Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sur-sød Hello Kitty-metal

Populær
Updated
Sur-sød Hello Kitty-metal

Babymetal skyder med bløde bamser i endnu en omgang uskyldig, men overvældende smagløs og snasket salve Melodi Grand Prix-metal.

Kunstner
Titel
Metal Resistance
Dato
01-04-2016
Karakter
2

“Babymetal har formentlig ingen langtidsholdbarhed, men hvis det kan betyde, at der bliver hevet nogle Justin Bieber-plakater ned fra en række teenageværelser, så er det fint nok,” lød en del af analysen, da vi anmeldte Babymetals debutalbum.

Og det samme kunne siges om gruppens nye album med den godt oppustede titel 'Metal Resistance'. Tretten skæringer skåret ud i benhård markedsanalyse, plastik og søde kattekillinger. Intet ved Babymetal kan siges at være et “ægte” band. Den mest fremtrædende af de tre babymetallere er den 18-årige Su-Metal eller Suzuka Nakamoto, som tidligere har i optrådt i to andre bandkostellationer fabrikeret af det japanske underholdningsbureau Amuse, Inc.

Det er præmissen for, at verden kunne få dette på en gang underholdende, men også utroligt aparte musikfænomen kaldet Babymetal. Altså, tre unge piger i skoleuniform, som med nærmest ufrivillig arrogance synger i høj autotune over det ene generiske stykke metal efter det andet. Lidt død, lidt black, lidt metalcore og en hel masse Hello Kitty med en anonym growlen her og der.

Kender man lidt til japansk kultur, er Babymetal måske slet ikke så mærkeligt. Mærkeligt som i, at vi herhjemme nok stadig er langt fra en lignende kommerciel orkestrering af musik. For i Japan er de meget glade for “Kawaii”. Med andre ord: at se sød ud. Men ikke nødvendigvis at være det. Hovedsageligt målrettet mod teenagere er det måske derfor en smule absurd for denne skribent overhovedet at indtage Babymetal. Det kan jeg heller ikke. Men jeg gør det alligevel.

Med tanke på, hvad verden ellers rummer af grusomheder, får Babymetal to høflige firkanter. Hvis du er 13 år og vil give dem fem, så er det fint. Formentlig er det bare noget, som man vokser fra. De er her, de har millioner af fans. Det mest interessante spørgsmål er i stedet: Hvad kommer efter Babymetal?