har skabt et solsystem med orden og nye planeter, der drejer sig naturligt om hinanden, som giver og tager, og som kommer ud som et samlet sammenhængende værk med deprim lydkunst i ascendanten.
Synth, guitar og growl
Med lang og mørk intro på ‘Nothing will Bear Your Name’ synker vi ned i den kølige tristesse, der udgør de næste 50 minutters atmosfære. Det er kold vesterhavsvind over et industriområde en diset novembernat i form af mørk synth og tænderskærende guitarflader. Det store, på én gang forberedende og opgivende, åndedrag i indadvendt melankolsk tilstand. Som det pludselige, ventilerende knæk sønderriver Perssons vokal billedet, og hidbringer den underliggende vrede, der som tændsats får nummeret og albummet i gang, kun afbrudt af Kents hånd der i enden tilsætter elektroniske strygerflader som eftertænksom pause inden ‘In the Void’ tager stafetten og fortsætter nedstigningen. Her får vi for første gang defineret og mærket blandingen af de to. Lyden af Final Light. Pulserende langsomt guitarriff med distortion og elektroniske klangflader sammensmelter og hæver hinanden op på et niveau hvor man indimellem kan glemme at lægge mærke til parterne. Er det guitar- eller synthbåret? Og lytter man efter, er det oftest begge dele.
Man mangler ikke rytmeguitar, for enten er de der eller også har keyboardet indtaget rollen. Fusionen bliver ved på ‘It Came with the Water’ med tænderskærende kulde, indeholdende robuste guitarstykker og raspende growl som et skrig ud i det mørke tomrum, der akkompagneres og understøttes af frit svævende melankolske tangenter i stemningens favør. Titelnummeret er pladens lettest tilgængelige og mest lyse nummer med melodiskabende keys og et markeret omkvæd, der hiver op i det tunge følelesanker. En midlertidig opklaring på den grå og stormomsuste himmel, der fungerer som en pause inden ‘The Fall of a Giant’ stille kommer krybende og sætter faste, roligt pulserende skridt ud i regnen. En rolig betonkæmpes jernskelet korroderes og fader langsomt over i pladens sidste nummer ‘Ruin to Decay’, der halvvejs inde intensiveres og opsummerer følelsesrejsen på sort-hvide negativer af indre mørke og desperation holdt op mod himlen.
Et album der skal høres
Final Light har begået et super godt album. Et af dem der tager tid, og et af dem der på overfladen måske ikke rammer med det samme, men med en tyngde og kvalitet, der ikke kan undgå at forankre sig, giver man det lov. Som lys og mørke, der ikke defineres uden hinanden, har James Kent og Johannes Persson skabt en lyd og dunkel symbiose, der kiler sig ind i sjælen hos enhver eftertænksom lytter. Den på én gang kvælende og smukke vrede over for den pure tristesse og hudløshed udgør mødet mellem synthwave og postmetal og efterlader os med accepten af, at en genrebeskrivelse ikke nødvendigvis giver mening. ‘Final Light’ er en følelse, en tilstand og en plade, der skal høres fra ende til anden.
Læs også vores anmeldelse af duoens koncert på Roadburn.