Anmeldelser

Ild! Blasfemi! Sex! Mord! Kunst! Mere ild! Slayer fik budt Danmark et værdigt og helt vemodigt farvel på deres afskedsturné. Og arvtagerne viste format til at løfte det efter dem.

Det er ikke meget, man hører til Disrule herhjemme. Det er synd, for bandets stoner/doom er fermt udført og har masser at byde på, selvom bandet på godt og ondt ikke er interesseret i at forlade genrens trygge rammer.

Whoredom Rife holder jernene i ilden med en opfølger, der vægter samspil højere end producer-tricks og nerve højere end melodi. En approach, de slipper fra med æren i behold.

Unearth er tilbage med deres til dato mest tilgængelige album. En velkomponeret plade, der dog giver køb på bandets primære force gennem tiden.

Tenacious D fortsætter med at hælde fortænkte ligegyldigheder ud over deres publikum og markedsføre det som ”rock” og ”humor”. Det er lige knap nogen af de to dele, der bliver serveret på duoens fjerde plade.

Nyt album, nye medlemmer og nye visuals. Alt for få publikummer fik fornøjelsen af de nye rammer for showet, da Uncle Acid & the Deadbeats bragte deres psykedeliske horrorrock til hovedstaden.

Det seneste opus fra Billy Corgan og hans gamle kumpaner lyder, som lovet, skinnende pænt. Mindre højglanspoleret havde været at foretrække.

Cattle Decapitation holder liv i bandet ved at udsende en masse materiale, der hidtil har været gemt eller glemt i bandets arkiver og på b-sider. Det er godt.

Med generelt ret korte sange og melodisk tæft har Artillery på 'Face the Fear' udgivet en række catchy sange, der både fræser larmende thrash ud og byder op til fællessang.

Noisecore-pioneren og Mike Patton-legekammeraten Justin Pearson gentænker musikaliteten i punken og leverer en oprørsk plade, der er musikalsk nyskabende og samtidig tematisk alt det, punken altid har stået for.

 Zeal & Ardor viste live, at de med blandingen af fortidige genrer har fremtiden for sig

Det virker både velkendt og nyt, skolet og eksperimenterende, solidt og dynamisk. Sjældent er så stort potentiale blevet vist på et ungt bands første udspil, som Deadnate viser på ep’en ‘Concrete Flood’.

Billy Graziadei er blevet midaldrende og har fået trang til at genfinde ånden fra Biohazard. Det slipper han ikke fra med æren i behold.

Uriah Heep har været i rockgamet i mere end en menneskealder, The Zombies endnu længere. Men koncerten på Train i Aarhus beviste, at begge bands stadig har en berettigelse.

Chris Cornell erindres med en opsamling, der fokuserer mere på sangerens eminente stemme end på det gode materiale, han skrev ind i rockhistorien.

Plini havde en uheldig første koncert i Danmark, Between the Buried and Me fornøjede trods svag vokal, og TesseracT indtog velfortjent Pumpehusets store scene.

De bornholmske progdøds-ekvilibrister Sunless Dawn leverer en gennemarbejdet, stærk og ambitiøs debut, der bør katapultere bandet frem blandt de allerhøjst profilerede danske metalbands.

Arkitekterne er reflekterende på deres ottende studiealbum, der primært virker som et meget velkomponeret terapi-album. En smuk salut til afdøde Tom Searle.

Hypocrisy og Kataklysm var et fint match i Pumpehuset, selvom Hypocrisy vandt en del på nostalgi og en endelig-er-de-her-fornemmelse, mens Kataklysm er bundsolidt groove og smadder uden større overraskelser.

Tempoet er blevet skruet op, og black metallen forsvoret, men rødderne i Hexis fornægter sig ikke på Eyes’ debutudgivelse. Det er altsammen en anbefaling, skulle man være i tvivl.