Hyldevarer
Testament er heldigvis stadig aktive på pladefronten, men 'Para Bellum' bliver næppe pladen, man husker dem for om 20 år.
Infanticide A.I.
Shadow People
Meant to Be
High Noon
Witch Hunt
Nature of the Beast
Room 117
Havana Syndrome
Para Bellum
Testament har for længst opnået legendestatus som et af de helt store bands inden for thrashgenren, og det er da også et band, der med en karriere på efterhånden mere end 35 år fortsat er aktiv på livefronten og på pladesiden.
Og man bliver endnu en gang glad ved første gennemlytning af et nyt album fra Testament. For bandet holder fortsat thrashfanen højt med albummet ’Para Bellum’. Men desværre opleves det endnu engang, at begejstringsfølelsen daler noget ved anden, tredje og fjerde gennemlytning. Der er simpelthen igen for mange middelmådigheder.
Det begynder godt med ’For the Love of Pain’. Sangen er velkomponeret og har alle Testaments klare thrashkomponenter. Men så er der alligevel lidt tilføjelser i form af en mere dødsmetal-agtig tilgang og en snert af black metal i nogle guitartemaer. En god start.
Sang nummer to på albummet ’Infanticide A.I.' lever fuldt op til det, som vi kan og skal forvente fra Testaments side. Sangen har alle deres trade marks med Chuck Billys vokal og Eric Petersons og Alex Skolnicks guitar. Herlig tre et halvt minuts fræs af høj klasse.
’Para Bellums’ tredje sang er da bestemt heller ikke helt tosset. I ‘Shadow People’ er farten sat lidt ned i det groovy thrash-gear. Sådan set en fin nok sang, uden dog at efterlade det store indtryk hos lytteren.
Middelmådigheden sætter ind
Men herefter begynder det at gå temmelig meget ned ad bakke. Powerballaden ’Meant To Be’ kunne muligvis have sikret Testatement et hit for 35 år siden, hvis man havde kortet sangens længde på over syv minutter gevaldigt ned. Men i 2025 vil de fleste, der lytter til Testament, nok finde, at sangen er fyld.
De efterfølgende fire sange på albummet er bestemt heller ikke rigtigt noget at skrive hjem om eller i øvrigt bruge meget tid på her. Middelmådigheder på stribe. Vi skal derfor helt hen til albummets næstsidste sang, inden der igen rigtig bliver noget at være glad for.
God afslutning
’Havana Syndrome’ har mere eller mindre alt det, som er til stede, når Testament er bedst. Der er de seje riffs, breaks, soli, tempo, energi, bundsolid rytme og Billy i topform.
Heldigvis afsluttes albummet også i god stil med titelsangen. Billy antager her en anelse mere aggressiv metalvokal end på forgængeren, men det er stadig thrash, der lyder som Testament før og nu og viser, at bandet fortsat har en relevans.
Men kunne vi ikke næste gang få et album med en endnu større andel af rigtig gode sange og mindre ligegyldigt fyld? De seneste par albums har savnet noget kreativitet og virker desværre mest som en levering fra hylderne på Testaments overskudslager.