Lacks koncerter var uforudsigelige og overstadige, og deres sidste koncert var ren katarsis. 13 år senere genopstår de for en aften.
I harsh noise skyes ingen midler for at nå det mest ekstreme udtryk. Det lykkes sublimt for en kenyansk duo og løber ud i selvtilfredshed i Aarhus.
Mine damer og herrer, det bliver værre og værre: Powerviolence og hardcore er ikke et oprør længere, men når det er bedst, formidler det frustrationen over oprørets umulighed.
Drama! Følelser! Sværd og trolddom! Og masser af hardcore, power violence og speed metal til at skabe et robust skjold mod den plage, nedlukningen er.
Sluk den lighter, og løft næven i stedet: Powerballaden er meget mere end klynk. Når den er bedst, er den det ypperste udtryk for alt det, metal kan, der dækker hele følelsesregistret fra triumf til musikalsk trafikuheld.
Heller ikke i metal passer én størrelse til alle. Nyhedsbrev # 501 er en passende anledning til at gøre op med klassikerne og bare favne moderne metal i al sin ækle diversitet.
Hvad har Kanye West, Queen og Beatles som fællesnævner? Grindcore, tilsyneladende. I hvert fald på fire virkelig stærke udgivelser og en virkelig slap én.
Hvorfor overhovedet spille andre former for heavy, når thrash metal findes? Neo-thrash-bølgen nægter at ebbe ud, og bands som Havok og Vampire giver ingen grund til at ønske sig andet – men Warbringer er bølgens problematiske understrøm.
Hvide basketstøvler og vidtåbne arme: Thrash metal var en smuk og uskyldigt åbensindet subkultur med plads til alle i pitten. Men i sidste ende ændrede den ikke for alvor så meget for særligt mange.
Ny musik, der lyder akkurat som gammel musik, siger du? Vi er der som et søm! Specielt når en ny generation spiller den klassiske hardcore langt bedre, end veteranerne selv forvalter arven.
I forhold til nabolandene er Perus metal stort set ukendt i udlandet. Det er det også i hjemlandet. En gruppe akademikere retter op på det sidste med en udstilling om 40 års peruviansk metal. Devilution har besøgt udstillingen i Lima og talt med arrangørerne.
Fra en sofa på en skaterbar i Lima filosoferer klummisten over Phil Campbell fra Motörheads lod i livet og prøver at lade være med at overføre det på sig selv. De lokale grindcoreveteraner Dios Hastío er til gengæld komplet ligeglade med den slags.
Frivole absurditeter, en mørknende nostalgi, en længsel efter et tydeligt godt og ondt og en omfavnelse af kaos og moralske gråzoner. Med ildevarslende retro-synth henover. Selvfølgelig måtte metal elske ‘Watchmen’ i 2019.
Er du også træt af at forholde dig kritisk til prioritetsudgivelser? Vi guider til seks aktuelle hardcore-plader, du kan overgive dig betingelsesløst til i stedet.
Konfrontatorisk, ekstremt, spektakulært, effektivt og aldeles tomt: Roskilde Festival-aktuelle Full of Hell løber med al opmærksomheden, men der er væsentligt mere holdbare ting at komme efter i grindcore for tiden.
En ciderfestival i San Sebastián bliver et billede på en delirisk nonchalance, der går igen i to aktuelle baskiske udgivelser fra Lisabö og Altarage.
Tyve år efter debuten står Soulfly stadig i skyggen af Sepultura, når de spiller på årets Copenhell. Og Max Cavalera ved det tilsyneladende godt selv.
Riff-mageriet er en klassisk dyd, der er ved at forsvinde, og med det forvitres selve metallens fundament. Hvad vi står tilbage med, er en bunke attitude og absolut forglemmelighed.
Engang var metallerne skræmmebilledet. Skulle man tro mainstreamfilm og -medier, var det højeste, vi kunne gøre os forhåbninger om at blive i 2017, et ynkværdigt sidekick.
“Hvad putter de i vandet i vandet derovre?” På metal-scenen har man svært ved at greje, hvordan en lille ø som Bornholm kan fostre så ambitiøse orkestre som Orm, Rising og Sunless Dawn. Fælles for dem er en storslået lyd, og at de alle har forladt deres fødeø. Men noget har de taget med sig fra Bornholm.