Mens militærdiktaturets dage efterhånden var talte, var den chilenske thrashscene klar til at albumdebutere i 1988. I anden del af artikelserien fortæller Yanko Tolic fra Massakre/Massacre og Andrés Marchant fra Necrosis om at miste gejsten, netop som scenen havde vokset sig stor.
Metallen er allestedsnærværende i Chile og har været en dominerende modkultur siden militærdiktaturets tid. I første del af en artikelserie om den chilenske thrashs historie beretter Yanko Tolic fra Massakre om, hvordan det var ham, der startede det hele.
Hvor andre har forsøgt at blive ved med at genopfinde posthardcoren og hive den i alle mulige retninger, har Patrick Kindlon dyrket den som en fast form. Med kunstnerisk succes endda.
I første del af en serie på to ser vi med afsæt i nye plader fra Titus Andronicus og Fucked Up på, hvordan man kan videreudvikle 80’ernes posthardcore, selvom overgangsgenren selv forlængst er fortsat ud i andre genrer.
Med en blanding af virkelig dårlig timing og en vis skepsis overfor Copenhells altfavnende natur begav Briller Af Stål sig derind hvor alle er venner, intet er farligt og laveste fællesnævner aldrig for langt væk.
At se bands fra 80’erne og 90’erne gendannes på stribe er som et se ekskærester bolle forlegent med hinanden. Og nåh ja, så er det ikke ligefrem noget, der gavner scenen.
Heavy Days in Doom Town, Roadburns coolere, mindre prætentiøse lillebror, takker af med sidste ombæring i weekenden, og det er alt, alt for tidligt.
I sidste del af artikelserien leder vi efter det særligt brasilianske hos en række nyere thrashbands. Og vi ser på den historie, der ligger bag det at tale om brasilianskhed.
Den brasilianske metalscene lever i skyggen af sin egen historie. Flere af de bands der var med til at skrive historien, forsøger nu at skrive videre på den.
Leder man efter svar på, hvorfor det lige var Sepultura, der brød igennem fra Belo Horizonte, er genudgivelsen af Sextrashs debutalbum 'Sexual Carnage' et oplagt bud på en forklaring.
Hvis man bare er sikker nok i sin stil, er det ikke nødvendigt at være original. Men at der er nogle klassiske faldgruber, man bør vare sig for, viste to aldeles forskellige shows i den forgange uge.
Uanset hvilken slags metal vi hører, er der en ting, vi alle kan være enige om: den sorte band-T-shirt. Briller af Stål guider dig til en stilfuld brug af merchandise.
Hen under jul fik 'Salad Days' om Washington, D.C. hardcore-scenen premiere. Endnu en dokumentar om hardcorens unge år med de samme gråhårede scenesters, der ser tilbage på deres, nåh ja, salad days. Briller af stål ser på, hvor hardcoredokuer har haft det med at fejle de seneste år.
Skønheden er i sin natur flygtig, det er selve det forlokkende ved den. Med afsæt i Monos seneste todelte værk og deres 15 år lange forsøg på at fastholde den for at meditere over den, reflekterer Briller af Stål denne gang over, hvordan det i sig selv er en forbrydelse mod skønheden som sådan. Og hvordan man kommer videre derfra.
Metalcore opfylder tilsyneladende et behov hos et publikum, men bør det overhovedet tilfredsstilles? Med afsæt i aktuelle udgivelser fra de flakkende veteraner Unearth og de imponerende professionelt upersonlige Lost In Despair prøver Briller af Stål at forstå metalcore for at kunne anvise en vej ud af genren.
Vi spejler os uvægerligt i forbilleder for at styrke vores egen personlighed. Men når vi ufrivilligt ser os spejlet i dem, vi anser for uværdige, er det, at det går op for os, hvad vi i virkeligheden er. At vi er middelmådige, forudsigelige og alt andet end de unikke, sammensatte skabninger, vi gerne vil opfatte os selv som. Det er den erkendelse, Briller af Stål når ved at høre Downfall of Gaia.
En rask sammenfatning af Oren Ambarchis lydunivers kommer nemt til at lyde som en krigserklæring. Men det er ikke menneskeheden som sådan, den australsk-irakisk-jødiske avantgardemusiker bekriger, det er den traditionelle tilgang til instrumenter og komposition. Og undervejs finder han en uudgrundelig skønhed og harmoni de særeste steder.
Southern Lord er mest kendt som ham-fra-Sunn-O)))s-label og som sådan forbundet med doomy subgenrer, black, dark ambient og avantgarde. På det seneste er de branchet ud og begyndt at gøre det i hardcore. Briller af Stål prøver at forstå hvorfor.
Black som selvhjælp, som følelser og som ét stilgreb blandt mange: I blackened hardcore er man ikke forpligtet over for genren, og det er ikke kun godt.
Al den metal, der ikke er rigtig metal, og den hardcore, der ikke rigtig er det heller: En ny klumme for det korthårede, cardiganklædte og brillebærende segment.