Paradise Lost demonstrerede, hvorfor de stadig er blandt genrens sværvægtere: Et opdateret sæt og en Holmes i hopla løftede VoxHall på rutinen alene.
Er Uriah Heep uden Mick Box stadig Uriah Heep? Og gør det noget, når de forvalter deres sangskat så godt?
Amager Bio blev forvandlet til et musikalsk oprør, da Grandson og Pinkshift leverede en koncert fyldt med vrede riffs, kærlighed og revolutionær energi midt i en urolig verden.
Airbourne leverede med maksimum dedikation og dynamik mandag aften i Poolen, og de gode gamle gimmicks fungerer stadigvæk.
Stengade slog en mørk fredag i januar dørene op for det sorte selskab, hvor variationer over temaet "sort" blev udfoldet - fra det generiske til det (næsten) geniale.
Maynard James Keenans frirum-projekt Puscifer er tilbage med ‘Normal Isn’t’, men legen bliver denne gang mere skitse end sang.
Puke Wolf sætter følelserne i centrum og lader vokalen diktere, hvor meget plads der er til instrumenter, på fornemt album om tilsandede forhold og nedarvet emotionel bagage.
Der skulle gå seks år, inden vi fik opfølgeren til Morilds første album. Og så tillod vi os at vente endnu længere med at anmelde det. Skam få os!
Med ‘DREAMCRUSH’ skaber MØL en sjældent set fusion af shoegaze, indiepop og black metal – en skinnende, livsbekræftende metalplade, der både udfordrer og forfører.
Tidejord har lavet en interessant EP som opfølger til bandets selvbetitlede debut fra 2022. Der er tænkt interessante tanker på de 21 minutter, der dog også fremstår lidt forvirret.
42 år inde i karrieren får Mayhem med et hidsigt mesterværk banket hårdt på plads, at de stadig er blandt black metallens ypperste elite.
Med metalhistoriens muligvis mest maskuline frontmand i spidsen demonstrerede russerne i Slaughter to Prevail lørdag aften i K.B. Hallen, at kvintetten er godt på vej til at blive heavy metals helt store navn.
De svenske adventure-rockere nægter at gøre det let. Progressiv rock med mod og eventyrlyst – og en sjælden tro på, at lytteren stadig kan fordybe sig.
Alter Bridge gav en indlevende koncert, der udmærkede sig kvalitetsmæssigt i forhold til de medbragte opvarmningsbands.
Megadeth siger farvel med hjertet først og riffet lidt bagefter … Mustaine har intet at bevise.
Danske Crucible debuterer med speed metal-sømmet trykket helt i bund. Det er de gode til – men måske ville de være endnu bedre, hvis de sænkede farten lidt oftere?
Men det gør vi så alligevel lidt alligevel, og jeg var begravet i voksenforpligtelser og arbejde, da Demersals EP ‘Vi kunne ikke blive her for evigt, vel?’ udkom.
Exelerate spiller fermt på nostalgifaktoren men har andre finesser, der gør bandet relevant i sin samtid, selvom det er en fyrre års tid efter inspirationskildernes storhedstid.
Ingen flugtvej, ingen ilt: Pustulant Flesh kvæler dig med dødsmetal direkte fra kloaksystemet.
Phreneliths 'Ashen Womb' er 39 minutter uden nåde og uden lys - en stemningsmættet rejse gennem kosmos, lava og eksistentiel undergang.