Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Opgøret gryr i vestens egeskove

Updated
Winterfylleth-The-Reckoning-Dawn-01

Winterfylleth spiller black metal, men så spiller de også nogle gange gammel engelsk folkemusik. Denne gang er englændernes udspil, heldigvis, en fejlfri stiløvelse udi førstnævnte.

Titel
The Reckoning Dawn
Trackliste
1. Misdeeds Of Faith
2. A Hostile Fate (The Wayfarer pt. 4)
3. Absolved In Fire
4. The Reckoning Dawn
5. A Greatness Undone
6. Betwixt Two Crowns
7. Yielding The March Law
8. In Darkness Begotten
Karakter
4

Efter et katastrofalt swing-and-a-miss over hele linjen, anmeldermæssigt, fanskare- og labelmæssigt med den engelske kvintets foregående udgivelse, ‘The Hallowing of Heirdom’, måtte Winterfylleth sande, at deres engelske folkemusikseksperiment havde slået fejl. De skulle efter sigende have skiftet setlisten ud midt under touren, der ellers skulle promovere bandets nye udtryk, på grund af massive udvandringer under deres shows. Om det så blot var fiskerhistorier, var det også tydeligt for undertegnede, da jeg ville have syn for sagn og hørte pladen. Albummet var uinspirerende, fladt, sjælløst og mærkeligt patriotisk, men ikke på den fede måde. I virkeligheden så langt man overhovedet kunne komme fra deres udgivelse før det, The Dark Hereafter’, som i den grad sagtens kunne have fået en plads blandt det seneste årtiets bedste albums. I det mindste inden for black metal.

Stokkeslag bærer sjældent frugt, men i dette tilfælde mundede Winterfylleths fuldt berettigede kindhest heldigvis ud i lærdom. Ligeså henrykt denne anmelder var over at opdage bandet flere år tilbage, ligeså romantisk var første lyt på denne nye udgivelse. Jeg forestiller mig, at det er sådan her, et kobberbryllup føles. Velkommen til mørkets bryllupsrejse.

Det der, som Wiegendood kan, det der, Wode også gør, mestrer Winterfylleth også. Måske er det forbogstavet ‘W’, der i dette tilfælde bærer den samsoniske kraft, thi ingen af fanebærerne i disse respektive bands har langt hår. Det virker i hvert fald til at være den eneste fællesnævner, udover evnen til at kunne skrive kompromisløse indledninger. Winterfylleth starterThe Reckoning Dawn’ med trøffel og barbaresco til forret, så du ikke er i tvivl om, at resten af aftenen ved højbordet bliver af en vis kvalitet. Hele første nummer, ‘Misdeeds Of Faith’ virker som en demonstration af, at Winterfylleth er tilbage på de mørke stier: Det er ét langt powertrip. Ingen slinger, ingen pis. Et glædeligt gensyn med ‘The Dark Hereafter’ opstår allerede i andet nummer, A Hostile Fate’ med det flerstemmige herrekor, der, som man kender det fra andre udsøgte black metal bands, fungerer glimrende til en chuggende rytmeguitar, en leadguitars udbrud i solotendenser, anført af fingerspidser og de mælkesyreinducerende blastbeats. 



Man nar lige at løfte et øjenbryn og frygte, at man er tilbage i den samme trummerum som før, og at den kobberbryllupsrejse måske var en dårlig idé, så viser ‘Absolved in Fire’ tilbage til egeskoven. Jeg forestiller mig, at det kan sammenlignes med, hvis ens partner klipper negle i sengen, smasker under maden, siger “ikkås?” på en virkelig irriterende måde eller andre ting, så man egentlig ikke rigtig tror, at man elsker personen længere. Ikke fordi man ikke må klippe negle i sengen, men undertegnede var også klar til at slå op med Winterfylleth dengang, og brændt barn skyr ilden. Det skal dog siges, at nummeret blot agerer det friske pust og opbrud i de ellers knusende tunge og lange atmosfæriske passager. ‘Absolved in Fire’ er nummeret til dig, der tilhører den skare danskere der forelskede sig i Orms ‘Ir’: Den besidder krydder og groove på samme måde, som de bornholmske knejte også nyder godt af. 

Ekko i Europa
Black metallen har i mange år spredt sig som fusionskøkkener, knock-off LEGO og eventyrlystne generation z’ere i og over hele Europa. Ligesom Romerriget har den også skidt på landegrænser. Det, man i kulturvidenskaben med en bred betegnelse kalder kulturlån. Genren er efterhånden blevet en sindstilstand og kræver ikke længere antikristelige tendenser og en umådelig stor trang til at slå dig selv eller dine bedste venner ihjel.

Winterfylleth spiller god black metal. Dog hænger de gamle dyder ved: Winterfylleth har ligesom mange andre i genren fået lov til at gennemgå den klassiske nationalromantiske problematik. Kan man overhovedet lave musik om sit fædreland uden at være nationalsocialist længere? En problematik, vi desværre også stadig diskuterer herhjemme. Svaret er såre simpelt: Selvfølgelig kan man det. Både som dansker og som englænder. Det skal dog understreges, at det ikke er ensbetydende med at man skal lave et helt album udelukkende med folkemusik. På den note afrundes ‘The Reckoning Dawn’. Med kor og strygere, storladent og underjordisk. Som et ekko i en egeskov, et opgør og en modkultur. Præcis som black metallen gør det bedst og vil blive ved med at gøre det. Således slutter bryllupsrejsen, og jeg håber så inderligt, at vi ikke endnu engang skal hjem til dagligdagen med næste udgivelse som en total skuffelse.

Winterfylleths album bærer intet nyt med sig og er heller ikke et mesterværk. I hvert fald ikke noget, der definitivt sætter øen mod vest på verdenskortet som et potent black metal-rige. Mindet om et af de bedste albums nogensinde i genren kan man dog ikke tage fra dem, og vores jubilæum pustede liv i det bål, jeg var bange for var gået ud for længst. Derfor bliver det ikke fuld plade i denne omgang, men i morgen gryr atter en dag.