Megadeth spillede sprudlende som så ofte, men med en evig ens sætliste og foran ingen fans i en halvtom arena, så er Mustaines deroute efterhånden så komplet, at det ikke gør noget, han trækker sig tilbage i de kommende år.

Ligthchapter rammer en dyster nerve på bandets andet album og sætter den overordnede stemning før hit-sange og monsterriffs.

På de sidste to plader har Volbeat skrevet karrierens bedste metalnumre, men materialet faldt pladask til jorden fredag aften foran et publikum i Royal Arena, der var kommet for at høre de store radiohits. 

De forenede græskarhoveder i Helloween høster såvel gode som dårlige afgrøder i den seneste avl.

Lige i tide til efterårsregnen får vi her plade nummer to fra den dystert anlagte trio Faetooth, der holder niveau og tryllebinder med deres slæbende doom-mystik. 

Amerikanernes femte fuldlængdeudgivelse er noget af det bedste, Signs of the Swarm har udgivet, og alligevel savner man en bandidentitet.

Saturnus beviste endnu engang, hvorfor de har en helt særlig betydning herhjemme, med det, de gør bedst – med atmosfæren og følelserne helt udenpå den sorte garderobe.

Blind Guardian rundede førstedagen af på udebane – men så snart de største klassikere blev trukket op af hatten, var fællesskålen og skrålen sikret.

Psyclon Nine fortsætter ned ad den dystre sti af trap-beats, synths, horror-elementer og småtriviel metalcore. Som altid er det en varieret oplevelse.

Normalt er det en ros, hvis musikken på et album er varieret. Men på Halestorms seneste udgivelse er det lige før, at variationerne tager overhånd. 

På fjerde album kaster Baest manualen over bord og blander dødsmetal med 80’er-rock, thrash og skæve eksperimenter. Resultatet er et musikalsk vadested mellem skaberglæde og stilforvirring.

'III' har ikke helt samme arsenal af skarpe riffs som forgængeren, men står stadig som en værdig afslutning på den trilogi, Blackbraid har skabt på imponerende kort tid.

Demooptagelser fra de spæde dage med Motörheads klassiske lineup er en interessant kontrafaktisk øvelse, fordi de viser, hvilken vej Motörhead kunne være gået.

Slaughter to Prevail holder sig til deres succesformel for nu-metal deathcore på den groovy 'GRIZZLY' – en ret vanvittig plade. 

 Brasilianske Impurity holder fortsat stilen tro mod deres førstebølgeblackede rødder. På godt og på ondt – men inden for den genre er ondt vel også et kvalitetsstempel?

Portrait er genganger på Metal Magic Festival. Og på årets festival var det lidt, som det plejer.

Terminalist spiller en herlig gang hyperthrash. Men man kunne godt ønske sig lidt mere til øjnene.

Svenskerne kan noget med koncepter. Iført Dracula-kapper, Nifelhår og med masser af bajere på scenen rev Tyrannosatan teltet rundt fredag eftermiddag.

Deathhammer har ikke opfundet den dybe tallerken. Man er såmænd i tvivl om, hvorvidt de er i stand til at anvende den. Men hærge og larme, det kan de de. Heldigvis.

Ugens bedste flamencodødsmetal-udgivelse er rig på teknisk virtuositet og kulturhistorie – men man savner en bedre forbindelse mellem stilarterne.