Top 5 – Hør lige det her, skat!
Plager du også din elskede med musik, de ikke har bedt om at høre? Her er en top 5 over mørk musik, der kom igennem nåleøjet og bragte os tættere sammen. Dette er et enkelttilfælde og derfor ikke en guide. Brug på eget ansvar.
Der findes masser af parforhold derude, hvor metallen er en af fællesnævnerne for den store, dybe og blomstrende kærlighed mellem to mennesker. Men der findes også dem, hvor den ene nok er betydeligt mere entusiastisk om sin metal end den anden, som jo så er tvangsindlagt til vores utrættelige behov for at snakke om den.
Undertegnedes bedre halvdel er generelt musikinteresseret, men ikke ret betaget af metal. Hendes forhold til genren er mest, at hun, som så mange andre, havde en emofase med Paramore, Bring Me the Horizon og My Chemical Romance. Derudover fik hun også et remastered eksemplar af Dizzy Mizz Lizzys selvbetitlede på CD, som blev afspillet flittigt. Det er dog mange år siden. Nu om dage synes hun mest bare, at guitaristen i Heksproces er lækker …
Alligevel er der noget af det, jeg har vist hende, som vækkede en positiv reaktion og endda begejstring. Det ser vi på i dag.
1. Opeth
Fællesnævneren for os begge er ofte, at musik godt må være lidt underligt. Der var Opeth en oplagt indgangsvinkel. Især Heritage og fremefter, hvor aggressiviteten er mere tilbagelænet, men som stadig er rigt på eksperimenter, sjove valg og fyldt med de store, gode melodier og stemninger, der gør Opeth til noget særligt.
2. Motörhead
Vi sad en aften og kiggede på nogle live-videoer fra forskellige kunstnere. Jeg viste hende noget Iron Maiden og AC/DC. Hendes vurdering af de to bands var, som hun har det med Mozarts symfonier. Hun respekterer den kulturelle indvirkning de har haft, men det fremkalder ingen følelser. Black Sabbath? Jo, det er vel meget godt, hvis man virkelig godt kan lide riffs. Motörhead derimod … har så meget attitude, at det omvendte en dedikeret dreampopper.
3. Anna von Hausswolff
I forvejen havde vi hørt den svenske multiinstrumentalists’ seneste epos, ’Iconoclasts’, mens vi gjorde rent eller lavede mad. Men forleden var min bedre halvdel til Syd for Solen med sin søster, hvor jeg gerne ville have set Anna von Hausswolff, men de skulle have dagen bare de to. Da hun kom hjem sent om aftenen, stod hun og ruskede mig frem og tilbage i begejstring over hendes overskudsagtige liveshow og kommanderede, at lige meget hvad skal vi se hende næste gang hun spiller i nærheden.
4. Igorrr
Hvis man skal nævne et underligt og ekstremmetallisk band, som alligevel har ret godt fat i folk uden for genren, er Igorrr et godt bud. Igorrr er meget aparte, og alligevel fungerer det vildt godt, fordi idéerne er gode, sammenhængende og medrivende. Cembalo og opera fangede hendes opmærksomhed på soundboksen, men koncerten på Lagune til Roskilde Festival i år overbeviste hende.
5. Baroness
Undertegnedes store kærlighed til Mastodon har ikke smittet så meget af. Derimod har det ditto-lydende og ditto fra Atlanta, Georgia-band Baroness gjort noget mere indtryk. Baroness’ nuller-rockede og folkede lyd med kæmpe melodier er velsagtens en slags skrumlet og out of pitch-version af Florence + the Machine. Det giver et nik til emofasen, men er eksperimenterende nok og bred nok i genreviften til, at det pirrer det nuværende øre. Især Yellow and Green var et hit.