Siden 1993 har Exciter ikke været samlet i det oprindelige lineup. Det blev de i april i år og på Sweden Rock var det som at være tilbage i 1983 hvor det hele startede.
Har du også gået og manglet opskriften på hvordan man ødelægger sit eget festivaljob? Så læs med her.
"I've had two hours of sleep and a few beers this morning". Scott H. Biram er den ægte vare i bluesens ånd. Og er mere 'son of anarchy' end den populære serie, han har leveret musik til.
Dark Tranquillity åbnede Rock Stage som de første kl. 12, men udviste ingen træthed, og gjorde tværtimod starten på fredagen til en af de bedre.
Giraffen blev beset, og selvom den var mere levende end man kunne have forventet, savnedes alligevel gnist og overskud i eftermiddagssolen foran hovedscenen.
De færreste black metal-bands matcher Marduks niveau. Fredag midnat blæste svenskerne publikummet bagover med en opvisning i musikalsk vanvid. Copenhells gæster har en oplevelse at se frem til!
Det bliver ikke mere heavy metal, end når Judas Priest er i topform. Det var briterne i den grad i Sverige, hvor de leverede festivalens højdepunkt med en suveræn koncert.
Vince Neil kunne hverken synge eller huske teksterne. Mick Mars lignede Boris Karloff. Verdens mest afdankede band overgik sig selv og gav en historisk elendig "koncert".
Hollandske Asphyx havde fået til opgave at lukke Sweden Rocks 4Sound Stage, og med kun en time til rådighed kaldte koncerten på fuld damp på alle kedler.
Kvelertak spillede lige på og hårdt med kraft som en raketmotor, men det rakte ikke til at fylde Sweden Rocks hovedscene ud.
Veteranerne i Bad Company med Paul Rodgers gav en hyggelig eftermiddagskoncert, der dog ikke rykkede ved andet end beholdningen i ølflaskerne rundt omkring på pladsen.
Blue Öyster Cult gik på Sweden Rocks hovedscene netop som regnen begyndte at vælte ned. Og det medførte en ærgerlig drukning af amerikanernes overlegne rifffest.
Der var ikke en finger at sætte på Soundgardens koncert på Sweden Rock. Til gengæld fik man et ærgerligt indtryk af fire musikere, der nærmest intet har til fælles, og som mest spillede, fordi de skulle.
Det var næsten ikke til at holde ud at se Ozzy Osbourne udlevere sig selv, som han gjorde lørdag aften. Men publikum elskede ham.
Årets mest medrivende koncert på Sweden Rock Festival blev overraskende leveret af et nærmest genfødt Thin Lizzy, hvor sanger Ricky Warwick med sin udstråling, karisma og stemme var tæt på at udfylde Phil Lynotts sko helt.
Fokuserer man udelukkende på de øjeblikke, David Coverdale deltog i løjerne, så leverede Whitesnake noget nær helt i top på Sweden Rock Festival.
Det var ren verdensklasse, da Mr. Big leverede en rystende opvisning i, hvordan man kombinerer overlegen musikalitet med poppet rock.
Fredagen bød på en god flok voldsomt gode oplevelser, og David Coverdale beviste – heldigvis – at han stadig er kongen af Sweden Rock Festival.
Torsdag leverede gode, stærke musikalske oplevelser – og en headliner, der ikke var tændt fra start.
High on Fire leverede - som altid - den tungmetalliske vare. Men desværre heller ikke så meget mere end bare dét.