Forsinket på scenen og for sent om at spille hits. Accept var udmærket, men nok en koncert, der gik direkte i glemmebogen.
12.30 er morgen på en festival som Copenhell, og havde man behov for en blid start fredag morgen, så kunne The Chains lige præcis det – og så med masser af dansk humor og hygge.
Det har været nogle ret gode dage på Copenhell. Der har været kæmpe opture med for eksempel St. Digue, Mr. Bungle, Orm, John Cxnnor, Lack og Vulvatorious.
Dropkick Murphys’ keltiske folk rock skabte et stort party for de festklædte, men også en ret endimensionel time for vores anmelder.
Orm havde lovet publikum noget særligt og spillede natten episk op med black metal, strygere og blæsere. Og ild!
Alex Terrible tog Copenhell med storm og sendte publikum fra Hades, med en fuldstændigt vanvittig, tilnærmelsesvis ubehagelig oplevelse rigere
De få havde det fantastisk, skabte liv i en mindre pit og hjalp med at slå huller i luften. De fleste oplevede en repetitiv ligegyldighed, der kun var interessant kortvarigt.
Mr. Bungle er mindst lige så relevante i dag som dengang i 1986, hvor de første gang udgav deres nu genindspillede The Raging Wrath of Easter Bunny Demo. En koncert pakket med betydning, og på en og samme tid en ironisk kommentar og en hyldest til den metalscene og det publikum, der var kommet for at høre bandet.
Rival Sons fængsler med svedige rockfeels og en sanger, der mester sit croon - en lækker booking tidligt på dagen til at finde drivet frem på tredjedagen.
Vi nåede ikke målet, men australske Make Them Suffer leverede derimod et yderst vellykket grundlag for crowdsurf-galore.
Elsk dem eller had dem. Skullclub spillede uanset hvad.
Uriah Heep får varmet os op en juni morgen med masser af lune rockvibes fra dengang far var ung.
Undergrundsstorrmerne Vulvatorious var booket ind til at tage et skridt op ad koncert-rangstigen på Pandæmonium. Var bandet klar til den udfordring?
Trods en lille byge undervejs tog Machine Head værdigheden som hovednavn på sig og løb med den. Vi takker for en lækkerbidsken af en koncert!
Kerry King og hans lejesvende fik en time til at gå med sekunda-thrash, der glimtvis aktiverede publikum. Når de spillede Slayer.
Sanguisugabogg leverede død, ødelæggelse, maltrakteringer og dårlig humør. Man fristes med et smil på læben til at sige ”ganske som forventet”.
Amerikanske Zulu er blandt de mest interessante hardcore-navne i de senere år med deres særegne og virkningsfulde mix af powerviolence, r'n'b og alt der i mellem. Interessant var deres koncert på Copenhell dog aldrig tæt på at blive.
Svenske The Hives tog deres spøjse charme og gedigne rockenergi med fra garagen, op på hovedscenen, og satte gang i festen torsdag eftermiddag.
Nogle gange spiller tingene bare ikke. DVNE havde mange ting imod sig, og trods et par stærke plader var det bare ikke deres dag i onsdags.
Khemmis’ længe ventede første show på dansk jord var lækkert forførende på deres egen, tungrockede vis – men bragte også momenter af forløsning.