Med praktikaliteterne ude af vejen sparkedes årets udgave af Summer Breeze i gang med lunkne temperaturer og dertil svarende lunkne rutinepræstationer, hvor kun Midnight havde blod nok på tanden til at holde os i kog.
Soens stramme progskabeloner fik liv og sjæl, da aftenmørket lagde sig på den sidste dag over Summer Breezes næststørste scene.
Førstedagen var af den mindre forløsende karakter, hvor de fleste bands lød, som om de bare var endnu en dag på kontoret. En dag, hvor publikum til Kataklysm var det mest memorable – udover lejren.
En times gåsehudsfremkaldende føle-metal var lige, hvad de sortklædte horder søgte sent fredag aften. Alcest leverede varen med blot få kantede afbræk fra deres velkendte højstemte elegance.
Stjernehimlen lagde sit blålige skær over T-Stage på sidstedagen af Summer Breeze, og Sólstafir supplerede settingen med ambiens og bravour i sublimt afstemte mængder.
Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.
The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.