Tom G. Warriors Triptykon gav en sønderknusende, men lidt for kort koncert på Roadburn, hvor det også godt kunne mærkes, at kvartetten aldrig havde spillet de nye sange live før. Dén sorte rust har de dog med garanti rystet af sig, når det er juni, og der er Copenhell.

Bölzer var festivalens højest spillende band, da de søndag eftermiddag krydrede Afterburneren med en opfindsom blanding af død og black. 

Yob er med årene blevet et husorkester på Roadburn. Det blev understreget i i år, hvor de foran savlende doom-tilbedere igen indtog Main Stage to aftener i streg. 

Magma var Roadburn-programmets største scoop i år, og det progressive orkester fra Frankrig levede da så sandelig også op til deres kultstatus.     

Roadburn og Opeth var et match made in heaven, og det rutinerede svenske band leverede festivalens bedste koncert.  

Rendestenens allstar-band, Corrections House, levede op til de ulmende forventninger og leverede en Main Stage-koncert, der udlangede soniske øretæver.  

Torsdag aften ved midnatstid lukkede tysk/tyrkiske Mantar Roadburns mindste scene med en sund feberudladning af metal-energisk kraft.  

Rutinerede Sourvein havde fået æren at åbne Roadburns Main Stage med deres klassiske doom-sludge. Desværre forblev æren helt deres. 

Gendannede britiske Loop tog Roadburn tilbage til den britiske neo-psykedeliske 80'er-scene med masser af guitarstøj og soloer signeret Robert Hampson. Koncerten bød samtidig på festivalens bedste lyd takket være en meget aktiv lydmand.

Hyggelig akustisk eftermiddagskoncert med kult-prog/folk-foretagendet Comus, der sang om hekse, mord og voldtægt, men kun sjældent nåede ud over scenekanten i den i længen lidt ensformig seance.

San Diego-kvartetten Harsh Toke gav to jamkoncerter fyldt med den klassiske rocks jamdyder: Den første af dem havde Patti Smith-guitarist Lenny Kaye som gæstemusiker, den anden var på hovedscenen lørdag ved midnat. Ingen af koncerterne lettede for alvor.

Et interessant og vovet forsøg fra grind-pionererne Napalm Death endte på Roadburn som en mislykket seance med et band, der virkede ude af deres element i eget materiale.

I næste uge begynder Roadburn Festival 2014 – musikfestivalen, som de sidste fire år har fået Devilution til at drage mod den lille by Tilburg i Holland. Vi funderer lidt over, hvad det er ved Roadburn, der får os til at vende tilbage.  

I den forgangne uge sikrede Devilutions efterhånden trofaste Roadburn-gængere sig billetter til også næste års udgave af det, vi er nogle, der godt kan lide at kalde for verdens bedste metalfestival. Men hvad er det lige, der gør Roadburn Festival så forbandet populær?

Udstyret med fotografiapparater spankulerede Devilutions Jacob Dinesen rundt på Roadburn Festival i jagten efter en metalkoncert. Resultatet følger her:

Lørdag aften indtog High on Fire Roadburns Main Stage for anden gang i år, hvilket medførte en omgang varm metallisk festivitas af tight-spillede numre i et smuk møde med et pokkers veloplagt publikum.  

Roskilde-aktuelle Uncle Acid & the Deadbeats leverede en overordentligt medrivende koncert på Roadburn, der både var yderst velspillet og leveret langt mere professionelt, end man havde set komme. 

"Afterburneren" bød på en dobbeltkoncert med Ihsahn og Leprous, som vi vælger kun at bemærke via en videooptagelse, og ellers var der lidt af hvert i form af prog med Astra, japansk teater-black fra Sigh, krautrock fra Michael Rother, der spillede NEU!-sange og en bedre koncert med Die Kreuzen!

Godflesh var inviteret tilbage til festivalen for denne gang at spille albummet ’Pure’ fra start til slut for første gang nogensinde. Det resulterede ikke alene i en af de bedste, men også den mest tidløse koncert på Roadburn i 2013. 

Gendannede Dream Death leverede en sjælden europæisk optræden, der modsat torsdagens koncert med Penance havde det punch, der skulle til for at holde nakkemusklerne og luftguitaren kørende.