Lyden sejlede til Lamb of God, og pauser punkterede energien, men en solid sætliste og en frontmand med pondus reddede showet fra at være en fuser.
David Ellefsons ego strålede i Metal Church, der spillede fedt, men trak tiden ud med ligegyldig fyld. Armored Saint debuterede endelig i Danmark, men gav et indblik i, at de aldrig har formået at skrive de virkelig gode numre.
Der var prominente folk på scenen, da danske Unavailing Void gav kort debutkoncert til Metal Magic med tung, groovy metal.
Enforcer satser stort. Men bandet har også noget at have ambitionerne i.
Lord Snow lukkede Roskilde Festival 2026 med et hæsblæsende mix af math og emoviolence i en koncert, hvor pusterummene desværre lidt for ofte dræbte momentum.
Da Rivers of Nihil tog sig en afstikker på deres Europa-turne og lavede et headliner-show i Gøteborg var der desværre ikke nok, der havde hørt om det.
Rumrejser, stadionrock og genfundet kreativitet. 'The Wow! Signal' viser et Muse, der igen har mere på hjerte end ren volumen og bombastisk attitude.
Det var svært at regne ud, hvad The Callous Daoboys egentlig ville med deres koncert på Roskilde. De ville lidt af det hele, men var aldrig sammenhængende, og resultatet var derefter.
Det blev en kort og i sidste ende lidt utilfredsstillende koncert med canadiske Truck Violence, der både viste gode takter og svagheder.
The Sophs bragte solbrændt indie sleaze til Fauna, men den californiske sol brændte hurtigt ud
Kneecap lykkedes med at skabe en voldsom fest på Arena, men den autentiske vildskab druknede i en poleret levering.
Grindcorelegenderne i Napalm Death afstraffede EOS med et charmerende blæsevejr af en koncert
En rocktrio underholdt på Boneyard, da den danske sommer slog rekord, og både band og publikum hyggede sig med rocken med de spydige tekster.
All Them Witches serverede tilbagelænet rock i en nådesløs sol på Pandæmonium fredag eftermiddag.
Paleface Swiss havde så meget fart på, at det var svært sådan for alvor at engagere sig i andet end forsangerens forsøg på at være Kim Schumacher.
Det var underholdende at overvære Ice Nine Kills gennemførte, indstuderede totalteater, hvor det musikalsk var veleksekverede melodiske emo-tendenser i store omkvæd, der tog sig bedst ud.
Smertegrænsens Toldere åbnede som forventet Roskilde med en energibombe af en punkkoncert. Men en hel halv time var mere end smadrebandets energiske men ensidige stil kunne bære.
Koya er meget mere end et eller andet metalindslag, men lyden på Eos forhindrede dem i at demonstrere det.
Copenhells store jubilæumsshow var en ujævn størrelse, som både fremkaldte jubel og lede, så her følger 11 minianmeldelser, idet en samlet dom nærmest er meningsløs.
Den introverte, mørkemelankolske metalcore fra svenske Imminence var ikke uinteressant, men gik skidt i spænd med sommersolskinnet og en alt for stor scene.