Med et nyt album i bagagen vendte Ghost tilbage til Danmark med et show, der emmede af gentagelse, men som ikke desto mindre var veludført og utrolig medrivende.
Troldspejlet længe leve! Jakob Stegelmann og Aarhus Symfoniorkester leverede en legendarisk koncert, hvor nostalgien, nørderierne og fællesskabsånden var på sit højeste.
Copenhells andet uofficielle hovednavn er det, du bliver mest træt af at være gået glip af, når du hører vennerne snakke om det.
Det kan godt være, at det stadig kun var morgen for en del af publikum, sådan en tidlig fredag eftermiddag, men gang i pitten kom der nu til Exodus' show på Copenhell
Ozzy Osbourne fik sagt farvel på Copenhell, og dét med æren i behold. En levende legende levede op til sit navn og status.
Fem år efter deres sublime koncert på Copenhell var Alice in Chains tilbage. Og de både matchede og toppede den optræden med et show, der bør gå over i historien som en af Copenhells bedste koncerter nogensinde.
Efter otte år var Deftones tilbage på Copenhells hovedscene, stærkere end nogensinde før og med 18-årsfødselsdagen for deres legendariske album ‘White Pony’ i rygsækken.
Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.
Som debuterende hovednavn klarede finske Nightwish sig absolut til bestået. Men har man set bandet før med bedre lyd og mere engagement, var helhedsindtrykket let skuffende.
Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.
Uden decideret at fejle ramte Europe ved siden af og scorede først den store gevinst fra publikum til allersidst.
Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten
Slayer var årets sidste band på Copenhells hovedscene. Med god grund! Thrashikonerne knuste festivalens øvrige navne i suveræn stil.
Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.
Der havde været usikkerhed om Five Finger Death Punch i dagene op til Copenhell, men fredag aften kvaste de alle bekymringer og gav et brag af en koncert.
Amerikanske Alter Bridge kom aldrig ud over scenekanten og gav en kedelig og anonym koncert på Copenhell. De blev kun lige reddet af de to ekstranumre.
Airbourne gav en udmærket koncert, der blev til en regulær fadølsfest. Det er dog umuligt at abstrahere fra den åbenlyse parodi, deres musik i virkeligheden er.
Indholdet, rammerne og publikum var der. Alligevel toppede System of a Down kun få steder i deres halvanden time lange koncert, der mest af alt var præget af for meget rutine, der virkede som en spændetrøje for bandet.
Der blev knyttet næver og råbt protester og paroler, da Prophets of Rage indtog Helviti-scenen tidligt torsdag aften. Men revolutionen udeblev.
Rival Sons var kompetente som musikere, men det var den fænomenale vokalist, der reddede æren for bandet, der føltes som det gode rockband, der gør alting lige efter bogen, men alligevel har svært ved at skabe noget mindeværdigt