Anmeldelser

På det fjerde album har Soen fundet en mere selvstændig lyd, der inkorporerer tekniske metalriff i en melodisk sangskrivning. Det er bare en skam, at resultatet alt for ofte ender på en kedelig mellemvej.

Morild albumdebuterer med et enormt ambitiøst projekt, der desværre savner variation og et par ekstra ideer hist og her for at være rigtig godt.

Flotsam & Jetsam er stadig godt kørende her 30 år inde i karrieren. Deres nye plade, ’The End of Chaos’, er vaskeægte thrash med masser af melodi og nerve.

King 810 deler stadig vandene med lige dele tomme kalorier og opfindsomme, indlevelsesrige kompositioner.

Et akustisk Metallica rammer både plet og langt forbi i velgørenhedens tjeneste på ’Helping Hands…’, hvis billede af bandet som mennesker er vigtigere end dens musikalske fodaftryk.

Walisiske Hecate Enthroned lyder, som Cradle of Filth burde lyde, hvis de tog metallen alvorligt, men pladen ender alligevel med at være en flad oplevelse.

Dødsmetal med glimt i øjet og nostalgifaktoren på max var hvad Thorium smed i puljen som afslutning på en god aften på Amager.

Det måtte bære eller briste med en black metal-koncert i et akvarium. Morild gav på Den Blå Planet alle fremmødte en unik oplevelse foran hajer, rokker og et taknemmeligt poblikum.

Tolv år efter den seneste fuldlængde er svenske Carnal Forge tilbage med et par nye medlemmer, ny inspiration, groove, fart og noget at bevise.

Mastodon havde en dag på kontoret, Kvelertak leverede et beskidt og gennemført sæt med ny mand bag mikrofonen, og Mutoid Man formåede at hygge for publikum på en lang og talentmættet koncertaften i Aarhus.

Briternes sjette fuldlængdeudgivelse er et stort, succesfuldt skridt væk fra alt, der har noget med metal at gøre. Det er et provokerende gateway-album, der for alvor skyder kvintetten op i superligaen.

Stengade hyldede vintermørket med et depressivt arsenal af mere eller mindre episke proportioner. Draconians storladne goth-harmonier kom fornemt til forløsning, mens Harakiri for the Sky var ofre for en lydmand, der sov i timen.

A Pale Horse Named Death lægger ikke skjul på inspirationskilderne, men evner ikke at leve op til hverken deres eller eget niveau på bandets første udgivelse i seks år.

Behemoth spiller black metal, som var det stadionrock. Fredag aften viste de sig som ekstremmetallens nye store rockstjerner, og det var både professionelt, majestætisk, indstuderet og selvfedt.

Pumpehuset bød på forskellige varianter af nordisk mørke og melankoli, da Anna von Hauswolff gæstede Pumpehuset med Of the Wand and the Moon som opvarmning.

Efter successen med ‘Crooked Teeth’ forsøger Papa Roach for alvor at genindtage radiofladerne. Amerikanernes tiende album er en søgt rock-udgivelse og en appel til et bredere publikum.

I stedet for at jappe udgivelser af sted, som ellers har været normen for Born of Osiris, har den amerikanske kvintet holdt en mindre udgivelsespause. Nu er de tilbage med en plade, der både er deres mest helstøbte og deres korteste.

Han er velsignet med en af de bedste stemmer i rock de sidste tre årtier, men nu giver John Garcia tilsyneladende op.

Raven var i 2017 et smut forbi Skråen i Aalborg. Det kom der et livealbum ud af, og det er faktisk ikke så ringe.

Arch Enemy leverer en langgaber, som bandet havde været bedre tjent med at lade ligge til de mere løsslupne aftener i øvelokalet.