Anmeldelser

Britiske Earth Moves bevæger sig op og ned i jagten på crescendoet, de synger som Robert Smith på de tracks, der var for mørke til ‘Disintegration’, og de lader frustration og sorg blandes til en post-hardcore, der driver af skærende aggression og følsom skrøbelighed.

Avatarium har med det nyeste album tilsyneladende fundet den rette opskrift til at placere sig solidt i det musikalske landskab.

Den selvproklamerede metalgud bidrager til juleånden med et familie-potpourri af speedmetalliske bangers, storladne rockballader og højstemte kirkesalmer, der smager af mere sovs, end hvad godt er.

Paradise Lost-sangskriver Greg Mackintosh debuterer med sit nye projekt Strigoi, der leverer en solid gang ekstremmetal med anerkendende nik til mange fortidige referencer.

Med ’Death Atlas’ fortsættes stimen af perfekte plader, der udvider og afsøger nyt terræn og balancerer på en knivsæg mellem det ekstreme og det vellydende.

Hunter Hunt-Hendrix har ikke opgivet at redde black metal og den moderne verden fra hinanden med new age-sludder og elektronik, men han fejler på gruopvækkende vis.

Selvom der var stort fokus på det nyeste album, som er smukt, men metalfattigt, så var der alligevel noget dystert og tungt over Leprous' fine koncert, så resultatet alligevel var en ganske intens oplevelse.

En Ghost-koncert for meget og en Tribulation-koncert for lidt. Sådan var følelsen efter en lang aften i Forum, der startede på toppen og endte middelmådigt.

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante. 

Karismatiske Gaahl er indiskutabelt en fremragende vokalist, der har lavet en udmærket debutplade med Gaahls Wyrd. Men koncerten i Pumpehuset blev et miskmask af materiale i alle retninger med musik fra fire forskellige bands igennem karrieren.

Med en tredelt koncert, der startede halvslapt og endte suverænt, beviste Mayhem, hvorfor de er det væsentligste black metal-band igennem tre årtier.

Paganizer viser råstyrke med 'The Tower of the Morbid', selvom bandet stadig ikke selv har blandet krydderierne til serveringen og låner uhæmmet fra de bands, der har opbygget den klassiske svenske dødsmetal.

Lars Ulrichs nye yndlingsband har skyndt sig for meget til vinylpressen og har ikke fået alle de nye sange til skinne igennem. Men bandets selvtillid er vokset efter touren med Metallica, så der er stadig stort potentiale i de trondheimske gutter.

Metalveteranerne Tygers of Pan Tang viser sig at være i overraskende god form på bandets nye album.

Bandet, der ynder at lave sjov med sangtitler, kan såmænd sagtens lave dødsmetal selv, men det bliver aldrig andet end kød og kartofler.

Klaprende tænder, mørke og dysterhed i et vandtårn i Brønshøj. Selvom kulden og frygten for frostdøden indtraf, blev aftenen i selskab med Solbrud en aften, de fremmødte aldrig vil glemme.

Belgiske Amenra spiller hårdt og tungt, men også blødt og sart. De mestrer som regel balancegangen, og et udsolgt Stengade stod på tæer for at opleve det.

Forventningerne er bygget op, og hypen har kørt på fuld mølle. Men tidsportalen åbner sig aldrig for alvor på den anden fuldlængde fra undergrundskometerne i Blood Incantation.

De britiske thrasheres første album i 29 år er noget så sjældent som et comeback, der ikke skuffer. Måske fordi forventningerne ikke er de store.

Hideous Divinity spiller tech-død. Det gør de fint. De vil gerne prøve noget andet og det fungerer ikke helt så godt for italienerne, der stadig magter frontalangrebet bedre end den skarpe sangskrivning.