Vessel tager Sleep Token til nye højder, men afgrunden synes faretruende nær.

Lik har lært at spille dødsmetal som i gamle dage og er bedst, når de gør præcis det, man forventer. Og mindre gode, når de afviger en lille smule fra dette.

Venator spiller stærk heavy metal, og kunne være endt med et topresultat, hvis de var lidt mere hidsige og onde i sulet. 

Messa var endnu engang inviteret til at spille hele sit nye udspil for os på Roadburns hovedscene. Solidt, men ikke uden ridser i lakken.

Epica er klar med bandets niende album i dets 22 år lange karriere – og bare rolig: Alt lyder som det plejer.

Ross The Boss hyldede sin fortid og spillede Manowar-klassikere med en vokalist, der kunne sine skrig.

IOTUNNs skarpe musikalske evner lod sig ikke skjule, selvom guitarlyden tog sig en off-dag – til gengæld gav det mulighed for at opleve bandet med ekstra meget bas, og det var nu ganske fedt.

Deafheaven skruer bissen på igen efter udskældt, drømmegazende album – og det slipper de hæderligt fra.

Amerikanske Judicator er fortsat forfalden til europæisk power metal. Bandet gør det godt, men der mangler ligesom et eller andet til at få det hele til at shine.

Arch Enemy lyder så meget som sig selv, at der må blandes rod og et par overraskelser i puljen, for at 'Blood Dynasty' kan overbevise lytteren om, at der skam er bragt nyt til fadet.

Helvitnir er seneste skud på den evigt voksende stamme af norske black metal bands. Hellhammer er bag gryderne, men det får ikke karakterskalaen til at brænde helt af.

Tower har travlt på tredje album, der har stærke sange med høj kvalitet, og man savner kun lidt mere variation.

Efter Slægt kommer Scimitar, der albumdebuterer med imponerende spilleglæde og en sangskrivning, som er svær at komme ind på livet af.

Vi oplevede Heilung gennem øjnene på en uindviet for at få et friskt perspektiv på gruppen og den magi, der tilknytter sig deres koncerter.

Det er et ganske glimrende andet album, hvorpå Copenhell-aktuelle Trold sætter kærlighed til folkemetallen højere end en fornyelse af genren.

Shagor stormer bombastisk af sted og bedriver en solid toer med schwung og blasts i lange baner.

‘Celestial Death’ skruer op for lydfladerne og giver os et mere klart defineret billede af, hvor Cryptosis er på vej hen i deres moderne take på thrash-genren.

Havukruunu lyder stadig umiskendeligt som Havukruunu, med heroiske kor, lirede leads og blackede blasts – er det svar nok?

Killswitch Engage fejrer deres niende fuldlængdeudgivelse ved at se tilbage og skrue op for aggressiviteten, og konklusionen er lige for: Er man til kvintetten, kan man kaste sig over udgivelsen med ro i maven.

Vultures Vengances klassiske metal er velspillet, velskrevet og veleksekveret. Men den kunne godt trænge til at være lidt grimmere.