Indsmurt i mine fjenders blod stirrer jeg mod uendeligheden, mens jeg skriver disse ord. Jeg har indset, at menneskeheden er et ubetydeligt fnug i sammenligning med de kosmiske rædslers vælde.
Pelle "Hellbutcher" Gustafsson synes som skabt til at stå på en scene iført læder og nitter og spille vanvidsmetal i dødsforagtende højhastighed. Hedebølge, regn eller slud: Metalevangeliet skal bredes ud.
Sigh gav et fornemt genbesøg på årets Metal Magic Festival.
Canadiske Blasphemy er et af metallens mest konceptuelt gennemførte bands, der på en og samme tid er gravalvorlige, geniale og grinagtige.
Portugisiske Gaerea vandt alles sorte hjerter på Pandæmonium fredag, da de blev højdepunktet på en ellers kunstnerisk blodfattig aften.
Vi fik en koncert med Morild uden selvlysende maling og mørke; kunne (post-)atmoblack-bandet stå distancen under Ras nådesløse stråler?
Det var formidabelt, velspillet og passioneret, da nogle af black metal-scenens store karakterer hyldede Quorthon og Bathorys mørke, tidlige værker.
Seks lange kompositioner, ét svimlende univers: A Forest of Stars skaber et album, der både udfordrer, foruroliger og fascinerer.
Med 42 minutters sonisk ondskab på 'Swarm of Insects' løfter Crocell sig op i den danske elite, der kan være med på et internationalt niveau.
Jeg har hørt den nye Dimmu Borgir-plade, så I ikke behøver det. Den er sådan set ikke dårligt udført, men det føles, som om der burde udstedes straksforbud mod yderligere musik fra den mørke borg.
Sunken befriede A Colossal Weekend for bindestreger og genre-bending med en på alle måder storslået koncert i Store VEGAs historiske omgivelser.
Sidste år debuterede Frelser med et mesterværk, og i lørdags på Slag-Town Slays efterlod trioen ingen tvivl om, at de er så lige så vild en oplevelse live, som de er på plade.
Agriculture går off-script i hemmeligt Roadburn-sæt: hæsblæsende black, publikumsønsker og ren kaoscharme i intime rammer.
Krallice brugte nutiden til at binde fortiden sammen med fremtiden, da de spillede tre meget forskellige koncerter som Artists In Residence på Roadburn Festival.
Yellow Eyes leverer kompleks black metal – men drukner i Engine Rooms sløjt buldrende lyd og en sceneoptræden så livløs, at selv pladens magi forsvinder.
Mere ambition, mere kontrol og mindre kaos. ‘Coronach’ vil mere end før, men McBain mister noget af sin rå charme. Heldigvis er højdepunkterne stadig skarpe.
Worms svulstige, symfoniske keyboardblack vil gerne være svulstig, storladen og skamløs. Men 'Necropalace' lyder mere som content end som fængende sangskrivning.
28 minutter, nul overflødigt fedt: Ædel Fetichs debut er rå, skæv og rasende medrivende – et sortpunket spark i kæben med poetisk efterklang.
Stengade slog en mørk fredag i januar dørene op for det sorte selskab, hvor variationer over temaet "sort" blev udfoldet - fra det generiske til det (næsten) geniale.
Der skulle gå seks år, inden vi fik opfølgeren til Morilds første album. Og så tillod vi os at vente endnu længere med at anmelde det. Skam få os!