Anmeldelser

Søndag aften på Richter bød på 'core-galore. Bastant, generisk, oldschool, japansk-inspireret og dumt. Der var plads til alle, især da publikum begyndte at forlade koncerten, mens Emmure spillede.

Græske Rotting Christ udgiver med ’The Heretics’ en vellydende plade, der blander død, black og atmosfæriske lyde bedre, end man lige skulle tro.

De rebelske undertoner, sprudlende, aggressive kompositioner og semi-frustrerende genre-sammenblandinger på Peripherys femte fuldlængdeudgivelse peger mod et alt andet end et roligt og fredfyldt spilt med Sumerian Records

Fordærvs grindcore-debut kræver et åbent sind, men så er den også lige så fængende og charmerende, som den er voldsom og primitiv.

Der er ingen alternativer i Bats univers, ingen middelveje: Hvis du ikke er rede til at give dig fuldstændig hen til Municipal Waste-sideprojektets thrash metal, fortjener du slet ikke thrash.

Trods en sanger, der lige skulle synge sig varm, var doom-legenderne Saint Vitus simpelthen godt gammeldags fede onsdag aften i Pumpehuset. Dopelord var til gengæld bedre, end man skulle tro ud fra bandnavnet.

Selv når de ikke stiller med deres bedste materiale, er The Ocean overlegne. Men man kan undre sig over, hvorfor hele tre opvarmningsbands skulle fylde programmet en mandag aften.

Tidligere har provokationerne været et stabilt fixpunkt. I fredags var konfrontationerne dog lagt på hylden, og Taake fokuserede på musikken i al dens utæmmede vildskab.

Tribulation kæmpede med at holde deres ellers overbevisende mørke tone intakt i en sal med fulde aarhusianere. Sangskatten blev dog trods alt leveret med æren i behold.

Urkraft har vi ikke hørt fra i 10 år. Det var til at mærke på et band, der enten skal genfinde sig selv på live-fronten eller lade det nye Urkraft forblive et studieprojekt.

Det er starten af 00’erne om igen, men Town Portals sympatisk nørdede tidslomme kommer lidt for hurtigt til at føles som et loop.

Band-pakken bestående af Lingua Ignota og Author & Punisher var formentlig RMF’s mest modige booking i år. Mens førstnævnte brillerede ved sin fremmedgjorte særhed, nøjedes sidstnævnte med at brillere.

Ethereal Kingdoms var en på alle måder unik koncert på dette års RMF. Bandets blanding af teater og symfonisk metal vælder over af gode ideer, hvoraf en del sagtens kan forbedres.

I et skizofrent mix mellem diverse afskygninger af de ekstreme metalgenrer bød Implore på et stormombrust vredesudbrud af en koncert som en hæsblæsende opvarmning til Asphyx en time senere.

Impalers’ afskedskoncert fredag nat blev en fest, der aldrig for alvor kom i gang. Showet bar præg af dårlig lyd og et band, der måske bare glædede sig til, at det hele var overstået.

Suffocation er dødsmetal uden de store udsving. Lørdag aften var de hovednavn på Royal Metal Fest 2019 og gav en af deres bedre koncerter i Danmark.

Sommetider møder man sin overmand. Dette skete, da Decline of the I skulle anmeldes af en jævn dansker, der ikke forstår sig på finere fransk kultur.

Med smittende spilleglæde og medrivende musik leverede Asphyx den med flere længder bedste koncert på Royal Metal Fest 2019. 

God Dethroned serverede dødsmetal og nihilisme i afmålte doser, og publikum på Royal Metal Fest 2019 tog pænt imod det, de fik fra Holland.

Aarhusianske Tongues leverede en ganske udmærket koncert på Atlas, der viste, at de både kan og vil udfordre black metal med doom og punk. Det var lovende musik.