Anmeldelser

Xibalba gør deres for at leve op til Mexicos renommé for dødekult og lemfældig brutalitet. Det er dødsmetal spillet som hardcore og hardcore spillet som dødsmetal, og hvis det ellers kan få røven med sig, tager det dig ud, makker.

Behemoth har for alvor haft vind i sejlene de sidste par år. Nu har de så rodet sig ud en ep med den eneste mand, der kan matche Nergal i at lyde vred. Svenske Niklas Kvarforth, hjernen bag Shining.

Alestorm gør præcis, som de plejer, på deres sjette fuldlængde. Til stor glæde/vrede for mange.

Tyrant gjorde sig i sin tid i klassisk heavy metal. Det gør de stadig, nu hvor de er tilbage efter en længere albumpause, og har fået eks-Candlemass-sanger Roberet Lowe med.

Asking Alexandria stiller for alvor deres fans over for det ultimative valg: Følg med eller forsvind. Baggrunden for spørgsmålet er dog ret uinteressant.

Debutpladen fra washingtonsludgeprojektet Adzes er intet mindre end en mavepuster. Både musikalsk og lyrisk.

Gabestok følger fuldlængdedebuten op med en sær og rodet ep, som oser af humor, overskud og lumre, kælderrådne skævheder.

Wulfaz holder den simple, møgbeskidte og bemærkelsesværdigt catchy blanding af crustpunk og black metal fint i hævd på duoens anden ep, der tilføjer en skæv ekstradimension til den danske svartmetal-scene.

Morning Bells proggede rock er fængende og melodisk og krydser på behagelig vis klinger med Ghost og dansk rock som Dizzy Mizz Lizzy, især på vokalen.

Det kan være svært for Gus G at slippe af med prædikatet om, at det var ham, der engang spillede med Ozzy. Men det er på tide, at man begynder at tage ham alvorligt med sit eget band Firewind.

Manden med Weekendvesten er ikke helt tilfreds med naboens tolkning af hverken reglerne for godt naboskab eller musiksmag, og med et udvalg af de seneste års New Wave of New Wave of British Heavy Metal i handsken forsøger han at tage kampen op.

En art supergruppe har udgivet deres debutplade, og den viser med al tydelighed, hvilket hotspot Denver i Colorado er blevet for amerikansk dødsmetal.

Hvis venstrefløjens sorte blok gik en tur i skoven, så ville de høre Uprising.

'Obsidian' er opsummeringen af 30 års virke med blandede inspirationer fra alle dele af Paradise Lost-kataloget. Resultatet – det er lige så blandet, som beskrivelsen lyder.

En tungere og mere grå råhed hersker over den svære toer fra Afsky.

Tom G. Warrior bør hædres lige så meget for sin vilje til at sætte alt over styr som for sine succeser. ‘Requiem’ har taget ham 30 år at forløse og er endt som et beundringsværdigt miskmask.

Små lækre bidder af heavy metal, kurateret for din fornøjelse.

Svenske Witchcraft er kendt for uptempo stoner rock og for at sætte gang i festen. Well, denne gang er festen gravøl, og den enlige musiker græder på scenen, mens han langsomt plukker strengene på sin akustiske guitar.

Winterfylleth spiller black metal, men så spiller de også nogle gange gammel engelsk folkemusik. Denne gang er englændernes udspil, heldigvis, en fejlfri stiløvelse udi førstnævnte.

Idéen er god, og musikken lyder godt. Men selvom dødsmetallen er smadret frontalt sammen med hardcore, så viser Tombstoner kun, at potentialet er der: Debut-ep'en er lige generisk nok.