Der var frygt for afbud, men en god vikar førte Heaven Shall Burn sikkert igennem showet, der åbnede Helviti lørdag
Der var gået monsterstemme i vokalen hos John Cooper, men han kæmpede alligevel heroisk og var stadig en vigtig faktor i den fine fest.
Sodom lød som thrash i gamle dage, og det var præcis det vi søgte, når man i midnatsstunden valgte mosh-garanti fremfor de samtidige andre musikalske tilbud.
Traditionen tro fik vi et af programmets absolut fedeste navne som afslutning på årets udgave af Copenhell, og trods lidt knas med lyden, havde et stopfyldt Gehenna en kæmpe fest mellem træerne.
Belgiske Wiegedood var helt og aldeles upåvirkede af konkurrence og spilletidspunkt, da de indtog skoven på Copenhell og sendte klyngebomber af repetitiv andenbølgeblack ned over publikum.
Grava, som vi senest så på A Colossal Weekend tilbage i maj havde fået æren af at lukke ned for Boneyard-scenens program for i år, og de gav alt hvad de havde i sig i den stegende hede container.
Blood Incantation har vokset sig fra undergrunden og ind i stratosfæren, og viste deres værd på Hades, men manglede lige det sidste ekstra push, for at det var en koncert for alle – og ikke blot kenderne og de prognysgerrige.
Slipknot var en skygge af sig selv lørdag aften, hvor bandet kørte på 70% og dermed blev en kæmpe fuser som hovednavn på dette års Copenhell.
Når Candace Kucsulain siger du skal starte en circle-pit, så starter du den circle-pit!
Man kunne have frygtet for vind og vejr, men alle tænkelige forhindringer blev overvundet med elegance, da Lorna Shore spillede et af årets bedste koncerter på Copenhell
De svenske pionerer i In Flames startede koncerten i varmen fra flammerne i Copenhells tårne og holdt niveauet hele vejen til mål.
Årets australske twist er Kim Dracula, der skamløst ignorerer alle genrefloskler, og i det rette mindset mestrer kunsten at underholde, alene for skamløsheden.
Tyske Powerwolf underholdt med storladne metal-hymner og skabte forrygende festivalstemning. En time, der inkarnerede heavy metal-fællesskabet på Copenhell.
En af Copenhells mindste scener blev hjem for en af festivalens største følelsesmæssige oplevelser, da Puke Wolf leverede en rå, ærlig og ufiltreret koncert.
Fit For An Autopsy gik på på den næstmest udskældte scene på festivalen, men formåede at få både hæderlig lyd og et virkelig godt publikumsengagement.
Vanen tro, og fordi jeg har et arbejde, måtte jeg “tidligt” op lørdag formiddag, og vanen tro startede jeg på Gehenna til ingen ringere end fynske Terrorpy.
Sol, varme og hygge over Gehenna lørdag middag, da K-Town endnu engang gør sit indtag på årets plakat – og hvem bedre til opgaven end Gorilla Angreb?
Fleshwater gjorde deres bedste for at vække den lille forsamling der var mødt frem lørdag formiddag. Det lykkedes til sidst, men det foregik ikke uden morgenkramper.
Norske Slomosa leverede bundsolid stener rock med fuld tyngde og dynamisk dedikation.
En god bastard af svedig, støvet tungrock, sludgy blues og så lige lidt metal udgjorde en godkendt start på festivalens anden dag.