Artikler

"Jeg er fandeme stolt", siger Copenhells Jeppe Nissen om 10 års succes på Refshaleøen. Vi har mødt festivalchefen til en snak om udviklingen, årets program, gengangere og de navne, der ikke endte på plakaten.

Ingen booker metal, mens der er Copenhell. Ugens koncertartikel er kort og simpel, med blødere alternativer.

En københavner og en århusianer planlægger og diskuterer torsdagen på årets Copenhell, som de mener, den bør bedrives. Det er de for det meste enige om – de er bare ikke enige med Copenhell om ret meget.

For mange markerer ’Stormbringer’ det punkt, hvor Deep Purples storhedstid sluttede. Men accepterer man præmissen og dykker dybere ned i albummet, er det et højdepunkt i sig selv.

Adriana og Kent tager begge på Copenhell for 10. år i træk, hvor de både hører forskellig musik og spiser forskellig mad.

Med kun Pandæmonium-scenen åben er opvarmningsdagen perfekt til at få udvidet sin musikalske horisont og nå hele programmet. Det byder på rock i både alternativt poppet, tung, mørk og overskægget form. Til dessert er der: dødsmetal.

Casper Villumsen og Steffen Nørregaard Rasmussen diskuterer opvarmningsdagen. Den ene skribent overvejer kun at tage med, selvom han faktisk har flere favoritter i programmet end den anden skribent, som selvfølgelig tager hele festivalen, herunder onsdagen.

Han bor på samme berlinske adresse, som David Bowie og Iggy Pop engang gjorde, og har sat sit præg på mange metal- og hardcoremusikeres hud. Mød tatovøren Allan Larsen, bedre kendt som Uncle Allan, der også har en forkærlighed for black metal og fotografi.

Green Jelly skrabede bunden, medens Lucifer, Slayer og Dizzy Mizz Lizzy sikrede, at årets svenske rockfestival igen blev en succes for vor hårdt prøvede fotograf. Resultatet af en besynderligt ædruelig festival følger her.

Det bliver festivalens mest imødesete koncert nogensinde, når Tool headliner Copenhell efter 13 års koncertpause. Men torsdagen på festivalen byder også på habil dødsmetal, konfrontatorisk hardcore, dansk doom og lir fra en legendarisk rockguitarist.

Hvordan er man en god anmelder? Hvordan undgår man at lade sig forlede af den lallede festivalstemning og stadig være forstokket og reaktionær? Hvordan undgår man at blive så fuld, at man ikke kan huske koncerterne? Alt dette finder du svar på i denne top 5.

Sidste år skulle der en hærdebred tidligere garder til at holde dem fra at ryge i totterne på hinanden over power metal. I år er det, som om Dragejægeren og Stålbrillen ikke rigtig for alvor kan blive uenige om noget på forhånd, når de ser på lørdagens program sammen.

Fredagen er den danske metals triumftog, hvor ikke mindre end seks hjemlige orkestre indtager scenerne, og flere af dem har potentiale til at byde på helt store fester. Det samme gør hovednavnet Slipknot, mens Lamb of God skal prøve at leve op til deres legendariske koncert fra 2012.

Vikingebersærkergang, ansigtsflåning, fællessang og gensyn med provinsvennerne: Copenhells sidste dag byder på både koryfæer, unge håb og nostalgitrip. Og ja, du skal fløjte med på den-der-sang.

Sweden Rock Festival rundede af med Green Jellÿ i toppen som det totale absurdteater, mens Ritchie Blackmore's Rainbow i den anden ende havde strafbart få regnbuer i ærmet.

Nostalgi og retrorock vægtede tungest på vores første dag på Sweden Rock, hvor Lucifers uforfalskede okkulte 70'errock og Slayers magiske afrunding af karrieren på svensk grund var dagens højdepunkter.

Kiss leverede showet, ZZ Top ånden og Dizzy Mizz Lizzy nerven på en fredag med 13 timer i marken, mange middelmådigheder rigere.

I denne Top 5 ser vi tilbage på nogle af de gyldne øjeblikke, der er opstået, når dansk TV gennem årene har lindet på porten til helvede.

Konfrontatorisk, ekstremt, spektakulært, effektivt og aldeles tomt: Roskilde Festival-aktuelle Full of Hell løber med al opmærksomheden, men der er væsentligt mere holdbare ting at komme efter i grindcore for tiden.

Tre dages international hardcore-festival i Ungeren og to dage med thrash i Odense er, hvad ugen har at byde på efter et par sidsteøjebliksafbud.