Mærket af tiden og døden
Populær
Alt er på et højere niveau end før for Blazing Eternity, der efter 21 års albumpause gør comeback med deres bedste udgivelse til dato.
2. The Secrets Of White
3. A Certain End Of Everything
4. The Ghosts Of Another Broken Life
5. No Bringer Of Light
6. Your Mountains Will Drown Again
7. The Bells
Et ofte overset aspekt af streamingøkonomiens indtog – forstået som fratagelsen af musikernes mulighed for at tjene egentlige penge på og måske endda leve af musikken – og måske det eneste positive ved streamingøkonomien – er den kunstneriske frihed, det også kan give.
Er man frigjort fra en cyklus, hvor man hele tiden skal udgive noget nyt for at forblive aktuelle og være på turné og spille på de stadig velbetalte festivaler, kan man under de rette forudsætninger koncentrere sig om at lave en kunstnerisk frembringelse, som er gennemarbejdet, og som man kan være tilfreds med.
Det er i hvert fald en besnærende tanke, når man læser, at danske Blazing Eternity i al upåagtethed har arbejdet på deres comebackalbum siden 2018. Den lange proces skyldes også to dødsfald tæt på bandet, som hjemsøger pladen. Og sikkert også, at de tre medlemmer ikke har Blazing Eternity som hovedbeskæftigelse. Men når man lytter til 'A Certain End of Everything', er det slående, hvor gennemarbejdet albummet lyder, hvor højt det rager op over gennemsnittet.
Skepsis gjort til skamme
Da Blazing Eternity annoncerede comebacket, var jeg ellers skeptisk. Dels var svanesangen, 'A World to Drown In' (2003), en ikke ret ophidsende omgang melankolsk rock, der næsten helt fjernede sig fra den tidligere atmosfæriske goth/black metal, dels frygtede jeg, at det mest af alt ville blive en gang nostalgi for os, der holdt af bandet tilbage i halvfemserne.
Den skepsis er gjort til skamme, og efter et par uger med albummet, som jeg ikke har kunnet slippe, vil jeg endda mene, at det er Blazing Eternitys bedste album.
Jeg holder ellers meget af både demoerne og debutalbummet, 'Times and Unknown Waters' (2000), som spillede en stor rolle i mine unge år. Men skal man være objektiv, kan man godt argumentere for, at albummet også er en dansk version af noget, der fandtes bedre i udlandet (fx tidlig Katatonia), og at det kom, efter at genren havde toppet. Også uden at tage noget fra debuten.
Samme stil, bare bedre
Hvor debuten også lyder meget som et album af sin tid, på (mest) godt og ondt, lyder 'A Certain End of Everything' frigjort fra sin tid. Stilen er ellers ikke væsensforskellig fra dengang: Det er stadig depressiv og tungsindig atmosfærisk metal med inspiration fra Katatonia, fra gotisk metal og den tidlige doom/death, fra black metallens tremoloriffing.
Og så er der en dosis melankolsk, sortrandet rock og små elementer fra Angelo Badalamentis soundtracks (fx på mellemstykket i den Of the Wand and the Moon-agtige 'The Bells') diskret indføjet albummet igennem. Men de lidt umodne tendenser fra dengang (den snakkende vokal, den nogle gange lidt leddeløse sangskrivning, de ungdommeligt ømme gotiske tekster) er skåret væk.
Sortsynet rammer hårdere
Hvor melankolien dengang også var en ung og villet melankoli, rammer den så meget hårdere på 'A Certain End of Everything', hvor tiden har givet den en anden tyngde. Albummet føles mærket af døden og af den tid, der er gået. Mest udtalt på 'No Bringer of Light', der vel er den flotteste black metal-ballade siden Darkthrones 'The Claws of Time', og hvor Peter Mesnickows hæse black-vokal er uovertruffen.
Tyngden rammer også på hårdt på singleforløberne 'One Thousand Lights' og 'A Certain End of Everything' med linjerne "Deep inside a wound still grows/ It never heals in spite of time/ Staring blindly into the void/ My mind is like an empty shell". Enhver kan komme og synge om smerten og tomheden, kunsten er at få lytteren til at føle det. Det er det, Blazing Eternity lykkes så godt med, især fordi de balancerer kontrasten mellem det pæne og harmoniske og det metalliske så godt.
På 'Your Mountains Will Drown Again' med dens goth-puls og meget udtalte rene kor tipper balancen, og udtrykket bliver lovlig pænt og harmonisk for min smag. Men det er en mindre anke mod et album, der ellers rammer balancepunktet Blazing Eternity har fundet deres stærkeste sider frem. Alt er på et højere niveau end før.