Lyserøde trykbølger Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/96/17/f4/-XSF2897-53-1480497582.jpg
28. November 2016    

Japanske Boris eksekverede onsdag aften pladen 'Pink' i sin fulde længde. Det var kort og kontant.

Kunstner
Titel
Fossils
Spillested
Dato
23-11-2016
Genre
Trackliste
1. Black Out
2. Pink
3. Woman on the Screen
4. Nothing Special
5. N.F. Sorrow
6. Pseudo-Bread
7. Afterburner
8. Talisman
9. Six, Three Times
10. Electric
11. My Machine
12. Just Abondoned My-Self
13. Farewell
——————————————
14. Memento Mori (tror jeg!)
15. Killmister
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Opvarmning med danske fosiler
Danske Fossils stod for opvarmningen i Lille Vega, der godt og vel var fyldt halvt op. Den instrumentale duo er nogle yderst kompetente herrer, både hvad angår musikalske evner, men også hvad angår lyd. De får en rigtig fyldig og bastant lyd ud af bare bas og trommer. Lyden på bækkenerne lyder dejligt sammen de effektpedaler, som bassisten benytter sig af. Der er rigtig meget ping i anslaget på både hi-hat og ride, som lyder helt rigtigt i det bas-buldrende og ofte fuzzede lydbillede.

De typisk korte sange virker generelt fragmentariske og er uden tvivl krævende rent teknisk. Dette er nok også min hovedanke imod Århus-bandet: Musikken kan virke en anelse fortænkt i forhold til mine egne musikalske smagspræferencer. Der er givetvis masser af nosser i foretagendet, men testosteronet løber i hjernen frem for i hjertet. Dette er der for så vidt ikke noget galt i. Jeg kan dog savne, at man nogle gange bevæger sig væk fra den formelagtige struktur, som en del sange synes at bære præg af, og lader nogle af de mere potente stykker få mere plads og tid.

Man kan tale om en tidslighed i al musik. Tanker om tid fyldte meget hos denne anmelder under koncerten. Der er mange korte stykker med stilhed i Fossils lyd – typisk breaks og punkteringer. Intensiteten og volumen i hovedparten af skæringerne stiger og falder på et splitsekund. Bedst fungerede sangene ’Lard Obstacles’  og ’Crack Horse’, hvor især førstnævnte virkede til at være en snert mere repetitiv i sin struktur. Dette klædte udtrykket, der ikke havde helt samme skitseagtige præg som en del andre titler på aftenens sætliste.

Sætlisten som forventet
Boris gik på kl. 23:00. Om det skyldes, at deres høje volumen kan høres i Store Vega eller på Ideal Bar, skal være usagt. Det var hvert fald en anelse senere end de sidste mange koncerter, jeg har været til i Vega.

Det havde allerede været varslet, at japanerne på denne tour ville spille pladen ’Pink’, der blev udgivet tilbage i 2005.  ’Pink’ var netop den udgivelse, der fik mig med på Boris-vognen. På den ene side er det en udgivelse, der stikker i alle mulige retninger – rock, drone, doom, noise, avan-garde, shoegaze, grunge! Alligevel formår den at have et vanvittigt homogent præg og fremstå som et samlet værk, selvom det kan lyde en anelse selvmodsigende.

Foruden to nyere ekstranumre bestod hele sætlisten udelukkende af sange fra netop ’Pink’. Der var ændret lidt på rækkefølgen – i øvrigt en rækkefølge, der ikke er helt identisk på tværs af cd- og lp-formatet – i forhold til udgivelsen. Vi lagde derfor dronet fra land med ’Black Out’, inden man kom op i gear med titelsangen.

Overraskelsesmomentet er forsvindende lille, når det kommer til den her type af koncerter, hvor en plade skal spilles i sin helhed. Godt nok blev posen rystet, og rækkefølgen ændret, men gensynsglæden med 'Pink'-numre havde unægtelig været det større, hvis de havde floreret på en normal, varieret sætliste. Selvom man vitterligt elsker materialet, så har man lidt et behov for at snuse til nogle af de resterende 40-50 udgivelser.

Powertrio tilsat heppekor
Takeshi på sin dobbelthalsede guitar/bas, Wata på spade og Atsuo på trommer og gong er alle virkelig nogle karakterer. Udtryksmæssigt kan Boris nærmest virke lige så konstrueret som en J-pop-gruppe. Atsuo må siges at være den sprælske, udadvendte type. Han bar i øvrigt et headset under hele koncerten. Til dels for at synge lead på et af aftenens numre, men også for at virke som indpisker i form af højfrekvente skrig under det meste af koncerten. Det ville muligvis ikke være nogen dum idé at begrænse disse tilråb en smule. Omvendt er Boris også så satans fede, fordi de netop besidder en frihed til at gøre lige præcis, hvad fanden der passer dem. Wata er en mere indadvendt type, der mestrer både riffet, støjen og soloen til perfektion. Hun er vitterligt en gudsbenådet guitarist, som man ikke kan få nok af. Sidst er der Takeshi, som er lidt mere balanceret i sit udtryk.

Netop evnen til at balancere sit udtryk er muligvis Boris’ største force. Indimellem kan de godt være tæt på at virke som en parodi på et rockorkester. Heldigvis falder den snart 25 år gamle gruppe aldrig igennem. De har fastholdt en umiddelbarhed og naivitet i deres tilgang til at lave musik, som er ganske beundringsværdig. Lyd- og sangmæssigt har de både fat i noget dybt professionelt i forhold til både sangskrivning og produktion, men dette er samtidigt tilsat et gran undergrund, som giver dem det spark, der kan sende musikken i alle retninger. Man kan aldrig helt vide, hvad der er ved at ske, når man lytter til en Boris-plade for første gang.

I løbet af koncerten tænkte jeg, at der uden tvivl er en god portion Melvins i Boris’ inspirationskilder. Dette er en åbenlys sammenligning, idett Boris netop er opkaldt efter åbningsnummeret fra Melvins-pladen ’Bullhead’ fra 1991. Men Atuso er ingen Dale Crover, og Wata er ikke nogen Buzz Osborne. Japanerne bliver derfor heller aldrig helt så koncentrerede og stakkerede i lyden som de skøre amerikanere.

決別 ("Farewell")
Boris var færdige 00:25 – 85 minutter efter koncertstart. Der var altså tale om et sæt i den lidt korte ende af skalaen, om end man egentlig var ganske tilpas og mættet, da den nyere og megafede ’Killmister’ ringede ud.

Det er svært at tale om deciderede højdepunkter ved aftenens koncert. Generelt var det en fremragende koncert, der havde sin force i både at være solid, når den stod på støjet drone med massiv tyngde som i ’Farewell’, men som havde en næve, når der var tale om hurtigere og mere groovy sager som ’Pink’ og ’Electric’. 

Selvom vi ikke var mange flere end 300, var der godt gang i publikum på de forreste rækker. Den stod på kortvarig stagediving, skubben, sved og Wata-tilbedning præcist som hun fortjener.


Nu er der bare tilbage at vente på, at Boris forhåbentlig snart kigger forbi Danmark igen med en forhåbentlig mere varieret sætliste med numre på kryds og tværs af deres omfattende diskografi. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her