Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen

Populær
Updated
HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen
HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen
HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen
HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen
HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen
HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen
HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen
HDDT '15: Forrygende Dopethrone genvandt tronen

De canadiske bong-metallere overgav sig aldrig, da de lukkede fredagen indhyllet i dagens største røgsky.

Kunstner
Spillested
Dato
01-05-2015
Genre
Karakter
5

 

Man kunne være fræk at antage, at mængden af joints i distribution under en koncert på Heavy Days er sigende for, hvor vellykket et band gør sig på scenen. Men den går ikke. For intet band på denne festival undslipper at blive båret med af en stor, tung røgsky.

Alligevel lod det til at Dopethrone havde taget netop den udfordring på sig, nemlig at henkaste Doomtown-folket i dagens mest massive bølge af marijuana-tåger. Med deres selvproklamerede scum fuck blues, der bedst kan oversættes til en mere metallisk udgave af Electric Wizard, hvis klassiske album af samme navn gruppen også har taget deres navn fra, kommanderede de utallige tunge, sløve svaj i nakken.

Sange om misbrug

“Det her nummer handler om heroin – lad være med at tage heroin!” udbryder Dopethrones karismatiske hovedmand Vincent allerede to numre inde i sættet og sætter gang i et nyt sludget riff, der svinger som smurt i hampolie – og straks får alle til at glemme trængslerne efter en hel dag med ubarmhjertige toner.

Det ene nummer tager det næste sug – og her vil bandet heller ikke holde sig tilbage. Cirka halvvejs er det blevet tid til en lille puster fra den canadiske ghetto-musik, da Vincent til stor glæde for alle tænder op i to store lyn, som går sin gang ud i mellem den vuggende masse i den stopfyldte sal.

“Okay, det næste nummer er vores hurtigste,” brøler Vincent atter, mans han troner som en anden stammeleder for at slå over i aftenenes måske mest sløve progression af et riff. Alt ved bandet er en komisk kliché, men de spiller så godt op til den, at det bliver deres styrke. Dopethrone kender om nogen deres publikum og ved, hvordan man holder festen i live, selvom musikken stort set er en bearbejdning over den samme formular – et fedt riff – der kun sjældent bliver brudt af ellers ganske habil lir på øksen.

Til trods for koncertens sene tidspunkt formår Dopethrone at holde dampen oppe hele vejen igennem og sender dermed festivalgæsterne hjem med en tilfreds buldren for ørene. Et band, der muligvis ikke skinner på plade, men live gengæld tilfredsstiller selv den største sult efter soniske munchies.