Onsdag viste Roskilde vejen med et nyt koncept, hvor scenen var placeret i midten af Avalon-teltet – men sikkerhedspolitikken spændte ben for alle former for egentlig intimitet.
Roskildes publikum udeblev, da Jane’s Addiction debuterede på dansk grund. Det skete med 30 års forsinkelse, og Perry Farrells stemme var halvrusten, men sangene var stadig lige så højtragende og riffene intakt monolitiske.
Alvvays gjorde et ihærdigt forsøg på at kede et fyldt Arena-telt ihjel, det lykkedes ikke helt – men trist, at guitar-rocken skal repræsenteres af noget så middelmådigt og generisk, når nu den er så sjælden på festivalen, anno 2024.
Årets Roskilde rundes af med et brag af en koncert, signeret The Armed, er vi sikre på, men du kan også se Jane's Addiction, et rocknavn endnu ældre en Foo Fighters, Myrkur og Mike Portnoys søn i Tallah.
Fredagen byder på årets rocknavn på Roskilde, nemlig Foo Fighters, men generelt er programmet travlt, hvis du godt kan lidt hård musik med kant. Læs vores guide og udfordr dig selv.
The HIRS Collective var kaotisk. Mest på den fede måde. Men deres antics og ironiske selvdistance blev for meget i en koncert, der fik Mr. Bungle til at minde om Volbeat.
Taqbir havde taget turen fra Marokko for at dosere Roskilde med aktivitistisk punk. Publikum var max med, det var medrivende, og budskabet vigtigt – men ingen banebrydende musikalsk oplevelse.
Torsdagen på Roskilde byder på metalcore, punk, dansk aktivist-jazzpunk, og dansevenlig black metal i form af Violent Magic Orchestra.
De københavnske hardcore/crossover-rødder i Rot Away regnede ikke væk, men den støvsky, som publikum skulle have rejst i moshpitten endte som pligtskyldige circlepit-tramp på den våde plads.
Djursland-thrasherne Killings debut er et solidt og oldschool album, som får ekstra pluspoint for den rå og blodtørstige stemning, men knap så mange for de lige vel generiske riffs.
Terminalist markerer sig som et tech-thrashet unikum på den danske metalscene. De opfinder ikke den dybe tallerken, men torpederer til gengæld ad helt egne veje.
Mike Patton har genoplivet Tomahawk for at udgive et coronaalbum, som han selv trækker ned i dyndet i grænselandet mellem det ulidelige og det halvvejs medrivende.
Kan danske bands ikke længere finde ud af at skrive albums? I 90’erne var pladerne for lange, i dag har det mellemkorte format EP’en fået nyt liv. Rækker talentet ikke videre?
Mathias Nielsens 2020 er besat af Belgien, navnlig Bütcher, og så savnede han, at Danmark havde mere end minkmasseudryddelse at byde på. For eksempel god musik.
Vi peger på de bedste af de mindst 20 AC/DC-sange, hvis titel indeholder ordet rock.
Om få dage afgøres det, hvilket koncertefterår vi ser ind i. Det kommer til at definere fremtiden for den musik, vi lever og ånder for.
Den danske sommer, som vi kender den bedst, er over os. En god anledning til atter at trække metalliske sommerschlagere frem. Fra Danzig til Darkthrone.
Glenn Danzig synger Elvis for tiden. Men dén idé er han ikke den første, der har fået. Vi har udvalgt en række "Elvis-fortolkninger" inden for metal og rock.
På deres debutalbum lyder Primus som Metallica, der forulempes af The Residents og Minutemen i et møde med King Crimson, Rush og Yes. Det lyder vanvittigt – og er det – men det er også metallisk og uhyrligt groovet.
Vi har udvalgt en håndfuld trommeslagere, der er tydeligt inspireret af nyligt afdøde Neil Pearts ekvilibristiske trommespil.