Vagttårnet: Når metal vil være popkultur, og ønsket går i opfyldelse

Spørgsmålet til én million! Atter kommer det, og Vagttårnet har svaret lige på tungen, men det ville være for kedeligt at lægge ud med hele pointen. Lad os i stedet træde det godt ned i sølet, ganske som metalmiljøet på gabende kedelig vis ynder at gøre det for tiden.

Foranlediget af Openhell-debatten i Biergarten på årets Copenhell, vil Vagttårnet tage fat på et par af de dilemmaer og postulater, som spøger i debatten i øjeblikket. For det første spørgsmålet om, ”hvad vi skal gøre for at få udbredt almindelige menneskers kendskab til den hårde rock og metal?” Altså, hvordan får vi det her til at vokse? Hvordan stimulerer vi miljøet indefra, så det kan udvikle sig og brede sig?

Der er mange måder at gøre det på. Så vi vil ikke fokusere på løsningerne, men på indgangsvinklen og spørgsmålet, som er ganske forfejlet. For hvorfor? Hvorfor skal det overhovedet vokse? Vi befinder os i et miljø, der er opstået som modkultur, i protest, i desperation og af alle de anti-ismer man kan tænke sig.

Er det vigtigt, at repræsentanter for festivalen hvert år stiller op i morgen-tv og falder til den dovne journalists pat og (igen-igen) må forklare, at det altså ikke kun er børnemordere og satanister, der hører metal? Men at det gør også revisorer og astrofysikere (i år spottede vi en publikummer i en jakke, der reklamerede for Københavns Kommunes Koncernøkonomiafdeling (kedelig forkortelse, i øvrigt!)). Er det, fordi den såkaldte “metal” nu dækker over efterhånden alt, der spilles med forvrængede guitarer, at så mange andre end blot os børnemordere kan være med?

Forkert indgangsvinkel

En del af de foreslåede løsninger på det såkaldte problem er blandt andet mere radiotid til metallen, for dermed at sikre bedre eksponering og højere tariffe; at vi ser de mange upcomingbands, når de spiller live; og – hvad der bringer os videre til næste postulat – at vi holder op med at genresnobbe internt.

At have en præference er ikke snobberi. Hvis man har en præference for jazzmusik, betyder det ikke at man elsker alt jazz eller er disponeret for at kunne lide det. Mange af os hører pop, rock, metal, punk og klassisk. Det er ikke lig med, at vi elsker samtlige udgivelser inden for de nævnte genrer.

Men når det er ”metal”, skal vi sgu give det hele en chance – ellers er vi snobbede. No way. At vi hører til i en nichekultur, tvinger ingen til at klappe ukritisk og begejstret af al musik, der bliver leveret med distortionpedal. Som med al musik bør man være åben, hvis man vil gøre sig selv en tjeneste, men det er hverken givet eller påkrævet. Og ingen som helst har fortjent udelt begejstring bare for at mødes hver tirsdag over en bajer på B & W. Det vil altid være den gode sang, der er afgørende. Når man risikerer noget, får man som bekendt som fortjent. Mange bands er brudt igennem efter den opskrift, og lige så mange er blevet glemt af samme, rimelige, grund.

Mediernes malstrøm

Har vi så et ansvar som formidlere? Historisk og faktisk, ja. Vi kan dokumentere, stille spørgsmål, begejstres og væmmes. Subjektivt og objektivt. Det ansvar træder tydeligst frem, når fårene skal skilles fra bukkene. Hvad og hvem har i grunden fortjent tale- og lyttetid, når sovsen efter årtusindskiftet er blevet så brun, at det er svært at se, hvad der er fond, og hvad der bare er tilsat kulør? Kan man antage at anmeldergerningen kræver en livslang interesse og erfaring, eller er kritik anno 2014 et folkeligt allemandseje, hvor den, der brækker sig mest, bliver menningsdanner og herre over den henholdsvis opadvendte eller nedadvendte tommelfinger?

Flet næbbet. Lad være med at klynke. Bliver din sang ikke spillet i radioen, er det såmænd bare, fordi den ikke er god nok. Hvis man er så trve, at gennembrud, radio og økonomi slet ikke er målet, så skal vi jo slet ikke have debatten. Og hvem vil ikke gerne have jobs, pladekontrakter og alskens mammon? Det mål i sig selv er måske vejen til enden, boblens endeligt, hvor det peaker og sprænger i luften. Det er sgu nok svært at agere modkultur, mens man får fodmassage i spaen. 

For vil vi være popkultur?

Det vi efterspørger i panelerne, når vi stiller spørgsmålet til en million, er i virkeligheden blot popkultur. Vi vil gerne være pop, men vi vil helst ikke sige det til nogen. Pop er populærkultur. Musik, der er populært, er noget, som mange selvsagt gerne vil lægge tid og mønt i. Det genererer udvikling for populærmusikken, og alle er glade, så at sige. Musikere, koncertgængere og købere.

SKAL der spilles Watain og The Psyke Project på P3? Nej. Pop er svaret på, hvorfor den slags metal ikke kommer videre. Pop er en forkortelse for populært. Og hvorfor skal noget som metalmiljøet nu være populærkultur? Er det pengene og alt det, vi startede med at opponere imod, det etablerede og systemerne, der trækker? Så vi kan komme ud og spille nogle flere job, sprede vores musik, få vokseværk, gøre noget mere af det vi elsker, og endda leve af det? Og har man så lavet et klassisk ”sellout”, eller har man bare været dygtig?

Naturlig dynamik

Det føjer endnu et dilemma til teorierne. For det hele kan ikke være lige meget undergrund hele tiden. Man vokser. Fra teenager, til voksen, til etableret, til job, til forælder, til andre værdier. Og så er det måske så som så med incitamentet, der skrev plade efter plade af sig selv. På den anden side ser vi musikudviklingen som en dynamisk frekvensgang. Præcis som økonomien. Den fødes, vokser, puster sig selv op og sprænges så i luften for at blive født på ny, så det hele kan gentage sig.

Måske er denne higen efter popkulturen dét, vi ønsker, uden at vide det? At det hele bliver så etableret, at det er til at brække sig over, så musikerne kan brække sig over det i deres tekster og på deres instrumenter? Måske er det en naturlig cirkulation.

Vagttårnet spørger så: Hvorfor skal for eksempel Copenhell nu være en folkefest? Skal det være populærkultur = noget som mange gerne vil være med til = bruge penge på = så det kan vokse?

Der var engang en niche

I 2010 kunne man støde på en ven for hver femte meter, man gik, og man kunne nyde musikken i Biergarten, serveret af begejstrede bekendte i nærmiljøet, samlet omkring højst 20 langborde, hvis ikke færre. Vi var 4000 mennesker.

I dag er vi vel oppe på en 15.000 besøgende, der er merchandise-boder med festlige navne, alskens passende mad og gøgl, events mellem eventene, og Biergarten, der oprindeligt nærmest var en pavillon, hvor man kunne mødes ved langborde, er nu blevet til en lille festival i sig selv, hvor man kan skue langt mellem vennerne, og langbordene, af nød, mere ligner en slagteproduktion, end noget, der skal samle folk.

Man behøver ikke Iron Maiden eller 15.000 mennesker for at holde årets bedste fest. Man behøver heller ikke have det for sig selv – alle nysgerrige kan være med, om de vil, men folkefesten kan vi nu så rigeligt lade Roskilde Festival (der lige så vel kunne have huset Iron Maiden. Igen.) eller de andre store som små danske festivaler om. Det her er en af de ting, der ikke behøver at vokse.

Tudeseancerne

Og hvad med Copenhell selv, og det vi vil kalde “tudeseancerne”? Man kalder ret selvironisk festivalen for "Copenhell" og opstiller samtidig alskens underholdningsetablissementer på festivalpladsen, som er med til at forstærke omverdenens nedladende syn på metalfans. Eller fatter de ironien? Burde Copenhell selv handle og barbere det overflødige fra i stedet for at fare op, når festivalen stereotypiseres? På den anden side: Copenhell har aldrig sagt, at det skulle være en undergrundsfestival for subgenrerne.

Overfør det så til hele miljøet, for Vagttårnet anfægter ingenlunde Copenhell som projekt i sig selv. Ej heller Roskilde Festival, der på ingen måde prøver at være noget andet end dét, den er. Og vi kommer jo alligevel. Det er blot et fint eksempel på, hvad der er sket med en festival, der endelig talte til os, og som stadig gør det, på bare fem år. Iron Maiden var ment som en gave til metalhovederne. Og tak for omtanken.

Men det kostede billetpris og nye festivaldage, så det kunne vokse, trække flere til og generere mere til næste års festival. Akkurat som med tanken bag bookingen af Alice in Chains, der spillede sidste år, og om noget navn hev folk ind fra sidelinjen, så de også kunne blive præsenteret for al den fantastiske metal, der ellers var på festivalen.

Og krisen?

Så ja. Hvis man mener, at der er krise i rocken, og at der er alt for meget ligegyldigt musik derude i disse dage – så er det måske, fordi vi har fået præcis, hvad vi bad om. Musik mister sin mening, når den får et mål og ikke er et mål i sig selv.

Der, hvor der virkelig sker noget, er i undergrunden, hvor modkulturen stadig eksisterer. Hvis rock og metal har en reel krise, er det i mageligheden. At der i virkeligheden ikke er ret meget at gøre oprør imod, når man lever på denne side af kloden. Det minder om danske rappere, der prøver at lave gangsterrap, som det blev lavet 80’ernes Amerika, selv om deres største problem i virkeligheden er, når mor ikke har nået at klare madpakken inden skoletid. Det er sympatisk, men der er ikke meget nerve i det.

Så til hvis gavn er det her vokseværksvanvid og populærhigen? Er vi ikke bare endnu en dårlig visualisering af, at alting brænder sammen, jo mere det peaker, som med den vidunderlige monetære cyklus?

Vær dig selv

Hvis ovenstående postulat holder vand, er kommercialiseringen allerede ved at gøre sit arbejde med bravur, og måske vil det puste endnu mere liv i de små arrangementer, der netop tager fat i undergrunden og serverer bands med blod på tanden direkte fra øvelokalet. Så må vi vente i spænding på, hvad næste års Copenhell byder det kræsne folk, der somme tider er så anti-alt, at usikkerheden lyser som laserstråler ud fra hævi-vesten. 

For hvad handler den kritik, der stikker i så mange retninger, i bund og grund om? At gemme sit mindreværd, lave selvværd og frygt for at blive gennemskuet bag en meget hård facade, hvor kun det mest onde er ondt nok, det mest lytterfjendske er undergrund nok, at stive sit ego af i et miljø af mange hårde egoer. Det burde ikke handle om at høre det rigtige musik, men at høre det, man kan lide, uanset om det er spillet på en Flying V eller kommer fra keyboardsamples. Og moralen er meget simpel: Vær dig selv. Uanset hvad. Vær dig selv. Op i Satans sorte røv med alle de (u)skrevne regler og selvopfundne kodekser, der er.

Er vi bare nogle sure gamle røvhuller, der synes, at Copenhell 2010 var bedre end 2014? Roskilde i 1986 var bedre end i 2014. Wacken i 2004, da vi var dernede for første gang, var bedre end i 2013, da festivalen var over dobbelt så stor og blevet “mainstream”! Er det nostalgi, og er det for meget "vi vil have det for os selv"-mentalitet?

Vagttårnets generelle råd er: Dyk ned i undergrunden og dyrk den. Der er masser af liv. Og svaret på gyldne spørgsmål om, hvad vi som branche dog skal gøre er naturligvis:

”Ingenting”.