Ungdomshusets doomfestival havde lidt svært ved at komme fra start på andet år, men blev reddet af brøleharmonier fra et erstatningsnavn og knallertrock fra et stamband.

Franske boogiedoom-kæmper, aggressive misantroper, en seriemorder og makedonske noiserockere gjorde andendagen i Ungdomshuset til en succes. 

Northern Discomfort bød på to dages doom, sludge og generel menneskelede i sommersolen.

Devilutions udsendte fik sig en uventet gæst og krimi-historie med hjem, da de japanske stonerrockere Guevnna åbnede munden på Heavy Days in Doomtown og gav deres første interview nogensinde.

Night Profound gav en ægte søndagskoncert med deres semiakustiske doom folk, som de aldrig helt formåede at få draget folk ind i.

De amerikanske stonerdoom-veteraner sørgede for riffene og lod aldrig festen fuzze ud.

Japanske Guevnna druknede i støj, vaginal behåring og en manglende guitarist, men overvandt sig selv og lyden med energisk optræden.

Lørdag på Doomtown var festlig og velbesøgt, men efter en musikalsk forrygende fredag, var der desværre ikke meget at hidse sig op over i løbet af dagen.

De canadiske bong-metallere overgav sig aldrig, da de lukkede fredagen indhyllet i dagens største røgsky.

The Order of Israfel leverede en velspillet koncert gennemsyret af kærlighed til inspirationskilderne, men også blottet for personligt særpræg.

Med kolossalt høj lydstyrke forsøgte Conan at kompensere for manglerne i trioens jævnt kedelige musik.

Evil Spirit bød på en kaloriefattig buffet af halvkedelige Black Sabbath-riffs garneret med stænk af fræsende black metal.

Den københavnske stoner/death-trio Reefer skulle vække et festramt Ungdomshus og Doomtown-publikum til live igen på andendagen af Heavy Days In Doomtown.

Bas- og trommeduoen Bell Witch havde fået bedre plads til al deres lyd end forrige år, og deres kosmiske doom var en smuk afslutning på HDDT.

Heavy Days in Doom Town lukkede ned med den hidtil mest formfuldendte festival uden mange afstikkere ud i andre genrer end den, det det hele handlede om: Doomen.

De finske bølledoomere levede i hvert fald op til deres navn ved at være hætteklædte og lidt irriterende. Det er så også det bedste, der er at sige om dem.

En undskyldning for at drikke bajere og spille musik. Måske. Men samtidig også maleriske fortællinger om alt fra motorcykelbøller til Stonehenge.

Abysmal Grief tog med deres særlige horror metal publikum med på en rejse til mørket i det hinside, hvor alt gik op i en højere enhed.

Ægte rock'n'roll er langt fra død. Og hvis det er op til Horisont, lader den ikke til at være klar til at blive lagt i graven i den nærmeste fremtid. Gud ske tak og lov for det!

Mantar var 100% parate til at vælte Dødsmaskinen, hvilket de også gjorde i den første halve time. Men i længden sev energien ud af den tysk/tyrkiske duo.