En ny sang truer
Det er starten af 00’erne om igen, men Town Portals sympatisk nørdede tidslomme kommer lidt for hurtigt til at føles som et loop.
Archright
Veyshnorians
Receiving End
Soil To Own
Roko's Basilisk
Othering/Anothering
Human Touch
Vanitas
Åh, slutningen af 90’erne, starten af 00’erne! En tid, hvor studentikose, unge mennesker med tungt pandehår og højtsiddende instrumenter fandt ud af, at der faktisk ikke behøvede at være så langt mellem post-rocken, math-rocken og den metal og hardcore, de havde hørt som teenagere. At man sagtens kunne spille sofistiskeret og synkoperet og med en milliard toner og så også lige smadre igennem, når det hele blev for meget for én. Det var på én og samme tid nørdet hæmmet og frydefuldt løssluppent, og så længe det varede, stod vi bare dér og headbangede ude af takt med tiden og musikken, og alt var godt.
Men selvfølgelig var det ikke bare en periode for alle. Mens de fleste af os hoppede videre til næste trend, var der nogle, der blev tilbage og forfinede udtrykket, fandt nye facetter og opdagede nye muligheder i musikken, hvis de ikke bare fortsatte ud af de snørklede veje, fordi det føltes så fedt.
Town Portal falder uvægerligt i den sidste kategori. De ligger og bumler rundt i et felt mellem Trans Am, Don Caballero og Do Make Say Think, og det er der principielt slet intet galt i. Det er gode bands at have som referencer, de sidstnævnte er sågar fortsat med at forny deres udtryk i det efterfølgende årti. Der er heller ikke noget i vejen, når ‘Of Violence’, den københavnske trio Town Portals tredje album, tager sin begyndelse. ‘Better Angels’ er, om ikke decideret lovende, så bestemt heller ikke nedslående, for nu at sige det så forsigtigt som muligt. Den lyder af noget, der sagtens kunne munde ud i noget helt godt, når det lige er færdig med at køre i ring. Den efterfølgende ‘Archright’ med en tung basbund, der giver trommerne mulighed for at være over det hele på én gang, mens guitaren besindigt holder sig tilbage, lyder endnu mere, som om der kunne komme til at ske noget ret godt på ‘Of Violence’. Forventningerne bliver så småt justeret.
Men så fortsætter det. De samme tre yderpunkter, de samme kønne, så kønne, guitarmotiver, en konstant påholdenhed med virkemidlerne. Så kommer der lidt blæsere og minder om Do Make Say Think, men de forbliver en nuancering og får ikke lov at dominere eller tage musikken nye steder hen. Så kommer der lidt tyngde i det, men uden at det kammer over i ren Trans Am og støj. Så begynder det at blive Don Caballero'sk komplekst, men med det samme hiver Town Portal det hele tilbage i det simple groove, de havde fat i tidligere i sangen.
Det er naturligvis en disciplin i sig selv at spille så stramt kontrolleret, som Town Portal gør det. Ikke bare lade sig rive med af ethvert indfald og tonse igennem. Det kan skabe nogle spændinger i musikken, når bandet ikke bare går efter den hurtige forløsning eller skematisk bygger op og bygger op mod et klimaks, der indtræffer så forudsigeligt som et breakdown i en hardcore-sang. Det må man lade Town Portal: De giver ikke efter for de oplagte løsninger. Men tilbageholdenheden kommer også bare til at virke overforsigtig, og det ender med, at Town Portal står ovre i deres eget hjørne og nørder løs, uden at man som lytter føler sig involveret i det, der sker. Når ‘Of Violence’ er bedst, som den er det på ‘Archright’, ‘Roko’s Basilisk’ og ‘Human Touch’, lader trioen sig rive med en stund og læsser på af virkemidler: Tyngde, polyrytmik, blæsere, hele pivtøjet. Det er de tilsyneladende også godt selv klar over: Det er i hvert fald præcis de tre sange, der har fungeret som singleforløbere for albummet.
Resten af tiden er det kønt, fint, nydeligt og temmelig intetsigende. Det er en fin tidslomme, Town Portal har fundet sig, og på de bedste sange på ‘Of Violence’ viser de, at der stadig er masser at komme efter i den. Men i lange stræk føles tidslommen som loopet i filmen ‘En ny dag truer’: Alle omkring én smiler og er høfligt begejstrede for noget i bund og grund ubetydeligt, og som en anden Bill Murray raver man rundt og prøver at få der til at ske noget drastisk for at komme ud af det forbistrede loop. Men modsat den film indtræffer vendepunktet bare aldrig på ‘Of Violence’.