Køen til Fire! sagde det hele, og de heldige, der faktisk nåede ind på Hall of Fame, blev beriget med en sjælden musikalsk oplevelse, der for en stund sendte det råkolde hollandske festivalvejr i baggrunden.
Der var lagt op til et af årets mere spændende koncertoplevelser, da Sumac og Moor Mother indtog Roadburns hovedscene lørdag eftermiddag – men realiteten levede ikke op til hypen.
Lørdag aften bød Roadburn på ét af festivalens mere livlige og medrivende øjeblikke, da Chat Pile indtog scenen og leverede en koncert, der både var brutal, absurd, rørende og underholdende.
Den portugisiske trio Maquina leverede en af de mere overraskende og forførende koncerter på årets Roadburn, da de fredag aften indtog den intime Hall of Fame-scene.
Fredag aften indtog Cave In Roadburns Main Stage med en særlig præsentation: Deres klassiske album ‘Jupiter’(2000) spillet i sin helhed.
Messa var endnu engang inviteret til at spille hele sit nye udspil for os på Roadburns hovedscene. Solidt, men ikke uden ridser i lakken.
Negative Plane havde ikke meget sceneshow til deres danske koncertdebut. I stedet lod de musikken tale – og ophævede i samme ombæring tid og rum.
The Body og Dis Fig udnyttede 013's gigantiske anlæg og Main Stage' scenegulv til fulde og sendte lyden af atomvinter ud over en fyldt sal.
I krydset mellem noise-rock, irsk flabethed og post-punk, fik Gilla Band insisterende spillet sig direkte ind i publikums hjerter og fødder og gjorde det tydeligt for enhver, hvorfor bandet var booket som et af torsdagens hovednavne.
Torsdag aften på Roadburn Festival gav den katalanske duo Dame Area en af dagens helt store, musikalske oplevelser.
Oranssi Pazuzus uendelige lagkage af kraut/blackede vederstyggeligheder er en sikker vinder! Første band på Main Stage – i en liga for sig!
Gaerea er et band, der nærmer sig et foreløbigt klimaks på karrierestigen. Det fik Aalborg at føle Skærtorsdag med en sublim præstation fra portugiserne.
Epica er klar med bandets niende album i dets 22 år lange karriere – og bare rolig: Alt lyder som det plejer.
Efter 16 års pause vender et af verdens bedste rockbands tilbage med et album, der beriger og frustrerer. Mest det første.
Violent Magic Orchestra sprang i luften på et godt pakket Radar. Vi, der overgav os, fik en oplevelse for livet.
Messa afslører mere kontante, post-punkede sider af sig selv – en udvikling, der ligger dem mere naturligt, end man umiddelbart skulle tro på papiret.
Nexø er blevet mørkere i tonefaldet og prøver egne grænser af. Resultatet er henved fremragende i al sin apatiske dystopi.
Benediction buldrer trofast derudad på deres nye plade, der viser et band, der stadig kan lave et fængende riff, men som hænger fast i en formel.
Ross The Boss hyldede sin fortid og spillede Manowar-klassikere med en vokalist, der kunne sine skrig.
IOTUNNs skarpe musikalske evner lod sig ikke skjule, selvom guitarlyden tog sig en off-dag – til gengæld gav det mulighed for at opleve bandet med ekstra meget bas, og det var nu ganske fedt.