Mens sommerdagen blev til sommernat tog Vægtløs de store følelser og deres voldsomt buldrende men også poetisk nulrende musik med op på en stor scene.
Casket Spray betyder bårebuket, men det københavnske powerviolence-band lød meget levende, og havde ingen ambitioner om at være dydige liljer.
Når man kun har 20 minutter, så gælder det om at være effektiv. Det var Woes i den grad på Boneyard, da de i stegende hede serverede hardcore på Refshaleøen.
Ostraca er tilbage med en kortfattet og eksplosiv EP, men bandet kigger lidt for meget i bakspejlet.
Rocken er ikke død. Ashes of Billy viste torsdag aften på Copenhell, at der stadig er liv i genren, og at der er håb for fremtiden!
Myrkur sørgede for genremæssig diversitet på Copenhell i år, da hun sammen med koret fra Fredensborg Slotskirke gav en god koncert på Hades.
En hel times ventetid for at høre et covernummer var for meget til, at Alien Ant Farm reelt kunne gøre sig fortjent til en plads på Hades-scenen på dette års Copenhell.
Masser af teater, doom-musik og en dramatisk fortælling på Gehenna da amerikanske Castle Rat gav en opvisning i deres helt egen rotte-fantasi-verden.
Anaal Nathrakh gjorde alt hvad de kunne med den tid, de, trods alt, fik på Copenhell i 2025 og leverede et brag af en koncert på Pandæmonium lørdag aften!
Julie Christmas skruede ned for dramaet og op for den musikalske dynamik i en af de senaftens-seancer, der var som skabt til Gehenna-scenens intime rammer.
Støvet blæste over både Copenhell og The Sword, som bestod prøven: Lille band vs. stor scene
Gabestok havde fået en rigtig fin, programmæssig placering på Gehenna omkring kl. 20 lørdag aften, og med sig havde de taget vennerne fra Mayhem.
Selvom inspirationerne var blevet nærstuderet i alt fra musik og til, hvordan man trykker den af, så var Tetrarch en rigtig fin live-oplevelse
Dirty Honey bragte absolut intet nyt til bordet og lever tydeligvis i et parallelunivers, hvor Los Angeles er et utvetydigt kvalitetsstempel i sig selv.
Gåte henførte os midlertidigt til anden tid og rum med sin episke folk, der både emmede af mørke og tyngde – en fantastisk booking inden for den mangelfuldt repræsenterede folkgenre!
De unge gutter i Sarcator leverede en sprudlende blanding af black og thrash-metal
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.
Dansk metals ustoppelige bæst knuste al konkurrence med en hæsblæsende koncert fredag midnat på Pandæmonium.
Amerikanske Yosemite in Blacks hippie hardcore havde en god groove-energi, men uden at bandet fik sat det afgørende stød ind.
Uden et tændt publikums hjælp, ville Weezers koncert i Vega have udviklet sig en trist og søvnig søndagskoncert på kontoret.