Anmeldelser

Uada er på mange måder den amerikanske version af Mgła, hvilket ikke er nogen dårlig sammenligning. Bandets anden fuldlængde består til fulde.

Pelicans sjette album er et stærkt eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver følge den slagne vej i metal.

Søren Sol albumdebuterer med nyt roots-projekt, der både har modet og talentet til at gå egne veje og gå på opdagelse i den nordiske musiktradition og det, som engang var.

Lunar Shadow viser med bandets nye album ’The Smokeless Fires’ et nutidigt potentiale med inspirationer hentet i de klassiske metalgenrer.

Der var mere show end skønsang i Sønderborg, hvor opvarmningsbandet Def Leppard fejrede ’Hysteria’ og Bon Jovi gennemførte et ærkeamerikansk rockshow.

ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.

Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.

Visse koncertoplevelser vil altid stå klart i ens bevidsthed på grænsen mellem det gale og det geniale. Green Jellÿs anarkistiske totalteater var så dumt og upassende, at man kun kunne enten elske eller hade det.

Demons & Wizards trodsede solen og bød på mørke og fortryllende øjeblikke fra bagkataloget med indlagte overraskelser fra medlemmernes respektive karrierer.

Islandske Misþyrmings andet album er veludført black metal med masser af atmosfærisk stemning. Det er  heftigt, men også fyldt med legesyge og et væld af flotte melodier. 

Saint Vitus har originalforsanger Scott Reagers med efter 24 års fravær, og det comeback nyder alle godt af.

Majestica fornyr ikke ligefrem power metal-genren, men håndværket er helt i orden.

Death Angel ragede højt op over samtlige andre bands fredag aften i Aalborg da de var hovednavn på Aalborg Rock & Metal Festival.

Uncle Acid & the Deadbeats fejlede som sådan intet, da de gæstede vores svenske fjender i Malmø. Alligevel var det svært ikke at spore en smule syre-træthed efter et hektisk halvt år med mange koncerter.

Wacken Metal Battle-deltagerne Death to Seattle albumdebuterer med et grunge-punket sammensurium af sange, der holder det kort, kontant og catchy.

Mere fyrværkeri! Mere tunge! Mere ild i guitaren! Mere horrorcirkus! KISS' stadionrock fik fuld skrue på alle parametre, og Paul Stanley havde stadig folket i sin hule hånd.

På en stegende hed majaften i Aarhus leverede Arch Enemy en teknisk glimrende og showmæssigt kedelig koncert med for meget fokus på de senere års svage plader.

Slayer spillede deres sidste koncert i Sverige nogensinde på Tom Arayas fødselsdag, og rundede af med både svundne perler og æren i behold.

Det er de velkendte slagere fra for 30 år siden, der vægtes, når Def Leppard spiller op til dans. Hitmaskinen fra dengang får energi fra den underkendte guitarhelt Phil Collen, men sangeren Joe Elliott trækker det desværre ned.

Pladen, der reddede Rob Zombies karriere, nåede vi ikke omkring, da den udkom første gang. Derfor byder vi på en forsinket vurdering af ’The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser’.