Top 5 – Metalhoved, du er fxxcking doven!

Tag dig lige sammen, mand! 

Advarsel:
Denne Top 5 handler selvfølgelig ikke om dig, men alle de andre skvatmikkeler.

Du har Rock & Rul, du har Dark Mental Festival, Northern Aggression, Sonic Ritual, Support Our Scene, Odense Metalfest, Slag-Town Slays, K-Town Hardcore Fest, Epic Fest, Viborg Metalfestival, Extremely Rotten Death Fest, Nordic Noise og Gallows. Du har sågar Grindcore Family Weekend, Metal Ved Möllen, Death Island Festival, Mejerhell, Boringhell, Metal Maniac Festival, Vesterbro Rock Fest og Heavy Agger ikke mindst.

Duften af Churros, mens du i et tivoliseret setup ser samme band for fjortende gang
Listen kunne blive ved, og alligevel pølser du slattent rundt på de samme mere eller mindre “mainstream”-festivaler med de samme programmer, de samme dyre øl og den samme trygge genkendelighed. Festivaler, hvor du stort set slipper for at blive konfronteret med den del af metallen, der faktisk rykker sig – samt, vigtigst af alt, rykker dig rundt. Undergrunden, grænselandene, det outrerede, det ekstreme, det, du ikke allerede kender, og det, der lige nu udvikler sig, forfiner eller måske ligefrem varsler det næste store på scenen.
Du kalder dig selv metalhoved, men vælter gladeligt rundt på fadølsdryppende festivalpladser og ser metallens svar på Shu-bi-dua endnu en gang, mens du kaster kiks til Hvalen Hvalborg, og de mindre og bedre kuraterede samt mere risikovillige festivaler kæmper for at overleve. Festivalerne, hvor nogen rent faktisk har gjort sig umage med at finde noget til dig. Noget, du ikke allerede har hørt. Noget, der kan udfordre dig, irritere, begejstre eller sende dig hjem med et nyt band på hjernen.
Og jo, mange af dem kæmper. De spændende af dem.

Det er efterhånden en tendens. Vi er selv skyld i det.

Du elsker ikke undergrunden. Du elsker idéen om den.
For hvad fanden er det egentlig, vi har gang i? Er vi i færd med kollektivt at udsulte den scene, vi selv påstår, vi elsker og er en del af, for bagefter at stå med fadøllen i hånden og brokke os over, at festivalplakaterne er blevet så forudsigelige? Vi kvæler det sted, hvor udviklingen skal komme fra, og undrer os derefter over, at ingen længere tør servere os noget, vi ikke allerede kender.
Det er fandme da for dårligt. Tag ud, oplev, vær en del af det, vær med!

Ud af mange er her fem bud på nye horisonter:

1. Kill-Town Death Fest – Det ekstremkuraterede
“Jeg kender jo næsten ingen af de bands”, kan man indimellem høre ellers dødsmetallyttende folk sige om Kill-Town Death Fest, og ja. Du har forstået festivalen og har potentielt en fed rejse foran dig! Tillykke.

Kill-Town Death Fest er ikke stedet, hvor du får dødsmetallens svar på en greatest hits-radio.
Det er fire dage, tre scener og i 2026 hele 37 internationale bands hentet ind fra den del af dødsmetallens økosystem, hvor man stadig skal vende stenene for at finde det, der lever nedenunder. Festivalen begyndte i 2010 med et erklæret mål om at dyrke international undergrundsdød, og den har siden haft mere end 200 bands fra over 30 lande igennem maskinen. I dag har askillige byer verden over en festival med samme koncept som Kill-Town Death Fest. Det havde de ikke i 2010. Det er på grund af Kill-Town Death Fest.

Det særlige ved KTDF er ikke kun de mere eller mindre obskure, sjældne eller hidsigt aktuelle bookinger, du får for pengene. Det er graden af kuratering.
Kill-Town Death Fest er bygget omkring et næsten “anti-headlineragtigt” princip. Selvfølgelig findes der større navne til at skabe dynamik, på næste måneds udgave med eksempelvis Mantas (Death), Massacre og Funebrarum, men styrken ligger i mellemsegmentet og helt nede blandt de bands, du har læst om, hørt en enkelt skramlet og yderst sjælden 35-år gammel demo med, eller simpelthen aldrig har hørt om før. Festivalens historie er fyldt med første, europæiske koncerter, eksklusive engangs-optrædener og live-debuter. Det er derfor, dødsmetalfolk flyver ind fra USA, Japan, Indonesien og resten af Europa. Ikke fordi de lige mangler at høre et band, de kunne have set på tre andre festivaler den sommer. Men netop p.g.a. programmet og det fælleskab, der med årene er opstået - der findes med vilje ingen backstageområde. Du og bandene og alle de andre er samme sted hele tiden.

Det er kompromisløst ad helvede til, det er ikke bare en scene, man betragter, det ér scenen




2. Metal Magic Festival – Fordi nogle stadig er passionerede
Metal Magic er ham den nørdede, men seje ven, der følger med i det nye på scenen, men samtidig kan fortælle dig præcis hvilken portugisisk demo fra 1987, der gjorde det hele bedre, og hvorfor halvdelen af det, du går rundt og kalder metal, er noget uoriginalt pjat.

Han kan være irriterende. Han har også ofte ret.

Festivalen opstod i Fredericia i 2008 som regulær modkultur. Martin Jørgensen og andre omkring ham kunne ganske enkelt ikke få deres heavy- og black metal-bands booket i et dansk metalmiljø, hvor andre genrer sad på magten. Løsningen lå til venstrebenet: Så laver vi vores egen festival. Atten udgaver senere er det stadig grundidéen. Metal Magic drives frivilligt, har ingen ambition om at blive en lokal Copenhell og booker efter en meget tydelig idé om, hvad heavy metal-kultur er og bør være.
Programmet udvikles efter bands, der aldrig eller sjældent har spillet i Danmark. Unge navne, der fortjener et publikum, så længe de ikke spiller metalcore. Gamle kultbands, der stadig kan. Gendannelser, særkoncerter og obskuriteter langt fra markedsanalyser og andet kulturødelæggende. Se på plakaten fra i år: Uli Jon Roth står ved siden af Blasphemy, Slyngel ved siden af Macabre. Det er ypperligt.

Det er derfor, du tager til Metal Magic. For metallen og den ægte metalkultur velsagtens, men også for at lade nogen med en sygeligt veludviklet historisk næse grave kassen igennem for dig.




3. Lasher Fest – Bryd fri af algoritmen
Nogle har tilsyneladende glemt at fortælle Lasher Fest, at en festival skal have en let identificerbar målgruppe. Tak for det. Heldigvis. Lasher kalder sig selv en festival for tung, genrebrydende musik, og det er ikke pressemeddelelseslir.
På få år har den aalborgensiske haft Russian Circles, Downfall of Gaia, Mizmor, Demersal, John Cxnnor, Rezn og Nadja på plakaten og bevæget sig mellem post-metal, black, sludge, crust, screamo, hardcore, drone, doom, psykedelisk rock, elektronisk dystopi og musik, der måske mest af alt lyder som noget, der er sluppet ud gennem en revne i dit eget inderste helvede. Det lyder da perfekt, ikke? Og der er en grund.

Booker Troels Højgaard Sørensen formulerer det omtrent så enkelt, som det kan gøres: “Anything goes.” Musikken skal være god, men først og fremmest må festivalen gerne rykke ved, hvad Aalborg normalt får præsenteret. Lasher har den luksus, at den kan tage chancer. De store festivaler skal tilfredsstille tusinder på en gang.

Det er her, den mindre festivals styrke bliver tydelig. Lasher interesserer sig ikke for, om du kan lide band B, når du godt kan lide Band A. Den kan stille Wolves in the Throne Room ved siden af Youth Code samt elektronisk industrial, post-rock, punk og noget helt femte og regne med, at du selv kan klare resten.
Det kan du nemlig godt. Du er et voksent menneske. Serveringer på sølvfade bliver gammelt i længden.




4. A Colossal Weekend – Du godt må blive forvirret
Hvis ILTER sparker dørene ud af punk og hardcore, så har A Colossal Weekend for længst glemt, hvor huset stod.
ACW begyndte i 2016 med en tydelig forkærlighed for post-rock og post-metal, men har siden udviklet sig til noget langt mere interessant. Tre dage på Vesterbro i København dedikeret til spørgsmålet om, hvad tung musik overhovedet kan være? Derfor kan Cult of Luna og Sunken stå i programmet samtidig med kraut-kosmiske Zahn, japansk hyperpsychedelia, noise, doom, hardcore, shoegaze, mørkt elektronisk musik, jazzede eksperimenter og bands, hvor du efter fyrre minutter stadig ikke helt ved, hvilken hylde du skal stille dem på. Perfekt! Lad være med at stille dem på en hylde. Fuck hylder.

Den musikalske idé synes klar: nichemusikken er netop et af de steder, hvor grænser rykkes, tendenser opstår, og fremtidens musik får lov til at være grim, ufærdig eller økonomisk håbløs, inden nogen opdager, at den var interessant. A Colossal Weekend er 100% uafhængig og non-profit, og programmet bygges bevidst efter diversitet, aktualitet, kunstnerisk særpræg og genremæssig adspredelse. Der ér headlinere, men guldet findes potentielt nederst på plakaten. Måske ser du noget fantastisk. Måske ser du noget rædselsfuldt. Måske står du i Basement og glor på en eller anden mand med en violin, tre loop-pedaler og et problem med tonalitet, og det er måske ikke helt dig – og måske ér det dig, og du er ikke sikker, men begynder at tænke på at få noget at spise, eller måske skulle du lige vente lidt, der ér et eller andet fantastisk i mørket.
Men du tænker og oplever i det mindste!
Det er mere, end man kan sige om endnu et genhør med Greatest Hits-plakaten.




5. Ilter – Genrer i genrer er ikke farlige
Du ved måske ikke endnu, at du har brug for at høre det her altså. Det er sådan set hele pointen.
ILTER er ikke en metalfestival. Det er en punk- og hardcore-festival. Odenses egen. Men det er også en festival, hvor de to begreber mest fungerer som et hus, man efterfølgende har sparket samtlige døre og vinduer ud af. Screamo, skramz, grind, powerviolence, mathcore, blackened hardcore, sludge, riot grrrl, post-hardcore, punk og alskens ubestemmelige bastardformer vælter ind og ud over programmet. Festivalen har siden 2018 bevidst søgt ud i genrernes afkroge, og efter den nylige flytning til venuet Dynamo er grundideen stadig den samme: ingen kilometer mellem scene og publikum, ingen storskærm til at fortælle dig, hvor du skal kigge. Det er produktet. Bandet står omtrent lige op i hovedet på dig. Det gør din sidemand sandsynligvis også om lidt. Og Anders. Og sammen er vi alle en blanding af genre-connoisseurs, der kender hele plakaten, samt nysgerrige musikglade, der går derfra med nyudvidet horisont. På den store festival køber du ofte billetten, fordi du kender musikken. På ILTER kan du købe den for netop at finde ud af, hvad fanden det er, du kommer til at kende bagefter.

Og så er det ovenikøbet 'ræddi' hyggeligt. Det behøver tilsyneladende ikke være sværere.