D-A-D demonstrerede, at de også kan køre den hjem på stadionrock-manér med flashy visuals, gimmicks og stærke trumfer oppe i ærmet – såsom Peter Jensen bag trommerne!
Som et frisk kvalitativt pust og med et sensitivt mørke gav Blazing Eternity en af årets bedste koncerter på Odense Metalfest 2024.
John Cxnnor trak os ind i fremtiden og efterlod os sveddryppende, kraftesløse og tilbedende maskinen i komplet underkastelse.
Det er blevet en kende for ufarligt og lidt for poleret at lytte til VOLA, hvis fjerde fuldlængdealbum nok har højdepunkter, men generelt er en mere jævn lytteoplevelse.
I et udsolgt Bygningen i Vejle leverede Lipid et 30-årsjubilæumsshow, der igennem 90 suveræne minutter foldede sig ud som en af bandets bedste koncerter i karrieren.
Pumpehuset gav os tre bud på den melodiske black metal, og de havde alle tre styrker og svagheder. I sidste ende var hovednavnets sange dog bare bedst.
De belgiske speed-bøller er stadig hyperaktive og hamrer nådesløst derudad på deres tredje album. Det er aldrig kedeligt, men kunne måske have været eksekveret skarpere.
Episk er kodeordet for IOTUNN-opfølgeren ‘Kinship’ – en plade, hvor vingefanget spredes ud og viser, at de danske proghelte kan og vil mere, end debuten gav os forsmagen på.
Grand Magus har netop udgivet deres tiende album. Solidt håndværk uden de store overraskelser.
Paul W. S. Anderson har kun lavet én god film, mens Oranssi Pazuzu har lavet adskillige fremragende plader. Alligevel fører sidstnævnte tankerne hen på førstnævnte. Og på fortabelsen i kosmos.
Marduk leverede en suveræn koncert i Fredericia fredag aften, der kun blev udfordret af lidt lokal geografi og et mikrofonstativ, der drillede forsangeren.
DOOL triumferer for første gang på dansk jord med nerven uden på tøjet og et stærkt sæt, solidt underbygget af de intime rammer denne tirsdag aften.
Mangler du det skæve, semi-progressive, men lettere tilgængelige ’core-fix, så er ’From The New World’ en udgivelse for dig.
Ethvert øjeblik, som vi tillagde så megen betydning, er hulemalerier tegnet med kalk, synger Chat Pile, mens de hiver tæppet væk under en.
Fire langstrakte bud på doomy covers af triphop-stamforældrene i Portishead, der støtter et godt formål – give me a reason not to love it!
Vaagenat skriver i pressematerialet, at de har knoklet i øvelokalet, og det kan man godt høre på deres musik. Men er det en god ting?
Schweiziske Amethyst er et relativt nyt band – men det høres ikke ligefrem på bandets første album, der lyder til at have mindst 40 år på bagen.
Livløs er vokset musikalsk og har med 'The Crescent King' udgivet deres stærkeste plade, der ser dem udforske såvel det progressive som den melodiske dødsmetal.
Blood Incantation giver fuckfingeren til genrekonventionerne og serverer et innovativt opkog af alle ingredienserne i deres værktøjskasse på et værk langt ud over metallens vante dimensioner.
Mens der stadig er godt gang i Amorphis-butikken, så har de tre strengespillere i bandet over de senere år alle fundet tid til et soloalbum. Her anmelder vi bassistens værk.