Ugens Monsterdrøn
Populær
Updated
Stærkt, modent og modigt, mener Lars Schmidt om Europes monsterdrønende come back album, "Start From The Dark". I kan lige så godt tørre de både smørrede og hånligt overbærende smil væk! Ja, Europe er tilbage! Ja, det er fandeme fedt! Ja, de har skåret et album, der som de største af Europes albums fra 80'erne faktisk holder hele vejen hjem. Pladekøberne tog ikke fejl i 80'erne, mens anmelderne og andre musiksnobber lige netop havde så hamrende travlt med at grine hånligt.
I 1986 kom Europe for skade til at lave et nummer, der nærmest blev soundtracket til puddelhundehævien, "The Final Countdown". Polle fra Snave har nærmest udødeliggjort nummeret inden for de seneste år, men Europe er altså ikke kun "The Final Countdown". Europe er først og fremmest et fantastisk kompetent hard rock band, hvis referencer især i 80'erne var tydelige: De største 70'er bands som Thin Lizzy, Deep Purple, Rainbow, Whitesnake. Bands som var meget melodiske og til dels også bluesinspirerede.
Europe huserede fra 1986 til 1992, hvor deres på det tidspunkt foreløbigt sidste album, det noget skuffende "Prisoners in Paradise", ikke kunne leve op til de to helt forrygende forgængere "The Final Countdown" og "Out of this World".
Den 18. oktober 2004 bliver spændingen så udløst. Europes modne og modige comeback "Start From The Dark" bliver udgivet, og det er tydeligt, at årene ikke er forsvundet sporløst hen over Joey Tempest, John Norum, Mic Michaeli, Ian Haugland og John Levén. På den gode måde altså.
Der er ikke store, pompøse keyboards, poppede MTV-holdbare refrains og total puddel-attitude, men derimod et på én gang både tidløst og meget moderne up to date udtryk. Man kan - for at yde dette album fuld retfærdighed - skrive at det bedste og mest tunge fra 1970'erne rammer den moderne grunge- og nu-metal kombinerede lyd; især på guitarerne. Det er tungt, nedstemt og rigtig dejligt sovset sine steder.
Guitarist John Norum har da også været det bandmedlem, der i den lange pause har været mest aktiv med udgivelse af fem fremragende soloalbums og to livealbums samt samarbejde med bl.a. den tidligere Deep Purpe-sanger Glenn Hughes og Dokken-frontmand Don Dokken. Tempest har udgivet tre ganske afdæmpede og eftertænksomme soloalbums, mens Michaeli, Haugland og Levén først og fremmest nød berømmelsen midt i og i sluthalvfemserne, hvor de tre kompetente herrer bl.a. spillede sammen med Glenn Hughes på dennes mest effektive soloalbums samt ikke mindst det forrygende livealbum "Burnin' Japan Live".
Europe anno 2004 er som sagt meget, meget fjernt fra Europe anno 1986. Det melodiske ligger og ulmer i baggrunden, men får aldrig rigtigt overtaget, og det er noget af det, der gør albummet langtidsholdbart: det underspillede, eftertænksomme og ironisk nok ganske afdæmpede - set i forhold til de møgbeskidte og tunge guitarriffs, som er meget dominerende på albummet.
Energien på albummet, der som Europes albums i 80'erne er produceret af Kevin Elson, lover helt fantastisk godt for den koncert, som jeg glæder mig til på søndag i KB-Hallen. Spændende, hvad Europe har tænkt sig at gøre ved de store hits fra 80'erne. Hvis de får pakket de gamle ind i den nye lyd, så bliver det altså en fantastisk aften på søndag!
De første tre numre, "Got To Have Faith", "Start From The Dark" og "Flames" lægger den helt igennem fede og tunge bund på et album, der helt er blottet for svage numre. "Hero" lugter en lillebittesmule af det gamle Europe, mens den på én gang både afdæmpede og højenergiske "Wake Up Call" - med ond Zakk Wylde-lyd på guitaren - virkelig sparker igennem. "Reason" er virkelig Europe anno 2004 med et stænk af det mere afdæmpede Soundgarden og Chris Cornell. Og ja, det lyder sgu også lidt henad Tim Christensen, noget af det! F.eks. "Sucker"
"Roll With You" har lidt balladekarakter og "Spirit of the Underdog" og "Settle for Love" er ballader, men mere i singer/songwriter traditionen. Slet ikke som eksempelvis den kvalme lighterballade "Carrie".
Ja, Europe er tilbage! Ja, det er fedt! Og ja, det er specielt fedt, at de starter i den mørke, tunge og dystre afdeling af hard rocken.
Tør de overbærende smil væk og fis ned og køb "Start From the Dark". Europe fortjener en ny chance, så bandet kan få den kunsteriske anerkendelse, det har fortjent i snart tyve år.
I 1986 kom Europe for skade til at lave et nummer, der nærmest blev soundtracket til puddelhundehævien, "The Final Countdown". Polle fra Snave har nærmest udødeliggjort nummeret inden for de seneste år, men Europe er altså ikke kun "The Final Countdown". Europe er først og fremmest et fantastisk kompetent hard rock band, hvis referencer især i 80'erne var tydelige: De største 70'er bands som Thin Lizzy, Deep Purple, Rainbow, Whitesnake. Bands som var meget melodiske og til dels også bluesinspirerede.
Europe huserede fra 1986 til 1992, hvor deres på det tidspunkt foreløbigt sidste album, det noget skuffende "Prisoners in Paradise", ikke kunne leve op til de to helt forrygende forgængere "The Final Countdown" og "Out of this World".
Den 18. oktober 2004 bliver spændingen så udløst. Europes modne og modige comeback "Start From The Dark" bliver udgivet, og det er tydeligt, at årene ikke er forsvundet sporløst hen over Joey Tempest, John Norum, Mic Michaeli, Ian Haugland og John Levén. På den gode måde altså.
Der er ikke store, pompøse keyboards, poppede MTV-holdbare refrains og total puddel-attitude, men derimod et på én gang både tidløst og meget moderne up to date udtryk. Man kan - for at yde dette album fuld retfærdighed - skrive at det bedste og mest tunge fra 1970'erne rammer den moderne grunge- og nu-metal kombinerede lyd; især på guitarerne. Det er tungt, nedstemt og rigtig dejligt sovset sine steder.
Guitarist John Norum har da også været det bandmedlem, der i den lange pause har været mest aktiv med udgivelse af fem fremragende soloalbums og to livealbums samt samarbejde med bl.a. den tidligere Deep Purpe-sanger Glenn Hughes og Dokken-frontmand Don Dokken. Tempest har udgivet tre ganske afdæmpede og eftertænksomme soloalbums, mens Michaeli, Haugland og Levén først og fremmest nød berømmelsen midt i og i sluthalvfemserne, hvor de tre kompetente herrer bl.a. spillede sammen med Glenn Hughes på dennes mest effektive soloalbums samt ikke mindst det forrygende livealbum "Burnin' Japan Live".
Europe anno 2004 er som sagt meget, meget fjernt fra Europe anno 1986. Det melodiske ligger og ulmer i baggrunden, men får aldrig rigtigt overtaget, og det er noget af det, der gør albummet langtidsholdbart: det underspillede, eftertænksomme og ironisk nok ganske afdæmpede - set i forhold til de møgbeskidte og tunge guitarriffs, som er meget dominerende på albummet.
Energien på albummet, der som Europes albums i 80'erne er produceret af Kevin Elson, lover helt fantastisk godt for den koncert, som jeg glæder mig til på søndag i KB-Hallen. Spændende, hvad Europe har tænkt sig at gøre ved de store hits fra 80'erne. Hvis de får pakket de gamle ind i den nye lyd, så bliver det altså en fantastisk aften på søndag!
De første tre numre, "Got To Have Faith", "Start From The Dark" og "Flames" lægger den helt igennem fede og tunge bund på et album, der helt er blottet for svage numre. "Hero" lugter en lillebittesmule af det gamle Europe, mens den på én gang både afdæmpede og højenergiske "Wake Up Call" - med ond Zakk Wylde-lyd på guitaren - virkelig sparker igennem. "Reason" er virkelig Europe anno 2004 med et stænk af det mere afdæmpede Soundgarden og Chris Cornell. Og ja, det lyder sgu også lidt henad Tim Christensen, noget af det! F.eks. "Sucker"
"Roll With You" har lidt balladekarakter og "Spirit of the Underdog" og "Settle for Love" er ballader, men mere i singer/songwriter traditionen. Slet ikke som eksempelvis den kvalme lighterballade "Carrie".
Ja, Europe er tilbage! Ja, det er fedt! Og ja, det er specielt fedt, at de starter i den mørke, tunge og dystre afdeling af hard rocken.
Tør de overbærende smil væk og fis ned og køb "Start From the Dark". Europe fortjener en ny chance, så bandet kan få den kunsteriske anerkendelse, det har fortjent i snart tyve år.
Kunstner
Titel
Start From The Dark
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter