RF 26: Vanvidsopera
Igorrr tog Lagune med på et metallisk vanvidstogt, hvor opera, balkan og blackmetal smeltede sammen i himmelstræbende ambitioner.
Kan du forestille dig et stormfuldt ægteskab mellem Gojira, The Wretched End, en barokopera og et balkan-bryllup? Hvis ikke, så er du lovligt undskyldt. Ikke desto mindre er det svært at komme meget nærmere i beskrivelsen af det mangefacetterede metalliske angreb, som Igorrr indledte på Lagune-scenen.
Et musikalsk vanvidstogt, som indledtes med barokmusik og hjertebanken, der langsomt blev til et technobeat med højstemte synthesizere, inden guitaristen kom på og flåede en hårrejsende dyster blackmetallisk melodi ud af strengene. Men det stopper selvfølgelig ikke her. Frem på scenen trådte nu mezzo-sopranen, Marthe Alexandre, klædt i lange gevandter og udstødte en operatisk klagesang, inden hun blev afløst af det sortmalede muskelbundt JB Le Bail. Han kom på banen i lang sort kåbe og posebukser og bød velkommen med et gutturalt brøl af en anden verden, akkompagneret af tordnende dobbeltpedaler, der ramte som maskingeværsalver dybt ind i kroppens lystcenter.
Endelig, fristes man til at sige, var tiden kommet til et ætsende ondt, rendyrket metallisk udtryk på årets Roskilde, hvor der i år ikke er levnet meget plads til metallen. Ikke, at der på nogen måde kan sættes nogen klassisk genrebetegnelse ned over det vilde ridt, Igorrr ramte os med. Et projekt, som franske Gautier Serre skabte i 2010 med et ønske om at ødelægge alle grænser for musikalsk udfoldelse.
“Det startede, da jeg var teenager og ledte efter et band eller en artist, der kunne ødelægge alle grænser for musik, et band med evnen til at frembringe alt det, som kedelige mainstreambands ikke kunne bringe,” fortalte Serre i 2017 til Metal Hammer.
Dette var alt andet end mainstream, og gudskelov for det. Om Serre finder Gojira kedelige, ved jeg ikke, men der er et vist slægtskab mellem de to bands. Ikke bare i det bomstærke trommeslagerbæst Rémi Serafinos nådesløst stramme og hurtige arbejde på tønderne, men også hos guitarist Martyn Clément, som frembragte nogle af de samme skrigende hvallyde på sit instrument. Når han da ikke lige tvang både balkanmelodier og orientalske melodistumper ud, for øjeblikket efter at brække det hele ned i tonstunge, komplekse breakdowns.
JB Le Bail håndterede også guitar og ikke mindst synthesizerne, hvorfra han vred dystre melodier som fra en Wes Craven-gyser, og vi fik opera og growl i duet, akkompagneret af blastbeats… og et blokfløjte-break, som fik teltet til at grine højt.
Man kan sammenligne alt det, man vil, men til syvende og sidst er Igorrr fuldkommen sin egen. Gautier Serre og resten af hans franske ekvilibrister tog hele Lagunen med på en musikalsk vanvidsrejse med himmelstræbende ambitioner om afsøgning af nye territorier og instrumentering med nærmest skræmmende klinisk præcision. Det var pragtfuldt. Der er masser af kedeligt fyld i metallens mainstream. Igorrr er ikke en del af den, og tak for det. Hvis flere havde ambitioner som Igorrr, så ville verden uden tvivl være et bedre sted.