Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Italiensk gore for viderekomne

Updated
Fulci Exhumed Information

Italienske Fulci spiller brutal dødsmetal, hylder horror-filmen 'Voices From Beyond' og foretager eksperimenter på musikken. Og det er ikke for sarte sjæle.

Kunstner
Titel
Exhumed Information
Dato
23-07-2021
Trackliste
1. Autopsy
2. Voices
3. Nightmare
4. Evil
5. Funeral
6. Tomb

7. Glass
8. Child
9. Fantasma
10. Cemetery
Karakter
3

'Exhumed Information' er en todelt affære, hvor første halvdel er old school dødsmetal tilsat en moderne produktion, og de sidste numre på pladen er mere eksperimenterende, og det giver pladen et varieret udtryk.

Fulci har eksisteret siden 2013, og de udsendte debutpladen 'Opening The Hell Gates' tilbage i 2015.  Den blev fulgt op af 'Tropical Sun' i 2019, hvorefter pandemien satte ind. Siden da har de kastet sig over denne plade, der er en hyldest til filmen 'Voices From Beyond'. En horrorfilm fra 1994, instrueret af Lucio Fulci. Bandet er nemlig opkaldt efter selvsamme instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller.



Pladen starter da også med sangen 'Autopsy', der indeholder et lydklip fra filmen 'Voices From Beyond', hvor det er selveste Lucio Fulci, der leverer en monolog. Han spiller patolog og er i gang med en obduktion af en af filmens hovedpersoner. Derefter starter pladen med 'Voices', og det er brutal dødsmetal i lige linje fra Obituary og Cannibal Corpse. Der er smæk på samtlige instrumenter, og det kan høres, at Fulci samarbejder med kompetent personale bag knapperne. De har været i Till Deaf Studios, hvor Ando Ferraiuolo har produceret pladen. Herefter blev den sendt til Arthur Rizk, der har mastered den. Rizk har tidligere arbejdet med Power Trip, Cirith Ungol og Tomb Mold. Det kan høres, at Fulci har været i trygge hænder under indspilningen.

Sange som 'Nightmare' og 'Funeral' er tunge, brutale og blandt de bedre på pladen. Men alt er ikke, som man skulle tro. Sådan er det både med horrorfilm og dødsmetal, der hylder selvsamme. For da pladen lukker af for 'Tombs' og når til nummeret 'Glass', sker der noget. Det hele bliver instrumentalt, og der introduceres synthesizer som bærende element. Det er som at blive suget ind i en verden af filmmusik fra firserne og halvfemserne i de b-film, der bevægede sig i genrerne gore, horror og splatter. Der kan man så smide en masse navne, men vi bliver i hvert fald nødt til at nævne John Carpenter her, som Lucio Fulcis amerikanske modstykke. 



Bandet Fulci samarbejder med TV-Crimes på de sange og særligt på 'Fantasma' hører man, hvordan guitarerne, og det elektroniske blandes ganske fornemt. Alt i alt er 'Exhumed Information' et tveægget sværd. Første halvdel er solid og veludført dødsmetal, mens anden halvdel er en slags soundtrack. Begge halvdele er en hyldest til filmen 'Voices From Beyond', og værket som helhed fungerer. Måske nok bedst, hvis man også er bekendt med Lucio Fulcis film og horror/gore-filmgenren i det hele taget.

Er man til både dødsmetal og horror, så er Fulcis 'Exhumed Information' et spændende, eksperimenterende værk, der kan nydes mens man obducerer noget. Eller nogen...