Alkymist tog de sidste stik hjem på en aften, der krævede store mængder indlevelse, og hvor energiudladningerne var få, men intense.
Pentagrams første album i ti år lyder, som den slags plader fra gamle bands gør: Det er lige så hæderligt, som det er overflødigt.
Avatariums nye album skuffer en del. Det er stadig ganske storslået ind imellem, men musikken mangler retning.
Episk, doomy, halvokkult metal med fløjte og kraftfuld vokal fra en markant frontkvinde. Var vi ikke færdige med den genre for ti år siden? Ikke, hvis det står til Grendel's Sÿster, der på deres debutalbum lykkes med at revitalisere en slidt genre.
Der var masser af musikalske eksperimenter på Loppen, hvor Alkymist fejrede den hårde fødsel af deres tredje studiealbum, 'UnnDerr'.
Alkymist graver sig dybere ned i skidtet på ‘UnnDerr’, fortsat tungt og modbydeligt dragende som det Alkymist, vi kender.
Fire langstrakte bud på doomy covers af triphop-stamforældrene i Portishead, der støtter et godt formål – give me a reason not to love it!
Cirith Ungols første besøg i Danmark bliver også deres sidste. Men hvilket et!
Norsk doomband gjorde et såre sympatisk, skønt ikke uforglemmeligt indtryk i den tidlige aftenstund fredag på Metal Magic.
Dragen Katlas ild var aldeles ufarlig.Til gengæld var den kærlig og orange som bare Satan.
Khemmis’ længe ventede første show på dansk jord var lækkert forførende på deres egen, tungrockede vis – men bragte også momenter af forløsning.
Fredagens koncert med Katla havde til formål at vise gruppen fra nye og mere eksperimenterende sider. Det lykkedes delvist.
Khanate mestrede suspence til en grad, hvor vi hang hjælpeløst sprællende og gispede efter vejret, mens sjælen langsom gik i krampe til lugten af råddenskab.
Takh hypnotiserede os ind i deres doomede spindelvæv af dystopi og drømme, i sand Roadburn-ånd på tredjedagen.
Oven på den meget personlige forgænger ligner My Dying Bride atter sig selv her på 'A Mortal Binding' – både på godt og ondt.
Livgone kommer vidt omkring i de atmosfæriske sindelag med doomens tunge leje som omdrejningspunkt på 'Almost There' - en lovende debut for den franske trio.
Lucifer får på sin femte udgivelse markeret sig fornemt på toppen af den 70er-inspirerede rockscene.
Selvom der intet nyt er i mødet mellem doomgenren og det religiøse, så har effekten sjældent været så overbevisende og foruroligende som her på Mansions drabelige toer.
Cirith Ungols sjette og måske sidste album er tidløs og formidabelt velspillet metal fra en af genrens store stilskabere.
Strigoi var en overraskende booking i Næstved Metalfestivals lineup, men desværre blev det kun til 40 minutter i alt for meget dagslys.